Knud Heinesen

Knud Heinesen, Knud Rasmussen Heinesen, d. 26.9.1932, minister. Født i Kerteminde. H. blev student fra Aurehøj gymnasium i Gentofte 1951 og cand.polit. 1959 og kom samme år som lærer til arbejderhøjskolen i Roskilde. Han har derefter i en lang årrække stået i dansk arbejderbevægelses tjeneste. Allerede 1960 blev han sekretær i arbejderbevægelsens erhvervsråd og var 1961–62 landsformand i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit forum. Han vendte 1962 tilbage til Roskilde højskole, nu som forstander. Den kun 30-årige forstander blotlagde her både de evner, offentligheden kender, og de egenskaber som ellers kun er kendt i en snævrere kreds. En myndig og sikker beherskelse af sit fagområde var karakteristisk, men dertil kom vidtgående kulturelle og musiske interesser båret oppe af engagement og smittende ved en stille glød. Allerede dengang var H.s ironi og sarkasme fremtrædende, men blev aldrig brugt over for eleverne. Arbejdet på højskolen bragte H. frem i forreste linje i partiets kulturpolitik. Han blev medlem af radiorådet 1963 og dets formand 1967 til 1971, da han blev minister. 1974–75 var H. på ny med i radiorådet. Som radiorådsformand var han ofte centrum i den offentlige debat og blev dermed kendt i en større offentlighed. Hans ledelse af rådet var præget af tolerance og saglighed, selv om ingen i afgørende situationer var i tvivl om det politiske ståsted. Efter at være blevet rådsformand var H. trådt tilbage fra højskolen og var derefter 1967–68 forretningsfører for Det kooperative fællesforbund og 1969–71 lektor ved Handelshøjskolen i København. Ved valget i september 1971 kom H. i folketinget, valgt i Søndre storkreds (Amagerbro), og blev ved dannelsen af ministeriet Krag III i oktober undervisningsminister. Han fortsatte på posten i ministeriet Anker Jørgensen til 27.9.1973 da han blev budgetminister til regeringens afgang i december 1973. Som undervisningsminister gennemførte H. i april 1972 den i flere år påtænkte ændring af folkeskolen der bl.a. betød undervisningspligtens udvidelse fra syv til ni år, og i maj samme år vedtoges oprettelsen af planlægningsrådet for forskningen og Rask-Ørstedfondets ophævelse, idet midlerne overførtes til forskningsrådene. H. var i det hele personlig stærkt engageret i lovgivningsarbejdet; uden tvivl befandt han sig vel ved ministeriets sagområde. Efter den korte budgetministerperiode blev han finansminister da Anker Jørgensen på ny dannede regering i februar 1975 og beholdt posten til ændringen efter valget 1979, da han meddelte at han ikke ønskede at fortsætte fordi han var blevet træt af at være minister. Der var dog også forlydender om at H. ikke kunne opnå tilslutning til sin finanspolitik. Alvorlige modsætninger har der næppe været, idet H. straks blev valgt som gruppeformand. I finansministertiden indtog han en central position i alle de store forlig der kendetegnede perioden. På socialdemokratiets kongres i september 1980 blev næstformandsposten i socialdemokratiet delt i en politisk og en organisatorisk stilling, og H. blev valgt til politisk næstformand. 1981 blev han imidlertid minister for offentlige arbejder og 1981-82 atter finansminister. Som forhandlingsdeltager har H. vist megen smidighed, støttet af en sikker viden og en omfattende arbejdsindsats.

Mange havde set H. som en kommende formand for Socialdemokratiet, men i 1985 forlod han politik og indledte en erhvervskarriere. Han blev først direktør for Københavns Lufthavnsvæsen. Denne post beklædte han frem til 1989, hvorefter han frem til 1991 var koncernchef for Spies/Tjæreborg. 1991-95 var han administrerende direktør for BRFkredit A/S og BRFholding A/S. H. har desuden beklædt en række bestyrelsesposter bl.a. for KTAS 1980-81, TDC A/S (tidligere Tele Danmark A/S) 1994-2003, for ATP 1995-2003, for Finansieringsfonden af 1992 1996-1998, for dagbladet Aktuelt 1998-2001 og for DSB 2000-02. Han tildeltes den Berlingske fonds hæderspris 1988.