Valdemar Faber

Valdemar Faber, Johan Valdemar Faber, 8.9.1849-18.12.1917, generalkonsul. Født i Odense, død i London, bisat sst. (Golders Green; asken spredt). F. blev student 1868 fra Odense og tog det følgende år eksamen fra Gruners handelsakademi i Kbh. Derefter rejste han til England hvor han fik sin livsvirksomhed. Sine første år i England tilbragte han dels i kornfirmaet Hepell & Co. i Newcastle, dels i det store firma Sir Wm. G. Armstrong & Co. Han fik derpå 1873 ansættelse i smørfirmaet W. B. Ridley & Co. i Newcastle og udrettede i denne stilling et stort arbejde for den nu voksende danske landbrugseksport til England. 1876 startede F. sin egen smørforretning i Newcastle og fortsatte med stor dygtighed og energi arbejdet for udviklingen af den danske eksport, ikke alene af smør, men også af æg. Gennem sin blomstrende forretning erhvervede han efterhånden en stor formue som han hovedsagelig anbragte i engelske kulminer. – Som følge af den fremskudte stilling F. hurtigt forstod at skabe sig inden for dansk-engelsk forretningsliv blev der tidligt lagt beslag på hans kræfter til gavn for den konsulære tjeneste. 1882 udnævntes han til dansk vicekonsul i Newcastle, 1898 til konsul, og med megen energi og aktualitetssans forstod han at varetage og fremme danske interesser, hvor og når han kunne få lejlighed dertil. Det var derfor en given sag, da generalkonsul A. Delcomyn i London døde 1904, at den danske handelsverden enedes om at udpege F. som den bedst egnede efterfølger i generalkonsulstillingen, navnlig da han samtidig tilbød at ophøre med forretningen i Newcastle og flytte til London. Også her under de større forhold virkede F. med vanlig energi og udviste stor gæstfrihed og hjælpsomhed mod alle landsmænd, ligesom han med megen iver opfyldte sine repræsentative forpligtelser. Han afslog 1908 N. Neergaards opfordring til at indtræde som handelsminister i hans ministerium. De med første verdenskrigs udbrud følgende store vanskeligheder for al handel og omsætning virkede nedbrydende på hans helbred og allerede sommeren 1915 så han sig nødsaget til at søge sin afsked som generalkonsul.