Christian Lebrecht von Prøck, 1718-7.9.1780, baron, generalguvernør, amtmand. Død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Kort efter Frederik Vs regeringstiltrædelse udnævntes P. til dansk kammerjunker og 1754 fulgte udnævnelsen til konferensråd. Ved statens overtagelse af De dansk-vestindiske øer udnævntes han i februar 1755 til generalguvernør. Omtrent samtidig med hans tiltrædelse begyndte den store kolonikrig og dermed de krigskon-junkturer som danner baggrunden for den økonomiske vækst der fandt sted i dansk Vestindien mens P. var generalguvernør. Ellers var et af de største problemer i P.s embedsperiode inddrivelsen af planternes gæld til staten. Denne gæld som staten havde overtaget fra Det vestindisk-guineiske kompagni ved købet af øerne 1754, var fremkommet på den måde at kompagniet havde lånt planterne start- og driftskapital under opdyrkningen af St. Croix. I denne sag var P. en mand efter planternes hjerte; han saboterede nemlig gældens inddrivelse. Også på andre områder styrede han sit lille rige med blid hånd til indbyggernes tilfredshed. Det gælder i sager som spørgsmålet om den illegale handel og bestyrelsen af de kongelige plantager. Men lige så populær P. var hos planterne i kolonien, lige så upopulær var han hos centraladministrationen i Kbh. Man satte ligefrem bl.a. den tidligere guvernør Peter Clausen til at undersøge P.s administration. Resultatet heraf var så graverende for P. at han forsøgte at klare sig fri ved at anlægge injuriesag mod Clausen; men dette standsede rentekammeret. Ved statens overtagelse af øerne havde man foruden de gamle sekretråd oprettet en regering for De dansk-vestindiske øer. Denne regering førte imidlertid en skyggetilværelse under P.s embedsperiode, og det samme gjaldt borgerrådet for St. Croix. Interessant er også P.s administration af negerlovgivningen. 1755 udarbejdede kommercekollegiet et nyt slavereglement til afløsning af nogle ældre drakoniske bestemmelser. Man overlod imidlertid til generalguvernøren, om det skulle offentliggøres eller ej, og P. valgte kun at offentliggøre en ubetydelig del af reglementet. Derved undgik han at træde planterne over tæerne. Midt i P.s regeringsperiode retsforfulgte man et formodet slaveoprør. Hovedmændene straffedes på en meget barbarisk måde, således som det ses af byfogeden Engelbrecht Hesselbergs rapport.

P.s embedsførelse er blevet hårdt vurderet af eftertiden. Historikeren Jens Vibæk skriver således om ham: "Som embedsmand var han personligt ganske uværdig, ja, direkte uhæderlig. Fra hans tid daterer sig den korruptionens ånd, der blev en uhyggelig tradition blandt de danske embedsmænd i Vestindien ... Hans karriere er en plet på den oplyste enevældes historie". Og mørke pletter er der nok af. Således franarrede han en fattig student hans penge og fik en udsendt amtmand med en udpræget retfærdighedsfølelse hjemkaldt. Alligevel var P. urørlig så længe Frederik V levede. Ved kongens død 1766 mistede P.s protektor, grev A. G. Moltke imidlertid sin magt. P. afskedigedes og efter ønske fra overskattedirektionen udnævntes Peter Clausen til ny generalguvernør, idet man anså ham for at være manden der kunne inddrive planternes gæld til staten. Efter sin afsked som generalguvernør udnævntes P. til stiftamtmand over Island, hvad man med skadefryd noterede sig i den bernstorffske kreds. Senere udnævntes han dog til stiftamtmand over Københavns amt, men afskedigedes under J. F. Struensee. Som defensorat for sin embedsførelse har P. skrevet et forsvarsskrift som blev posthumt udgivet 1791. Han leverer her et forsvar for det som han selv opfatter som hovedanklagen, nemlig undladelsen af at inddrive statens gæld hos planterne. En inddrivelse ville have medført planternes ruin, hævder han. I en vis forstand må man indrømme, at P.s liberale holdning til gældsinddrivelsen viste sin berettigelse: Da efterfølgeren tog hårdt fat, blev resultatet nemlig, at planterne for at skaffe driftskapital måtte låne penge hos et hollandsk bankierhus som bl.a. betingede sig, at kreditorernes sukkerproduktion konsigneredes til firmaet. 1791 roste forfatteren G. H. Høst da også P. for, at denne ved sin embedsførelse havde draget "en hob gode indvånere til St. Croix".

Familie

Forældre: en bajreuthsk gehejmeråd og Gesilla Reig von Reigenstein (død 1778).

Bibliografi

Georg Høst: Efterretn. om øen Sanct Thomas, 1791 144. Fr. Thaarup: Materialier til det da. monarkis statistik I, 1791 97-102 (heri P.s forsvarsskr.). Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-II, 1904-07. Waldemar Westergaard: The Danish West Indies under company rule, N.Y. 1917 244f. Samme i Journal of negro history XI, Wash. 1926 50-61. Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938. Aa. Rasch: Niels Ryberg 1725-1804, 1964 37f. Jens Vibæk i Vore gamle tropekolonier 2. udg. II, 1966. Chr. Degn: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel, Neumünster 1974. Ove Hornby: Kolonierne i Vestindien, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig