Dansk Biografisk Leksikon

Jens Juel

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Jens Juel, lensbaron til Juellinge,  15.7.1631-23.5.1700, gehejmestatsminister, diplomat. Født på Nørtorp, død i Kbh., begravet i Hellested. Efter studier på Sorø akademi rejste J. 1651–55 med den senere professor Jacob Bircherod som præceptor i udlandet (Leipzig, Prag, Padua, Rom, Napoli, Paris). 1652 fulgte han grev Christian Rantzau (1614–63) som han traf i Wien til rigsdagen i Regensburg. Jan. 1655 blev han sekretær i danske kancelli og sendtes flere gange til Sverige. Efter krigsudbruddet blev han aug. 1657 resident i Polen hvor han 1658–59 uden held modarbejdede særforhandlinger mellem Polen og Sverige. Sept. 1659 blev han gehejmesekretær og marts 1660 forhandlede han med den kejserlige gesandt J. F. v. Goës. Betydning for hans fremtidige karriere fik udsoningen mellem Frederik III og hans morbror Hannibal Sehested hvis synspunkter kom til at præge ham i ikke ubetydeligt omfang. Han deltog i de afsluttende fredsforhandlinger i Kbh. 1660. 16.10 s.å. underskrev han sammen med broderen Niels Juel håndfæstningens kassation. Febr. 1662 blev han medlem af kancellikollegiet. Allerede 1.10.1660 havde han fået kreditiv som resident i Stockholm, men kom først afsted april 1662 på Sehesteds initiativ. Blandt de særlige hverv han skulle udføre var at forsvare den danske regerings adfærd over for Corfitz Ulfeldt og hindre at den svenske regering ydede dennes børn sin beskyttelse. Samtidig skulle han holde øje med eventuelle konspirationer mellem utilfredse danske adelige og den svenske regering. Hvad angår større politiske spørgsmål støttede J. Sehesteds forsøg på en udsoning med Sverige, og det var ham en skuffelse at denne politik strandede efteråret 1665. Sehested og efter ham J. er blevet set som repræsentanter for en nordisk forståelsespolitik, men det er uden tvivl forkert heri at se skandinaviske bestræbelser i moderne forstand. Hvad Sehested og efter ham J. klart indså, var at Danmarks strategiske position over for Sverige efter fredsslutningerne i Brömsebro og Roskilde var så forringet, at håbet om en revanche selv under gunstige storpolitiske konstellationer meget vel ville forblive en illusion. Ganske vist fremhævede J. ved en bestemt lejlighed over for Griffenfeld, at han ikke mente "at vi a la longue skulle i Sveriges regard nøjes med den partage sidste krig gjorde imellem os", og der er ingen grund til at antage, at dette ikke var hans oprigtige mening. Men han var mod enhver overilet politik, og når han 1684 skrev hjem fra sin hollandske ambassade "vi bør ville, hvad vi kan" understreger dette hans opfattelse af, at der nødvendigvis måtte være overensstemmelse mellem mål og midler i udenrigspolitikken.

1670 kaldtes J. hjem, men selv om hans indsats i dansk statsliv de næste 30 år i nok så høj grad kom til at ligge på det indrepolitiske felt anvendtes han dog fortsat jævnligt til vigtige diplomatiske hverv. 1673–74 sendtes han til Stockholm for at sondere mulighederne for et dansk-svensk samarbejde som var en nødvendig forudsætning for den tilnærmelse til Frankrig, Griffenfeld arbejdede for. Hans opgave vanskeliggjordes imidlertid af splittelsen inden for den danske regering hvor indflydelsesrige arbejdede for at Danmark skulle opfylde sine traktatlige forpligtelser over for kejseren og Nederlandene, og for et brud med Sverige. J. deltog også i de fortsatte forhandlinger med Sverige i Kbh. ved nytåret 1674–75, men ud over det aftalte ægteskab mellem Karl XI og Christian Vs søster Ulrika Eleonora blev forhandlingerne uden resultat og sommeren 1675 åbnedes fjendtlighederne over for Sverige. 1679 var J. sammen med grev Anton af Aldenburg og Conrad Biermann v. Ehrenschild dansk hovedforhandler ved fredsforhandlingerne i Lund.

Disse forhandlinger fik deres særlige karakter gennem Louis XIVs direkte indblanding i den nordiske politik, og ved at alt reelt var afgjort ved stormagtsfreden i Fontainebleau. For Danmark betød den franske indblanding at man måtte opgive alle krigens territoriale gevinster. For en stat med stormagtsaspirationer som Sverige føltes det krænkende overhovedet ikke at blive taget med i forhandlingerne om sine mest vitale problemer, selv om Frankrig i øvrigt havde varetaget Sveriges interesser på bedste måde. Tydeligere end nogensinde havde det vist sig at Norden kun var en underafdeling af det europæiske politiske system, og at den evige rivaliseren mellem Nordens to stater gav ikke-nordiske magter politisk og økonomisk supremati i Norden og Østersøområdet. Det er på denne baggrund det forsvarsforbund, der på initiativ af den svenske hovedforhandler Johan Gyllenstierna blev indgået i Lund, skal ses. Der er dog ingen tvivl om at forbundet til en vis grad blev indgået på den stærkere magts, dvs. Sveriges præmisser, men meget tyder på at J.s bedømmelse af de nordiske staters forhold til Europa i høj grad faldt sammen med Gyllenstiernas. Forbundet forblev imidlertid en episode. Gyllenstierna døde allerede juni 1680, og den nye leder af Sveriges udenrigspolitik, Bengt Oxenstierna, orienterede sig i stedet mod Nederlandene, mens Danmark 1682 indgik alliance med Frankrig. De to nordiske stater havde således byttet side i europæisk storpolitik. Det var derfor under vanskelige vilkår at J. 1684–85 forhandlede i Haag om en fornyelse af den udløbne Kristianopel-traktat. Forhandlingerne forblev resultatløse og efter et par år med en tilstand der nærmest kan karakteriseres som handelskrig måtte Danmark 1688 under de forværrede storpolitiske vilkår gøre Nederlandene store handels- og toldpolitiske indrømmelser.

Også i forhandlingerne om Hamburg 1686 deltog J. Efter udbruddet af den pfalziske arvefølgekrig 1688 ønskede den danske regering som følge af de engelske og hollandske overgreb mod den neutrale handel en tilnærmelse til Sverige. Febr. 1690 sluttedes et defensivforbund og marts 1691 sluttedes det såkaldte 1. væbnede neutralitetsforbund hvor de to stater hævdede deres ret til fri handel, og hvor man besluttede at lade handelsskibene konvojere af enten danske eller svenske orlogsskibe. Betydningen heraf var dog ikke stor. Samtidig forhandlede J. i København med både Frankrig og England-Holland om den neutrale handels rettigheder. Især forhandlingerne med sømagterne gik trægt, ikke mindst på baggrund af de mange udenlandske skibe der sejlede under dansk bekvemmelighedsflag. Ubegrundede var sømagternes anklager om et udstrakt proformarederi i de større danske handelsbyer heller ikke. Faktisk tog endog ledende danske statsmænd i ikke ubetydeligt omfang del i proformarederiet. Jan. 1693 sendtes J. til Stockholm for at forhandle om videregående fælles forholdsregler for at tvinge sømagterne til større hensyntagen til den neutrale handel. 17.3. sluttedes et nyt væbnet neutralitetsforbund hvor man som noget nyt besluttede sig for fælleskonvojering af handelsskibene. Varig betydning fik traktaten dog ikke, selv om det virkelig i nogle tilfælde lykkedes at gennemføre fælleskonvojeringen. Forbundet var udsprunget af en bestemt politisk konjunktur, men kunne naturligvis ikke fjerne de grundlæggende dansk-svenske modsætninger. Blandt disse indtog det gottorpske spørgsmål en fremtrædende plads og netop dette stod i centrum for forhandlingerne under J.s sidste sendefærd til Stockholm 1697–99. J.s opgave var at søge at forhindre det påtænkte ægteskab mellem Karl XIIs søster Hedvig Sofie og Hertug Frederik IV af Gottorp. Ved trusler om en dansk-russisk samvirken og ved at udsprede rygter om et påtænkt russisk indfald i Livland søgte J. at tvinge Sverige til indrømmelser i det gottorpske spørgsmål. Da Sverige ikke gav efter for truslerne, og det dansk-russisk-polske angrebs-forbund samtidig blev en realitet, hjemkaldtes J. jan. 1699.

Som udenrigspolitiker havde J. et klarere blik end de fleste i sin samtid for at udenrigspolitik var mere end diplomati, og at et væsentligt grundlag for en succesfuld udenrigspolitik lå i ordnede indre forhold og en styrkelse af statens økonomiske og finansielle ressourcer. Hans meget aktive indsats i handels- og manufakturpolitiske spørgsmål skal ses ikke mindst under denne synsvinkel. Allerede som resident i Sverige i 1660erne søgte han at bevæge den svensk-nederlandske industrimand P. de Besche til at engagere sig i norsk bjergværksdrift. Efter sin hjemkomst fra Stockholm blev han 24.9.1670 vicepræsident i kommercekollegiet og senest 1680 dets præsident. Efter kollegiets ophævelse var han et meget virksomt medlem af de dec. 1690 og juli 1693 nedsatte kommissioner til handelens fremme. Han var desuden medlem af den dec. 1681 nedsatte kommission til forbedring af landets økonomiske tilstand og af den store kommission i rådstuen af febr. 1691 angående toldens bortforpagtning. Han deltog desuden i det kommissionsarbejde der førte til forordningen af 1687 om mål og vægt, der søgte at skabe en vis ensartethed i den hidtil kaotiske danske metrologi. Fra 1671 var han assessor i højesteret og senest 1680 blev han medlem af gehejmekonseillet. Alle disse hverv viser den tiltro til J.s indsigt og arbejdskraft, man havde inden for regeringen, og der er næppe nogen tvivl om at J. var den danske statsmand der, ved siden af Griffenfeld, havde størst overblik over statsstyreisens forskellige grene og bedste forståelse for, at statens styrke lå i den bedst mulige samordning af disse. Ud over udenrigspolitikken var den økonomiske politik dog det område hvor han kom til at gøre sin vægtigste indsats. Han var engageret i det 1671 oprettede vantmageri, hvis mål var at stable en hjemlig uldindustri på benene og nedskære tekstilimporten, og i de 1670–71 oprettede ost- og vestindiske kompagnier hvor han var direktør og selv bidrog med store kapitalindskud. Som det gjaldt for de manufakturpolitiske eksperimenter tidligere i århundredet, var en svaghed ved de forskellige foretagender kapitalmangel og, hvad kommercekollegiet betonede, mangelen på økonomisk "videnskab" og "inclination" i Danmark-Norge. Som under Christian IV ønskede man derfor at få fremmede industri- og handelsfolk (bl.a. portugisiske jøder) til at slå sig ned i Danmark med løfte om særlige privilegier og fri religionsudøvelse. Trods gejstlig modstand sejrede J. og hans meningsfæller delvis ved de 1685 udstedte privilegier for fremmede handelsfolk. J. havde uden tvivl betydelig andel i de forordninger om kommercierne og navigationen (1681), lavene (1681), købstæderne (1682) og tolden (1683) hvormed man søgte at tillempe den konservative danske erhvervsstruktur til den aktive manufakturpolitik der tilstræbtes. I overensstemmelse med tidens centralistiske tankegang ønskede J. udenrigshandelen koncentreret til bestemte byer. Ved genindførelse og udvidelse af defensionsskibsprivilegierne søgte man at optage konkurrencen med den billige hollandske fragtfart på den danske provins. Ovenfor er omtalt J.s ambassade i Holland 1684–85 hvor han arbejdede for en revision af Kristianopeltraktaten, der ville give den danske regering bedre mulighed for at gribe ind over for den nederlandske toldsvig i Sundet og andetsteds.

Også militære forhold engagerede J. sig i. Sommeren 1675 sendtes han til Norge for at bistå statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve og fik som medlem af det nyoprettede generalkrigs-kommissariat ledelsen af den militære finansforvaltning i Norge. Juni 1676 deltog han i Gyldenløves indfald i Sverige og udmærkede sig ved erobringen af Vänersborg. Også i søkrigen kom han til at deltage aktivt. 30.6.1677 sendtes han fra København ud til broderen Niels, der lå med sin flåde mellem Stevns og Falsterbo, med en kgl. ordre hvis indhold i øvrigt ikke kendes. Han var derfor ombord under det store søslag dagen efter. Efter sejren fik J. besked på at følge Cornelis Tromp som kommitteret og overvære krigsrådene. Tromp protesterede mod denne kontrol men afvistes. 1678 deltog J. i erobringen af Rügen hvis guvernør han blev. Også efter fredsslutningen kom J. til at deltage aktivt i militære anliggender. 31.3.1683 blev han præsident for det forenede generalkommissariat for land- og søetaten, og 6.2.1694 I. deputeret i det genoprettede kommissariat. Endelig blev han 1699 generaladmiral og chef for admiralitetet.

J. var en af sin epokes betydeligste danske statsmænd. Hans alsidige indsigt, saglighed og store arbejdskraft var et stort aktiv for regeringen. Når han trods sin dygtighed og indsigt aldrig blev ledende i regeringskredsen, kan det skyldes den nervøsitet Christian V alle dage nærede for den gamle adel. J. A. Fridericia har om J. fremhævet at han efter Griffenfeld var periodens "snildrigeste og mest omfattende danske stats-mandstalent". J. var dog ikke i besiddelse af dennes initiativ og var heller ikke nyskabende som denne. Hans til skepticisme grænsende nøgternhed var vel den egentlige hindring herfor. Handels- og manufakturpolitikken der nok var det område hvor han kom til at udøve den mest direkte indflydelse var præget af realisme, indsigt og bedre planlægning end tidligere, men nogen nytænkning fandt ikke sted. Og i landbrugspolitiske spørgsmål hvor han uundgåeligt var præget af sine godsejerinteresser var han nærmest reaktionær. I øvrigt havde J. et nært forhold til Griffenfeld med hvem han arbejdede snævert sammen 1673–75 i forsøget på at ændre Danmarks udenrigspolitiske orientering. Det tjener til hans ære, at han i modsætning til de fleste ikke vendte sig fra Griffenfeld ved dennes fald, men tværtimod arbejdede for en forbedring af hans forhold. Sandsynligvis var på det hans forbøn, at hans tidligere svigersøn Frederik Krag 1690 fik tilladelse til at ægte Griffenfelds datter. Hans iver for efter den tidligere Stockholmgesandt Christoffer Lindenov at erhverve Griffenfelds breve til denne, kan dog som fremhævet af C. O. Bøggild-Andersen lige så vel skyldes hans interesse for deres politiske indhold som kærlighed til den faldne storheds personlighed. Derimod havde han næppe noget nært forhold til den i firserne og halvfemserne dominerende "kabale"s folk og rettede ofte bidsk kritik af personer og tilstande. Selv om han var en af den unge enevældes mest loyale tjenere var han dog som den svenske rigskansler M. G. de la Gardie udtalte 1666 "en godh dansk adelsmann uthi sit hjärta". Dette kom til udtryk da han som medlem af domskommissionen over Oluf Rosenkrantz (jan. 1682) bestred, at Rosenkrantz i sin apologi for den danske adel havde forbrudt sig mod suveræniteten. Han var stærkt præget af den gamle adels kulturelle traditioner. Han støttede Peder Syv der var Juellinges sognepræst og havde en tid digteren Jørgen Sorterup i sit hus. Til den gamle adels kulturelle traditioner hørte også den moralske og personlige integritet som karakteriserede dens bedste medlemmer, og som både J. og hans bror Niels besad i så rigt omfang.

Selv om han ved fødsel tilhørte en af landets fornemste slægter var J. oprindelig ikke velhavende. Faderen havde ganske vist i sine velmagtsdage været en godsejer af format, men var ved sin død nærmest konkurs, og det var kun et beskedent jordegods J. og hans søskende kunne dele imellem sig. Hans dygtighed og fordelagtige ægteskaber kompenserede dog herfor, og J. blev med tiden yderst velhavende. Hans første hustru skaffede ham Frøslevgård (Mols Sønder hrd., afhændet 1671), og Valbygård (Stevns hrd.) af hvilken han 1672 oprettede baroniet Juellinge, og hvis nuværende hovedbygning han opførte. 1694 købte han i samme egn Herlufstrup og Jonstrup (Bjæverskov hrd.) som han forenede til Juellund, hvis tilliggender forøgedes ved nedlæggelse af bøndergods. For fordringer hans anden hustru havde på den forhåndenværende matador Poul Klingenberg fik han 1686 Tostrup (Fuglse hrd.), det nuværende Christianssæde og Ålstrup (Lollands sønder hrd.). Desuden ejede han 1670–85 Voergård i Dronninglund hrd. -Etatsråd 1671. Gehejmeråd 1675. – Baron til Juellinge 1672.

Familie

Forældre: rigsråd Erik J. til Hundsbæk og Alsted (1591–1657) og Sophie Sehested (1594–1658). Gift l. gang 4.10.1660 med Vibeke Skeel til Valbygård og Frøslevgård, født 16.3.1633 på Katholm, død 23.1.1685 på Voergård, d. af Otte S. til Katholm, Birkelse m.m. (1605–44) og Ide Jørgensdatter Lunge (1612–71). Gift 2. gang 12.2.1686 med Regitze Sophie Vind til Urup, Tostrup og Ålstrup, født 1660, død 10.4.1692 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang 1673 med lensbaron Vilhelm Güldencrone til Vilhelmsborg og Urup, 1645–83), d. af vicekansler, gehejmeråd Holger V. til Harrested (1623–83) og Margrethe Giedde (død 1706). Gift 3. gang 11.4.1694 med Dorothea (Dorte) Krag, født 27.9.1675, død 10.10.1754 på Gisselfeld (gift 2. gang 1701 med feltmarskalløjtnant Christian Gyldenløve, greve af Samsøe, 1674–1703, gift 3. gang 1715 med gehejmeråd Hans Adolf Ahlefeldt til Bukhagen, 1679–1761), d. af oberst Mogens K. (1625–76) og Helvig v.d. Kuhla (død 1676). – Bror til Niels J. (1629–97) og Peder J.

Udnævnelser

Hv. R. 1671. Bl. R. 1679.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg). Stik af G. Valck, 1685, efter mal. af B. Vaillant; efter dette stik af J. Folkema, 1744, og træsnit af J. F. Rosenstand, 1855, efter tegn. af Carl Bloch. Flere mal. i forskellige typer (Gavnø; Valdemars slot; Ledreborg; Rosenholm; Juelsberg; Hverringe). Malet i ordensdragt af Jacob Coning (Valdemars slot; Wedellsborg), i mindre format (Fr.borg). Sandstensbuste (sst.).

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist., udg. P. W. Becker I–11, 1847–57. Medd. fra det kgl. geheimeark., 1886–88 72 o.fl. st. Aktstykker til statskollegiets hist., udg. Johs. Lindbæk II, 1910. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen V-XI, 1920–49.

Lit. Rob. Molesworth: An account of Denmark, London 1694 (fot. optr. Kbh. 1976) 162f. J. A. Fridericia i Hist. t. 5. r. IV, 1883–84 463–79; 6. r. I, 1887–88 714f. Joh. Thyrén: Den första väpnade neutraliteten I-II, Lund 1884–86 = Lunds univ.s årsskr. XXI-XXII. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893 235–38; II, 1894 82f o.fl.st. Rud. Fåhræus: Sverige och Danm. 1680–82 I-II, Sth. 1897–98. J. Gulowsen: Gyldenløvefeiden, Kria. 1906. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdnings hist. I-II, 1908–22. Kn. Fabricius i Hist. t. 8. r. II, 1909–10 17 36 55. Samme: Griffenfeld, 1910. Fr. v. Jessen: En slesv. statsmand I–III, 1930–41. H. Bohrn: Sverige, Danm. och Frankrike, Sth. 1933. G. Landberg: Johan Gyllenstiernas nord. förbundspolitik, Uppsala 1935 = Upps. univ.s årsskr. 1935, 10. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I-II, 1946–70. Bent Jensen i Historie ny r. VIII, 1968–70 409–11. Dagny Jørgensen: Danm.-No. mellom stormaktene, Oslo 1976. Jørgen H. Barfod: Niels Juel, 1977.

Læs også om Jens Juel i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Jens Juel
Jens Juel
15.7.1631-23.5.1700, dansk statsmand. Jens Ju ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Christian Rantzau
2.5.1614-8.11.1663, dansk-holstensk rigsgreve ...Artikel i Den Store Danske
Hamburg
(da. Hamborg ), storby i Nordtyskland ved El ...Artikel i Den Store Danske
Dronninglund
by i Vendsyssel 8 km fra Kattegat; 3328 indb. (2 ...Artikel i Den Store Danske
Christianssæde
Kristianssæde , hovedgård (184 ha, 1995) 12 km ...Artikel i Den Store Danske
Livland
historisk region i Baltikum , der har navn efte ...Artikel i Den Store Danske
Juellund
hovedgård 10 km SV for Køge, oprettet 1694 af st ...Artikel i Den Store Danske
Fontainebleau
by 60 km SØ for Paris; 36.000 indb. (1990). Font ...Artikel i Den Store Danske
Juellinge
hovedgård ved Karise 10 km vest for Store-Heddin ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SHei
18/07/2011
  • Læst 672 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki