Laust Rasmussen, Laurits (Laust) Rasmussen, 22.11.1862-16.4.1941, politiker, forsvarsminister. Født i Højrup, Brusk hrd, død i Horsens, begravet sst. De konservative anskuelser R. fik indpodet i hjemmet bestyrkedes da han kom i bogtrykkerlære på højrebladet i Fredericia. Som udlært typograf kom han i forbindelse med andre kredse og sluttede sig med liv og sjæl til socialismen der i 70erne havde været meget levende i byen, men nu næsten var helt hensygnet. 1886 var han med til at genrejse Socialdemokratisk forening, blev dens kasserer, og kort efter ledede han erobringen af arbejdernes begravelseskasse fra byens konservative. Slet så let skulle det ikke gå med erobringen af byen, men han lagde med godt humør ud på agitationen i by og opland. 1888 deltog han i partiets 3. kongres i Kbh. og flyttede 1890 på Harald Jensens opfordring til Århus for at blive sætter på Demokraten. Århus-årene blev af stor betydning for hans udvikling. Politisk blev han "Kong Harald"s discipel og håndgangne mand. Han blev formand for de samvirkende fagforeninger i Århus (1893–97), han udvidede sit agitationsområde til hele Østjylland, og han begyndte at skrive artikler i bladet. Da Demokratens aflægger i Horsens 1898 blev udvidet til et selvstændigt dagblad blev R. sendt derned, og indtil 1918 var han som redaktør af Horsens Social-Demokrat, som partiforeningsmand og som medlem af byrådet (1900–17) blandt hovedkræfterne bag partiets fremgang og kommunens demokratisering. Også i købstadforeningen gjorde han sig stærkt gældende og sad i bestyrelsen 1907–17. Med sit lette sind og sin frodige veltalenhed var han en af socialdemokratiets mest vindende agitatorer, såvel i tale som skrift. Hans politiske artikler, i reglen mærket -s, gik igen i hele den socialdemokratiske presse. Ikke mindst ved sine talrige møder i landkommunerne bidrog han betydeligt til socialdemokratiets fremtrængen i Jylland.

R. skrev Haandbog for Socialdemokratiet, 1913 der blev et værktøj for dets andre agitatorer og tillidsmænd. 1892, 1898, 1901 og 1903 var han opstillet til folketinget i Fredericia, og 1906 besejrede han endelig venstremanden Jens Ousen. 1910 faldt han, men vandt kredsen på ny 1913 og beholdt den til han 1935 nedlagde mandatet. Han tog sig de første rigsdagsår bl.a. af tjenestemandssager (lov om dyrtidstillæg 1915), jernbanelov og sociale spørgsmål (uægtefødte børn, opdragelseshjemmene). 1908 og igen 1913 blev han medlem af folketingets finansudvalg og afløste 1917 K. M. Klausen som partiets finans- og politiske ordfører og som ordfører i militærspørgsmål. 1919–20 var han gruppens formand. Han var en af Socialdemokratiets repræsentanter i militærkommissionen af 1919. Hans og hans kollegers opfattelse af forsvarssagen var, foruden af partiprogrammets knappe krav: "Afrustning; Internationale. Stridigheder afgøres ved Voldgift" bestemt ved deres Indtryk fra 80ernes fæstnings- og gendarm-provisorier, kampårenes hentydninger til militærets eventuelle anvendelse mod "indre fjender osv.". For Harald Jensens og R.s vedkommende var den vel yderligere skærpet af den særlig jyske, bjørnbakske antimilitarisme. I overensstemmelse med partiets stilling ved hærlovrevisionen 1909, men nu med Versaillesfreden som baggrund og under henvisning til den internationale retsorden som Folkeforbundets oprettelse gav løfter om udformede og fremsatte R. under forsvarslovenes behandling 1922 socialdemokratiets (mindretals) forslag om afrustning m.v. i et lovudkast på otte paragraffer, ved hvis gennemførelse de samlede årlige militærudgifter ville være gået ned til ca. 7½ mill. kr. April 1924 indtrådte R. i ministeriet Stauning som forsvarsminister og fremsatte okt.s.å. forslaget som regeringsforslag. Efter indarbejdelse af nogle af de radikale foreslåede ændringer benævntes det nu noget dyrere forslag lov om omdannelse af hær og flåde til et vagtkorps og en statsmarine bestemt til varetagelse af Danmarks neutralitets- og folkeforbundsopgaver, og blev i denne skikkelse vedtaget i folketinget marts 1925, men begravet i landstinget. Et par forslag stillet af R. om besparelser på militærbudgetterne blev ligeledes standset af landstinget. Under venstreregeringen 1926–29 kritiserede han som socialdemokratiets ordfører skarpt Søren Brorsens militærforslag.

Ved regeringsdannelsen 1929 var Stauning oprindelig ikke sindet at optage R. i regeringen -hans afrustningstanker var ikke mere så aktuelle – men bøjede sig for henstillinger fra hovedbestyrelsen. I marts 1932 gik R. med til de af venstre stillede forslag om inden for 1922-ordningens vide rammer at spare nogle millioner hvilket derefter gennemførtes med regeringspartiernes stemmer. Men afrustnings- eller nedrustningsforslaget fremsatte han såvel 1929, 1930, 1931 som sidste gang 1932. Han havde bebudet at ville trække sig ud af ministeriet når han fyldte 70 år, og 24.11.1932 trådte han tilbage og afløstes som forsvarsminister af H. P. Hansen der førte forslaget op i landstinget hvor det forkastedes marts 1933. På dette tidspunkt lå den verdenspolitiske situation væsentligt anderledes end 1922. Afrustningskonferencen i Geneve var i virkeligheden brudt sammen. I Tyskland var nationalsocialismen kommet til magten, kaprustningen var under fuld udvikling rundt omkring. Også socialdemokratiet måtte se militærspørgsmålet i et nyt lys hvad afgørende kom til udtryk i programudtalelsen Danmark for Folket maj 1934 hvori det bl.a. erkendes "at der ikke er tilstrækkelig Basis for isoleret Afrustning for Tiden". Som R. havde partiet bag sig under kampen for afrustningen erklærede han sig efter sin udtræden af det politiske liv enig med partiet i dets ændrede holdning over for militær og forsvar. 1918–24 var han direktør for statens døvstummeinstitutter og samtidig statsrevisor.

Familie

Forældre: tækkemand Rasmus Lauritsen (1824–85) og Ingeborg Dorthea Hansen Bie (1824–97). Gift 8.5.1886 i Fredericia med Marie Honoré, født 19.10.1859 sst., død 24.8.1933 sst., d. af tømrersvend Louis Jacob H. (1818–66) og Elisabeth Hermann (1814–77).

Ikonografi

Afbildet på O.Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Mal. af Johs. Glob, 1933. Afbildet på E. Saltofts mal. af socialdemokratiske førere, 1934 (forhen Folkets hus, Enghavevej, Kbh.). Foto.

Bibliografi

C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904 572. Officiantbladet, 1932 nr. 5. Carl Th. Jørgensen: Forsvarsministeren hvis mål var egen overflødiggørelse, 1961. C. V. Bramsnæs: Erindr., 1965. De danske ministerier 1901–29, ved Sv. Thorsen, 1972; 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. Mans Lyngby Jepsen: Stauning, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig