Chr. Christiansen, Jens Carl Christian Marinus Christiansen, 14.9.1895-6.2.1963, fiskeriminister, politiker. Født i Kankbølle, Hjortshøj sg., Randers amt, død på Bispebjerg hosp., Kbh., begravet sst. (Vestre). Som lærling på Frichs fabrikker i Århus blev C. et ivrigt medlem både af socialdemokratisk ungdomsforening og af den begyndende lærlingebevægelse, og disse interesser kølnedes ikke efter at han 1916 var blevet udlært maskinarbejder. Da verdensbegivenhederne de følgende år fremkaldte så stærke brydninger inden for det socialdemokratiske (lands-) ungdomsforbund at dette 1919 sprængtes, stod C. på den partitro side, og i spidsen for et mindretal af hovedbestyrelsen udtrådte han ved nytår 1920 og tog initiativet til dannelsen af en ny ungdomsbevægelse: Danmarks socialdemokratiske ungdom. Som D.s.U.s første formand 1920-27 kunne han med økonomisk støtte fra partiet helt hellige sig agitations- og organisationsarbejdet; han arrangerede lands- og internationale ungdomsstævner, gav bevægelsen et mere positivt, oplysningsbetonet indhold og lagde et solidt grundlag for D.s.U.s fortsatte vækst. Som medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse kom C. 1922 med i det fællesudvalg der forberedte oprettelsen af Arbejdernes oplysningsforbund og sad i dettes bestyrelse fra 1924 til han 1927 blev sekretær for oplysningsudvalget i Århus. 1929-30 var han medlem af Århus byråd, men valgtes 1930 til forretningsfører for Arbejdernes oplysningsforbund og flyttede nu til Kbh. Inden for AOF førte han de af Harald Jensen optrukne linier videre, og på flere områder prægede han den fortsatte udvikling ret selvstændigt, indtil 1947 som sekretær og fra 1949 som formand. Filmen blev i stor udstrækning taget i anvendelse og en bogkreds, en brevskole, en kunstforening knyttet til AOF. Han gav stødet til oprettelsen af Studiekredscentralen i Århus i 1939 og til dannelsen af Dansk folkeoplysnings samråd 1941. Som et bidrag til højnelsen af niveauet i foreningslivet skrev han nogle mindre bøger Arbejderfester, 1932 og senere udg., grundbogen Organisationskundskab, -1933 og senere udg., Dirigenten, 1939, Tillidsmandskundskab, 1950 og i samarbejde med Hans (Hedtoft-)Hansen Haandbog i socialdemokratisk Ungdomsarbejde, 1927 og senere udg. C. blev 1924 opstillet som folketingskandidat i Odderkredsen og rykkede 1932 ved Martin Simonsens overgang til landstinget ind i folketinget. 1935 blev han opstillet og valgt i Frederikshavnskredsen hvor han valgtes til sin død. I folketinget var han ordfører bl. a. ved behandlingen af biblioteksloven, højskoleloven, biografloven, loven om Den kulturelle fond og en række fiskerilove. I ministeriet Hedtoft I 1947-50 var han fiskeriminister, og samme post havde han i ministeriet Hedtoft II og H. C. Hansen I 1953-1957. C. var den første fiskeriminister og gennemførte en solid ledelse af ministeriet; men hans interesse og styrke lå i arbejdet for det kulturelle liv hvor han virkede roligt og støt, levende op til det navn han blev kendt under: Christian Kultur. Han var med i næsten alt hvor partiet organiserede kulturarbejde eller skulle sikre sig indflydelse på de kulturelle aktiviteter: Arbejdernes radioforbund, fmd. for Roskilde højskole, undervisningsministeriets forfatterudvalg 1935-47, filmrådet 1938-47, radioens programudvalg 1958-63 m.m. Han var endvidere medlem af redaktionerne af tidsskrifterne "Socialisten" og "Arbejderhøjskolen".

Familie

Forældre: smed Jens Peder C. (1863-1927) og Maren Andersen (1873-1957). Gift 18.11.1922 i Ormslev, Århus amt med Emma Elisa Kirstine Sørensen født 23.3.1899 i Århus, d. af gasværksarbejder Niels S. (1851-1906) og Elise Pedersen (1862-1951).

Ikonografi

Granitbuste af Aug. Keil, 1932. Foto.

Bibliografi

Hans Hansen i Rød ungdom, 1927 nov. 83. Johs. Hansen i 10 års kamp for ungdom og socialisme, 1932 47f. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 89f. Verdens gang IV, 1950 160. Borgere i byens råd, red. Ole Degn og Vagn Dybdahl, 1968 53f. De danske ministerier 1929-1953, ved Tage Kaarsted, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig