Ove Høegh-Guldberg, 1.9.1731-7.2.1808, gehejmestatsminister, historisk og teologisk forfatter. Ove Høegh-Guldbergs kår som barn og ungt menneske var meget fattige, men ved den hjælp han modtog af en morbror, præsten Dines Guldberg, blev han holdt til bogen. 1749 tog han studentereksamen fra Horsens og begyndte straks at studere teologi. Sit brød tjente han som huslærer i Jylland, og eksamen fik han først 1753. Derefter kastede han sig over historiske studier, for hvilke han viste evner og interesse, og 1761 ansattes han som professor i veltalenhed i Sorø ved akademiet. Han virkede kun tre år her, men tiden anvendtes til flittige teologiske og historiske studier, bl.a. over den klassiske oldtid. Et ydre udtryk herfor var hans oversættelse af Plinius' lovtale over Trajan med en indledende redegørelse for den romerske statsforfatning (1763). Et par år i forvejen havde han udgivet Tanker over Milions Digt og den saakaldle hellige Poesie, 1761, et arbejde der bærer vidnesbyrd om, at heller ikke æstetiske studier lå ham fjernt. Sine æstetiske interesser viste han desuden ved 1759 at være medstifter af Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse, hvis prisopgave han vandt ved en besvarelse af spørgsmålet "hvilken Indflydelse det har i de skjønne Videnskaber, naar oplyste Folk stræbe at overgaa hinanden". Også teologiske studier optog ham stærkt i disse år. Det spørgsmål der navnlig beskæftigede tiden var kampen mod fritænkeriet, og Ove Høegh-Guldberg deltog i denne med to breve der offentliggjordes i P. Rosenstand-Goiskes Billige Tanker om ubilligt Fritænkeri (1753). Den opfattelse han forfægtede var den fra den wolfske filosofi velkendte, at der umuligt kunne opstå nogen strid mellem den sunde fornuft og den kristne lære. Fritænkeriet var kun at betragte som en art vildfarende fornuft, og det eneste omvendelsesmiddel var ræsonnementet. Samme opfattelse uddybede han i sine senere bøger Den naturlige Theologie, 1765 og Den aabenbarede Theologie, 1773, begge bøger oprindelig udarbejdet til brug for hans undervisning for arveprinsen og udmærkende sig ved at være de første populære forsøg på at fremstille den kristne tros indhold.

Da Ove Høegh-Guldberg begyndte sin lærergerning ved akademiet syntes hans livsbane at ligge klar foran ham med det stille Sorø som rammen omkring et fredeligt og flittigt forskerliv i historiens og teologiens tjeneste. Såvel hans interesser som hans anlæg pegede i den retning. 1764 indtraf imidlertid den begivenhed som fuldstændig ændrede dette fremtidsperspektiv. Han kaldtes til lærer for arveprins Frederik, Juliane Maries eneste søn med Frederik V. Valget af Ove Høegh-Guldberg til lærer for arveprinsen betød at den unge prins fik en fuldstændig dansk opdragelse, og selv om læreren ikke formåede at bibringe sin kongelige elev mere dybtgående kundskaber udviklede forholdet mellem den stilfærdige sorøprofessor og den unge prins sig på en sådan måde, at Ove Høegh-Guldberg besluttede sig til for stedse at knytte sin skæbne til sit nye herskab. Da prinsens læreår var forbi, modtog han 1771 stillingen som hans kabinetssekretær. For Ove Høegh-Guldberg var perioden 1764–70 rolige studieår. Arveprinsen lagde ikke i den grad beslag på hans tid at der ikke blev stunder til videnskabelige studier, og en moden frugt heraf var hans store tre binds verdenshistorie der udkom 1768–72. Fremstillingen var uhyre vidtløftig, 3. bind nåede kun til den peloponnesiske krigs afslutning, og var behandlingen end ukritisk, savnede fremstillingen ikke varme og kraft og vidnede om forfatterens store belæsthed. Samtidig gav han sig af med udgivelsen af forskellige økonomiske og politiske småskrifter der på baggrund af hans senere virksomhed har en vis interesse, men som ikke hæver sig synderligt over, hvad "enhver god Borger bør vide". Den strengeste ortodoksi i kirkelig og religiøs henseende, forenet med en ærbødighed over for kongemagten og de kongelige personer, der grænsede til hellig ærefrygt, var fremtrædende karaktertræk hos arveprinsens kabinetssekretær, og det var fuldt forståeligt at Ove Høegh-Guldberg mere end nogen anden betragtede J.F. Struensee og hans usurpation af den kongelige magt med den største afsky. De forurettelser og forhånelser der fra magthavernes side blev vist hans elskede herskab optændte hans vrede yderligere og frembragte hos den ellers så brave og fredelige mand et sådant had, at han betragtede det som sin hellige pligt at bidrage sit til at styrte tyrannen. Ved den sammensværgelse som 17.1.1772 fjernede Struensee stod Ove Høegh-Guldberg ved enkedronningens og arveprinsens side, og sammen med dem var han forudbestemt til at overtage ansvar og indflydelse på den kommende tids begivenheder. Hvor stor indflydelse han allerede nu havde på hoffets dispositioner kan vanskeligt opklares, men givet er det at han ikke straks nåede magtens tinde, og at der skulle komme til at hengå adskillige år inden han nåede det mål som måske allerede selve revolutionsnatten stod vinkende og lokkende for hans indre blik.

Den noget tilfældige kreds der havde fundet sammen for at styrte Struensee forstod klart, at den ikke formåede alene at tage ansvaret for land og rige, og at man måtte dele den magt man havde overtaget fra den store usurpator med gamle og prøvede statsmænd. Der gik derfor ret hurtigt bud efter J.O. Schack-Rathlou, gamle grev Otto Thott på Gaunø og fremfor alt efter den unge A.P. Bernstorff, og det var disse mænd der fremfor andre havde ansvaret for de kommende års såvel indre som ydre politik. De kongelige herskaber, enkedronningen og arveprinsen, samt deres trofaste støtte Ove Høegh-Guldberg ønskede imidlertid ikke at se al magten glide sig af hænde, og ved ordningen af den fremtidige styrelse sørgede man for at hoffets indflydelse stadig kunne bevares. Dette opnåedes ved statsrådsordningen af 13.2.1772 hvor gehejmestatsrådet genoprettedes, gennem hvilket alle forestillinger skulle ekspederes til kongens underskrift, men bortset fra udenrigsministeren havde ingen af kollegiecheferne sæde i denne forsamling, og det fastsattes udtrykkeligt at kongelige ordrer kunne sendes kollegier og privatpersoner uden om statsrådet. Ved denne ordning havde hoffet sikret sig mulighed for fortsat del i styrelsen. Om Ove Høegh-Guldbergs indflydelse på regeringsforanstaltninger de nærmeste år efter omvæltningen er det meget vanskeligt at dømme. Han bevarede foreløbig sin beskedne stilling som arveprinsens kabinetssekretær, mens Andreas Schumacher beklædte posten som leder af kongens kabinet. Den indflydelse Ove Høegh-Guldberg kan have udøvet havde derfor mere sin rod i hans personlige forhold til de kongelige herskaber end i indflydelsesrige embedsstillinger. På ét punkt hersker imidlertid ingen tvivl om hans indflydelse, nemlig med hensyn til dommen over Struensee. Ove Høegh-Guldberg blev medlem af den nedsatte domskommission, og med vort kendskab til hans syn på enevoldsmagtens hellige ukrænkelighed kan det ikke undre at han indstillede den faldne storhed til lovens strengeste straf. En sen eftertid har fældet en hård moralsk dom over ham i denne anledning, men foruden hvad der allerede er anført om Ove Høegh-Guldbergs almindelige syn på kongemagten synes det forhold at måtte komme i betragtning, at dommen var juridisk forsvarlig og politisk forståelig som følge af den frygt, hoffet vitterlig nærede for modrevolutionære foranstaltninger.

Indtil begyndelsen af året 1773 beholdt Ove Høegh-Guldberg sin beskedne stilling, men januar 1773 fjernedes Schumacher, og selv om Ove Høegh-Guldberg ikke formelt overtog hans stilling arvede han dog de vigtigste af hans funktioner. Han fik bestyrelsen af chatolkassen i sin hånd, fra 1777 tillige partikulærkassen, og skulle desuden ekspedere de sager som kongen eller hans bror fandt for godt at overlade ham. Han kaldtes foreløbig med det meget beskedne navn af memorialsekretær, men faktisk var hans indflydelsessfære blevet betydeligt forøget. I nært samarbejde med hoffet der ligesom Struensee strengt vågede over kongens person, tiltog Ove Høegh-Guldberg sig udøvelsen af det gamle kongelige prærogativ at uddele nådesbevisninger, og hans indflydelse voksede fra dag til dag. Ove Høegh-Guldberg er "Herre baade over Regn og smukt Vejr", havde grev A.S. v. der Osten udtalt allerede i sommeren 1773, og sandheden af disse ord blev snart almindelig anerkendt. Der sparedes i disse år ikke på titler, ordener og økonomiske gunstbevisninger, og følgen blev at der opstod en kreds af mennesker der stod i taknemmelighedsgæld til Ove Høegh-Guldberg og følte sig afhængige af ham. Over for de mennesker der søgte ham stræbte Ove Høegh-Guldberg stadig at vise sig venlig og ligefrem, og ganske modsat Struensee holdt han sig beskedent i baggrunden og nærede intet ønske om at være midtpunkt for selskabet. Efterhånden indtrådte dog nogen ændring heri som en naturlig følge af hans ændrede ydre kår. 1774 udnævntes han til gehejmekabinetssekretær, 1776 til stats- og gehejmekabinetssekretær med rang som oversekretær, og han fik anvist bolig i Prinsens palæ. Dette støtte avancement op ad rangstigens mange trin var det ydre udtryk for kabinettets voksende magt. En stadig stigende strøm af kabinetsordrer udgik i disse år fra Ove Høegh-Guldbergs kontor, som regel konciperet af ham selv og underskrevet af kongen. Størsteparten drejede sig endnu om nådesbevisninger, men lidt efter lidt inddroges embedsbesættelser under kabinettet. Stort og småt afgjordes af den kongelige vilje, at P.F. Suhm skulle have fem eksemplarer af Jacob Langebeks scriptores, og at forretningsgangen i tyske kancelli skulle ændres. 1776 var man nået så vidt at selv vigtige forordninger ekspederedes gennem kabinettet. Loven om indfødsretten gennemførtes i form af en kabinetsordre og uden om kollegier og statsråd. Det var Schack-Rathlou der gav det første udkast, men loven fik vigtige tilføjelser af Ove Høegh-Guldberg, og den store offentlighed gav Ove Høegh-Guldberg hovedæren, hvilket havde til følge at hans stilling inden for regeringen yderligere underbyggedes, og gav ham mod til at vandre videre ad den vej han var slået ind på. I national henseende blev loven, dens helstatsretlige karakter til trods, det tydeligste udtryk for Ove Høegh-Guldbergs ønske om at støtte det danske element inden for helstaten, en tendens der også kom frem ved hans arbejde for det danske sprogs stilling i den lærde skole og ved gennemførelsen af dansk kommandosprog i hæren.

Ove Høegh-Guldberg nøjedes ikke længere alene med den indflydelse som kabinettet gav ham. Den indsigt i forvaltningens forskellige grene som han 1772 så øjensynlig manglede, og som umuliggjorde at han straks tog ledelsen i vigtige departementer, mente han nu at have erhvervet sig, og hans indflydelse udvidedes. Allerede 1772 var han blevet sekretær i den ekstraordinære frnanskommission og 1773 assessor ved det nyoprettede skatkammer. Sin interesse for skolevæsenet viste han 1774 ved at lade sig optage som medlem af kommissionen til det lærde skolevæsens organisation, og n.å. fik han sæde i kommissionen til kommunitetets ændring. Rækkevidden af hans indflydelse fremgik yderligere deraf at han fra 1778 var direktør i det vestindiske selskab og fra 1780 tillige direktør for Den kgl. Porcelainsfabrik. Grønland og hvalfangsten i den nordlige Atlant var et specielt interessefelt for Ove Høegh-Guldberg, men det passede ind i hans merkantilistiske opfattelse af handels- og erhvervspolitikken. Med Heinrich Schimmelmann som ivrig administrator stod Ove Høegh-Guldberg bag overtagelsen af Det almindelige Handelskompagnis fallitbo. Sammen skabte de den forenede islandske, grønlandske, finmarkske og færøske handel med en vidtløftig organisation. Et af leddene i denne var Den kgl. grønlandske handel hvis oprettelse 1776 vel væsentligst skyldtes Ove Høegh-Guldberg Han og Schimmelmann satte især ind på hvalfangsten som blev grandiost udbygget med en flåde på over 100 skibe, mest nybygninger. Projektet gik imidlertid ikke så godt. Schimmelmann blev tilsyneladende træt af det, og 1781 besluttede Ove Høegh-Guldberg derfor en reorganisation, hvorefter man skulle drive hvalfangst udelukkende ud fra den grønlandske kyst. Dette indebar ønsket om øget statskontrol med hele handelen og hvalfangsten på Grønland. Der blev på Ove Høegh-Guldbergs initiativ oprettet to inspektørembeder i Grønland og en stramning af principperne for den grønlandske handel blev gennemført. Dette sidste nedfældedes i den såkaldte instruks af 1782. Affattelsen af den synes at være foregået i nært samarbejde med Ove Høegh-Guldberg, ligesom hele denne udvikling foregik ved kabinetsordrer.

Man kan rejse det spørgsmål hvordan det var muligt at Ove Høegh-Guldberg fra år til år kunne udvide kabinettets og sin egen magt på bekostning af kollegiers og statsrådets indflydelse. Til besvarelse heraf tjener at man fra hoffets side ganske langsomt lod kabinettets magt vokse, samtidig med at der ikke inden for den mere indflydelsesrige embedsstand fandtes nogen samlet modstand mod hoffets politik. Hoffets største modstander var A.P. Bernstorff, og utallige var de rivninger der fandt sted mellem de to parter, men at standse kabinettets indflydelse formåede Bernstorff ikke, selv om det foreløbig lykkedes ham at hindre dets indgreb i de departementer der var ham underlagt. Med hensyn til de andre ledende statsministre er det tilstrækkeligt at pege på, at grev Thott var gammel, og at Schack-Rathlou endnu følte sig nært knyttet til Ove Høegh-Guldberg, med hvem han udmærket kunne samarbejde (jfr. indfødsretsloven). En fælles optræden fra gehejmestats-rådets side var derfor utænkelig. Hvad endelig H. Schimmelmann angik, vogtede Ove Høegh-Guldberg sig foreløbig for at gribe ind på hans områder, og Schimmelmann var på den anden side fuldt tilfreds med at blive taget på råd i de spørgsmål der personligt interesserede ham. Bernstorff stod således ene i sin kamp og hævdede stejlt gehejmestatsrådets forfatningsmæssige ret til at være medbestemmende ved sagernes afgørelse. 1775 kom det til det første alvorlige sammenstød mellem hoffet og den kraftige og selvfølende minister, men foreløbig vovede ingen at røre ham, selv om gnidninger hørte til dagens orden, og Bernstorff mere og mere isoleredes. I slutningen af 70erne skærpedes modsætningen på ny, og 1780 fandt hoffet øjeblikket modent til at fjerne denne store hindring for den kongelige viljes frie udfoldelse. Den anledning man benyttede sig af var den vanskelige udenrigspolitiske situation i sommeren 1780 da landet fandt sig stillet over for Ruslands energiske krav om oprettelsen af et væbnet neutralitetsforbund til værn for den neutrale handel under den nordamerikanske frihedskrig, samtidig med at man lå i separatforhandlinger med England om den nærmere forståelse af begrebet krigskontrabande. Hoffet var ved Juliane Maries korrespondance med Frederik II af Preussen langt mere fastlandsorienteret end Bernstorff og desuden en stor hader af England (rædslen for en modrevolution under Caroline Mathildes ledelse sad længe hoffet i blodet) og holdt stærkt på Danmarks nære tilknytning til Rusland. Bernstorff derimod nærede engelskvenlige følelser og mente at forbundet med Rusland udmærket kunne forenes med en vis hensyntagen til de engelske krav. Da den russsiske udenrigsminister N. Panin lod sin forbitrelse komme til orde i anledning af den engelsk-danske overenskomst pustede hoffet denne ret ligegyldige hændelse op til en diplomatisk begivenhed af allerstørste betydning. Bernstorff fjernedes fra sine stillinger, men hans afsked fandt sted med udtalelser om kongens allerhøjeste tilfredshed med de fortjenester, han havde ydet riget.

Ved Bernstorffs afgang i november 1780 begynder den egentlige Ove Høegh-Guldbergske periode, og hans indflydelse steg yderligere ved H. Schimmelmanns død 1782, og da Schack-Rathlou mere og mere trak sig ud af statsstyreisen uden hverken at søge eller at få sin afsked. Ove Høegh-Guldberg trådte frem i allerforreste række, og selv om der ingen ændring foretoges i hans ydre stilling, derved at nye embeder blev ham betroet, er det dog rigtigt at lægge det fulde ansvar for landets almindelige politik på hans skuldre. Dette viste sig klart ved udenrigspolitikken. Bernstorffs formelle efterfølger blev M.G. Rosencrone, men den virkelige leder var Ove Høegh-Guldberg der også personligt forfattede den vigtige instruks for Danmarks udenrigspolitik der blev ledestjernen for de kommende års politik. I den Ove Høegh-Guldbergske udenrigspolitik behøvedes kun én forbundsfælle, nemlig Rusland. Holdt man sig støt til denne magt var landets sikkerhed grundfæstet, og man havde intet at frygte af den farlige nabo mod øst, den urolige og foretagsomme Gustav III. At denne politik kunne føre til landets fuldkomne afhængighed af stormagten ved den finske vigs inderste bugt troede Ove Høegh-Guldberg ikke på, men han måtte med stor ærgrelse give sin tilslutning til at Rusland optog Preussen i det væbnede neutralitetsforbund uden blot rent formelt at spørge de andre, og det viste sig endvidere at den dansk-russiske handelstraktat af 1782 ikke medførte de ønskede fordele. Til alt held for Ove Høegh-Guldberg blev den svenske fare ingen sinde akut i de år han havde ansvaret for landets ydre politik, ligesom afslutningen af den nordamerikanske frihedskrig afslappede den spændte internationale situation. Til gengæld førte denne begivenhed store vanskeligheder for dansk handel i sit kølvand, vanskeligheder som Ove Høegh-Guldberg havde det største besvær med at overvinde. Hans store udenrigspolitiske mål, at erhverve den ganske ligegyldige ø Krabben-Eiland i Vestindien, som både han og hoffet havde fattet en næsten sygelig interesse for, måtte fuldstændig opgives. H. Schimmelmanns død 1782 betød at nye områder lagdes ind under hans umiddelbare magtområde. Ove Høegh-Guldberg havde altid haft stor interesse for industri og oversøisk handel. Selv sad han i direktionen for vigtige handelsselskaber, og han var en ivrig tilhænger af at lade staten indtræde som interessent. Dette gjaldt såvel handelen på de arktiske lande som hvalfangstens udvidelse. Den grønlandske, finmarkske, islandske og færøske handel fik et nyt reglement og blev samlet under en fælles direktion. Regeringen fremkaldte nye handelskompagnier, det vestindiske 1778, det østersøisk-guineiske 1781 og kanalkompagniet 1782. Disse kompagnier var stærkt afhængige af regeringen som overlod dem pakhuse, forsynede dem med de nødvendige lån og besatte direktørposterne. Under den store krig havde navnlig det vestindiske kompagni betydelige indtjeningsmuligheder, men freden 1783 bragte det store omslag og førte såvel handelskompagnierne som regeringen ud i store vanskeligheder. Trods heftig protest fra Schack-Rathlous side gennemførte Ove Høegh-Guldberg statsstøtte til selskaber der var kommet i likvide vanskeligheder, fx det store handelshus Joost v. Hemert og Sønner, og ligeledes støttede han under den store kassesvigsaffære i Asiatisk Kompagni direktionen i dens kamp mod de utilfredse aktionærer. Da der øvedes modstand mod hans finansielle dispositioner fra overbankdirektionen og fra skatkammerets side, fjernede han sine modstandere her, blev selv 1782 overdirektør for den kgl. oktroyerede bank og gjorde sig ganske til herre over statens finanspolitik.

I Ove Høegh-Guldbergs forhold til landbopolitikken er det vanskeligere at udrede trådene. Nogen større interesse herfor synes han ikke at have haft, og hans grundopfattelse af bønderne var den, at de var til for at gøre "det haarde og ensdanne Arbejde" som måtte udføres af hensyn til statens vel. En løsning af stavnsbåndet ville efter hans opfattelse medføre at bønderkarlene ville rømme fra de magre til de fede egne og staten som følge heraf bæve i sine grundvolde. Af disse udtalelser kan sluttes at Ove Høegh-Guldberg ikke ville række hånd til en radikal reformpolitik, men de berettiger ikke til at tale om en "guldbergsk Reaktion". Det synes mere rimeligt at lægge ansvaret på godsejerne og deres repræsentation inden for centraladministrationen end på Ove Høegh-Guldberg. Skole- og kirkespørgsmål måtte naturligt ligge inden for hans nærmeste interessesfære, men større resultater med hensyn til lovgivning fremkom ikke. I det foregående er omtalt at han sad som medlem af enkelte kommissioner, og det kan tilføjes at han også interesserede sig for forbedring af skolelærernes kår. På det kirkelige område formede hans virksomhed sig som en bremse på enhver friere strømning. Dette viste sig navnlig i hans forhold til hofpræsten Christian Bastholm. Over for dennes oversættelse af Det nye testamente ønskede han oprindelig at det teologiske fakultet skulle gribe ind, men lod sig nøje med en kraftig indsigelse. At Bastholm i Den christelige Religions Hovedlærdomme (1783) var påfaldende konservativ, mens han i sin liturgi fra 1785 gik temmeligt vidt i liberal retning, finder sin naturlige forklaring deri, at det første skrift udkom da Ove Høegh-Guldberg endnu var ved magten, mens liturgien så dagens lys efter 1784. Bastholm var ikke den eneste forfatter, Ove Høegh-Guldberg holdt nede; efter 1784 skød pludselig en hel hær af kirkelige forfattere frem, alle hyldende en mere liberal opfattelse. Ved H. Schimmelmanns død 1782 nåede Ove Høegh-Guldberg højdepunktet for sin magt, men vidste han det selv? Sikkert ikke. Ganske vist kunne det tidspunkt ikke være fjernt hvor kongens søn, den unge kronprins Frederik skulle forvalte den magt som hans sindssyge far ikke formåede at udøve, men Ove Høegh-Guldberg håbede at han og hans kongelige velyndere stadig ville være i stand til at bevare deres hidtidige indflydelse. Så længe som muligt udskød man det tidspunkt hvor man måtte optage den unge prins i de regerendes kreds, men påsken 1784 var yderste frist. Det vidner om en besynderlig mangel på evne til at iagttage og forstå mennesker, parret med en ganske usandsynlig følelse af tryghed hos Ove Høegh-Guldberg når han kunne tro at alt ville kunne bevares ganske som hidtil.

Begivenhederne skulle vise at den unge prins havde sin ganske selvstændige opfattelse af, hvad han selv ville, og at han desuden var sjælen i en vidtforgrenet sammensværgelse der havde til hensigt at styrte den mægtige gehejme-kabinetssekretær. Herom synes hverken Ove Høegh-Guldberg eller hoffet at have haft nogen anelse, og med stor omhyggelighed og højtidelighed udpønsede man, hvorledes man på bedste måde selv efter prinsens optagelse i gehejmestatsrådet kunne bevare den gamle tilstand. Nu som før skulle kabinettets stilling bevares, og Ove Høegh-Guldbergs stilling som kabinetssekretær forblive urokket, men for at sikre sig mod alle overraskelser fra prinsens side skulle Ove Høegh-Guldberg optages i gehejmestatsrådet sammen med Rosencrone og C.L. Stemann. En uge før påske var alt i orden, og 14.4. mødtes kronprinsen og de nyvalgte statsministre for første gang i rådet, men blot for at være vidne til at kronprinsen ved en rask og uventet handling væltede hele det kunstfærdigt opbyggede system over ende. Mødet i gehejmestatsrådet 14.4.1784 satte et endeligt punktum for Ove Høegh-Guldbergs statsmandsvirksomhed. Fra de nye magthaveres side næredes der ingen ønsker om at fortrædige den faldne storhed, og man indrømmede ham en passende retrætestilling som stiftamtmand i Århus. Det var kun naturligt om Ove Høegh-Guldberg de første dage efter sit fald følte bitterhed mod de mænd der havde styrtet ham, men hans grundfæstede ærbødighed for den enevældige kongemagt fik hurtigt denne bitterhed til at svinde, og med sin sædvanlige nidkærhed og pligttroskab gik han op i forvaltningen af sit nye embede. Havde han været en mådelig statsmand, blev han nu en fortrinlig lokalembedsmand som med største omhu kastede sig over den vrimmel af lokale problemer der rejste sig i de distrikter der var ham undergivet. En særlig interesse viste han havnevæsenets udvikling, såvel i Randers som i Horsens, og den rette organisation af skole- og fattigvæsenet lå stedse hans hjerte nær. Stiftamtmandshvervet gav ham endvidere stunder til at genoptage sin ungdoms videnskabelige sysler. Allerede 1785 udsendte han sin bog Tidsbestemmelse for det Nye Testamentes Bøger, og 1794 fulgte Det nye Testamente med Anmærkninger i to bind, et solidt men tungt arbejde. Disse værker var ligesom hans tidligere bestemt til at dæmme op for det voksende fritænkeri, men til sin beklagelse måtte han se hvorledes den nye tid ubarmhjertigt skyllede hen over dem. Sin afsked som stiftamtmand modtog han 1802, og sine sidste år tilbragte han på herregården Hald syd for Viborg som han 1798 havde erhvervet. Etatsråd 1770. Gehejmeråd 1780.

Familie

Ove Høegh-Guldberg blev født i Horsens, døde på Hald og blev begravet i Finderup. Forældre: købmand, bedemand Jørgen Pedersen Høg (1683–1751, gift 1. gang 1711 med Anne Michels-datter, død 1722) og Helene Dorthea Ovesdatter Guldberg (ca. 1697–1742). Optog allerede i skolen moderens familienavn. Adlet med navnet Høegh-Guldberg 11.10.1777. Gift 1. gang 30.7.1762 på Bygholm mølle med Cathrine Marie Nørlem, født 30.4.1736 på Bygholm mølle, død 1.1.1763 i Sorø, d. af forvalter på Bygholm Peder Jensen Nørlem (1680–1738) og Christentze Hansdatter Lessow (1701–69). Gift 2. gang 10.2.1769 i København (Slotsk.) med Lucie Emmerentze Nørlem, født 12.3.1738 på Bygholm mølle, død 5.9.1807 på Hald, søster til 1. hustru. – Far til Christian Høegh-Guldberg og Frederik Høegh-Guldberg. Bror til Christian Høegh.

Udnævnelser

Hv.R. 1777.

Ikonografi

Mal. forestillende Ove Høegh-Guldberg uden ordensbånd. Min. af Cornelius Høyer udst. 1778. Tegn. af samme, 1779 (kobberstik-saml.). Tegn. af samme (Fr.borg), forarbejde til min. af samme (sst.), kopieret af P.H.B. Lehmann på vase (sst.) og tegnet kopi (?) af W. Haffner, 1780 (sst.). Afbildet på Haffners tegn. af selskab hos kongen, 1781 (Rosenborg), og med familien på tegn. af samme, 1782. Mal. af Jens Juel (Horsens statsskole), kopi (Århus katedralskole), stukket af C. G. Geyser, 1781, af J. F. Clemens, 1782, træsnit efter tegn. af Carl Bloch, 1855 samt 1872 og litografi 1868. Buste af C. A. Luplau, 1781. Buste af R. Grossi, 1782 (Rigsark.; Fr.borg), figur af samme s.å. (Sorø kunstmus.). Relief af P. Gianelli, 1784 (Fr.borg). Min. og silhouetter (sst.). Fremstillet s.m. Wessel på mal. af W. Marstrand 1863 og senere, tegn. af samme.

Bibliografi

Kilder. Breve til Klevenfeldt, Carstens og Hielmstierne i Hist.t. IV, 1843 321–58. Sst. 4.r.I, 1869–70 125–466 (breve til Johan Bülow). Pers.hist.t. 9.r.VI, 1933 236–56 (breve til Grimur Thorkelin). Danske mag. 7.r.II, 1936–40 192–94 (brev til M. G. Rosencrone). Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis III, 1913. J.O. Schack-Rathlou: Udv. breve, udg. Th. Thaulow og J.O. Bro-Jorgensen, 1936. Ove Høegh-Guldbergs og arveprins Frederiks brevveksl. med Peter Christian Schumacher 1778-1807, udg. J.O. Bro-Jørgensen, 1972.

Lit. Chr. Høegh-Guldberg: Et par ord om Ove Høegh-Guldberg, 1841. Samme: Nok et par ord om Ove Høegh-Guldberg, s.å. C. Paludan-Müller: Bemærkninger i anledn. af Hr. C. Plougs art. i "Fædrelandet" nr. 642–49 om Ove Høegh-Guldberg som statsmand, 1841. Aage Friis: A.P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 V-VI, 1906–09. Johan Peter Købke i Pers.hist.t. 7.r.II, 1917 164f 175–77 179. M. Neiiendam: Chr. Bastholm, 1922. Hans Jensen: Dansk jordpolitik, 1936. Asger Lomholt: Det kgl. da. vidensk.s selsk. 1742–1942 I, 1942. Will. Sieverts: Horsens navnkundige sønner, 1945 86–95.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig