Ditlev Reventlow, 29.10.1712-5.12.1783, overkammerherre, deputeret for finanserne. Født på Altenhof, død i Kiel, begravet i Sarau. Efter studieår i Kiel og Leipzig udnævntes R. 1736 til kammerjunker hos dronning Sophie Magdalene og 1746 til kammerherre. 1749 blev han overpræsident i Altona, og i marts 1751 overtog han den ved J. H, E. Bernstorffs hjemkaldelse 1750 ledige post som envoyé extraordinaire i Paris, en stilling han med sit stejle og kantede væsen næppe passede til, og som han heller ikke følte sig tilfreds med. Opholdet i Frankrig bragte ham i forbindelse med Montesquieu for hvem han livet igennem bevarede en dyb beundring. Allerede sept.1754 forlod R. Frankrig for i marts 1755 at tiltræde posten som hofmester, fra 1763 overhofmester, hos den unge kronprins Christian. Med støtte bl.a. i E. Reverdils memoirer har eftertiden fældet en hård dom over R.s opdragergerning. Det er vel også rigtigt at han trods sine værdifulde karakteregenskaber ikke helt var på sin plads her. Hans moralske og religiøse grundsætninger, hans samvittighedsfuldhed og ordenssans var af en strenghed der let lod mildere træk i hans væsen træde tilbage. Hans stærke ansvarsfølelse og faste vilje til at gennemføre hvad han anså for rigtigt parredes med en overdreven følsomhed over for kritik og en ofte bydende og heftig optræden der virkede sårende på omgivelserne. Men påstanden om en skyld hos R. for kronprinsens senere så ulykkelige udvikling afvises bestemt såvel af samtidens som af eftertidens medicinske sagkundskab. 1763 blev R. medlem af konseillet og fik således del i den egentlige statsstyrelse hvis alvorligste problem var den overordentlig kritiske finansielle situation. Manglende fasthed i ledelsen og svigtende kontrol med udgifterne, bl.a. gennem partikulærkammeret og kommercekollegiet havde givet sig udslag i et stadig stigende underskud på statsregnskabet. Erkendelsen af R.s kvalifikationer førte til at han snart fik overdraget den vigtige, men i sig selv lidet tillokkende opgave gennem nedskæring af udgifterne og brug af skatteskruen at genskabe balancen. Der kan næppe herske tvivl om at hans senere upopularitet i visse kredse især skyldtes den konsekvens hvormed han søgte at løse opgaven. Nov. 1764 udnævntes han til 1. deputeret for finanserne og for generaltoldkammeret, samt til medlem af overskattedirektionen. Hertil kom 1765 posten som direktør for Fonden ad usus publicos og i marts 1767 den øverste stilling i kommercekollegiet hvor han afløste den for sin virksomhed her stærkt kritiserede J. H. E. Bernstorff. Derimod opnåede han ikke ved A. G. Moltkes fald i juli 1766 at få bestyrelsen af partikulærkammeret, idet han kolliderede med Bernstorffernes ønske om at erhverve dette indflydelsesrige instrument. Utvivlsomt har han efter Christian VIIs regeringstiltrædelse følt sig kaldet til at overtage den almægtige Moltkes plads som styrelsens hovedfaktor. Symbolet herpå var hans udnævnelse i jan. 1766 til overkammerherre. R. anerkendte berettigelsen af den kritik der, skarpest formuleret af Frederik Danneskiold-Samsøe, rettedes mod det hidtidige styre. For at afhjælpe det under dette opståede misforhold mellem statens udgifter og indtægter fremsatte han i marts 1767 en række velunderbyggede forslag til besparelser og indtægtsforøgelser der efter at være behandlet af den af kongen dec.s.å. nedsatte "balancekommission" i hvert fald delvis bragtes til udførelse i tiden før J. F. Struensees magtovertagelse, og han var utvivlsomt den drivende kraft ved størstedelen af de finansielle reformer der gennemførtes i tiden før denne. I den daglige finansadministration fremtrådte han som en bestemt modstander af alle uregelmæssigheder i form af ekspektancebreve på embeder, utilbørlige pensionsuddelinger og lignende misbrug som havde floreret under det tidligere styre. Med største skarphed afviste han forsøg på ved kryberi og klynken at opnå uretmæssige fordele på statens bekostning.

Mens R. i sine finanspolitiske bestræbelser, i hvert fald forbigående, bragtes i konflikt med J. H. E. Bernstorff, som han i øvrigt stod nær, støttede han loyalt dennes udenrigspolitik. Hans medvirken til afslutningen af den foreløbige mageskiftetraktat 1767 belønnedes med hans udnævnelse til dansk greve s.å. Kort efter, i febr. 1768, afskedigedes han imidlertid fra alle sine embeder. Selv om han snart efter atter optoges i konseillet blev hans rolle i den følgende stærkt bevægede tid nærmest passiv om end han ikke var uden indflydelse på en række af styrelsens anliggender også i denne tid. 10.12.1770 afskedigedes han sammen med konseillets øvrige medlemmer uden at der tilstodes ham nogen pension. Han trak sig tilbage til sine holstenske godser, Altenhof og Glasau, som han havde arvet efter faderen, og de senere erhvervede, Emkendorf (købt 1764), Wittenberg (1779) og Aschau (1782). Opfyldt af bitterhed måtte han her opleve at man efter Struensees fald 1772 ved genindsættelsen af det gamle konseils mænd gik uden om ham. Et plaster på såret blev det dog at han på A. P. Bernstorffs foranledning 1773 udpegedes til kommissær ved udførelsen af det holstenske mageskifte i fuld anerkendelse af at han var den rette mand til at forhandle med Caspar v. Saldern. Desuden udvirkede Bernstorff at der fra 1773 tilstodes ham en gage af 4000 rdl. årlig, ligesom der fra 1774 yderligere tildeltes ham en pension på 2000 rdl. årlig. 1775 blev han kurator for universitetet i Kiel som han i samarbejde med prokansleren J. A. Cramer reorganiserede og forsynede med kliniske institutter samt et nyt udmærket bibliotek. Her som i andre anliggender vedrørende hertugdømmerne virkede R. som Bernstorffs tillidsmand og øvede i denne egenskab en betydelig indflydelse på tyske kancellis afgørelser. Inden for ridderskabet stod han som den loyale holstener, tilhænger af helstaten, men på vagt over for den Guldbergske pågående danskhed. Med sin udpræget aristokratiske indstilling forbandt han på en række områder stor modtagelighed for moderne anskuelser. – Gehejmeråd 1759.

Familie

Forældre: Cay Friedrich R. (1685–1762) til Altenhof, Glasau og Dörphof og Hedevig Ida Buchwald (1690–1761). Gift 30.6.1745 i Kbh. (kop. betalt Nic.) med Margarethe Raben, født 8.12.1726 i Kbh. (Holmens), død 13.9.1794 i Kiel, d. af stiftamtmand, senere gehejmekonferensråd Frederik R. (1693–1773) og Birthe v. Plessen (1707–86). – Far til Cay R. og Fritz R.

Udnævnelser

Hv. R. 1754. L'union parfaite 1756. Bl.R. 1766.

Ikonografi

Mal. af L. Tocqué, 1752 (Altenhof)- Mal. af A. Nansen. Mal. af P. Als (Fr.borg; Altenhof). To mal., det ene af P. Als (Wittenberg). Karikatur af J. Wiedewelt.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I–III, 1904–13. Af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936. -Aage Friis: A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Samme: Bernstorfferne og Danm. II, 1919. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 IV-V, 1902–06. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I, 1915–30. E. Reverdil: Struensee og det da. hof, udg. L. Bobé, 1916 (2.udg. 1917). Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst., Stuttg. 1927. Samme: Caspar v. Saldern, Erlangen 1932 = Erlanger Abhandl. zur mittleren und neueren Gesch. XV. Erik Rasmussen: Kurantbankens forhold til staten, 1955. John Danstrup i Vidensk. selsk. hist.-filol. skr. I nr. 4, 1943 68-74. Breve i Rigsark. og Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig