Caspar Bartholin (læge)

Caspar Bartholin, 10.9.1655-11.6.1738, generalprokurør, læge. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Frue k.). B. blev student 1671, privat dimitteret, og hans studier, eller måske mest hans faders indflydelse, skaffede ham allerede 1674 udnævnelse til professor philosophiae ved universitetet, dog således at han kunne fortsætte sine studier i udlandet. Han tiltrådte samme forår en treårig rejse, studerede bl.a. ved Leydens universitet og besøgte Frankrig, Italien o.fl. steder idet han overalt gjorde sig bemærket ved sin for en så ung mand usædvanlige lærdom; man har da også fra denne tid adskillige skrifter fra hans hånd om meget forskellige emner, dels hentede fra lægevidenskaben, dels fra den klassiske arkæologi. Efter sin hjemkomst tiltrådte han 1677 sit professorat og begyndte sin virksomhed med forelæsninger over anatomi og fysik; 1678 blev han dr. med., og efter faderens død (1680) medlem af det medicinske fakultet; rektor ved universitetet var han 1687, 1692 og 1701–03. For øvrigt gav den måde hvorpå han og hans slægt, B.er og Worm' er, fremmede deres egne interesser ved universitetet – især ved bestandig at sørge for at de flest mulige professorater overdroges dem – anledning til en i 1707 fremkommen anonym klage der til dels satte en stopper for slægtens nepotisme. Indtil 1701 vedblev B. at docere anatomien, og efter den tid har hans virksomhed som universitetslærer næppe været stor, så meget mere som der efterhånden var blevet lagt beslag på hans kræfter og tid i ganske andre retninger. Som så mange andre embedsmænd fik han nemlig sæde i højesteret (1691), og 1719 betroede kongen ham den ansvarsfulde og omfattende post som generalprokurør som han beklædte til 1729. Det gik ham som flere andre at hans brugbarhed skaffede ham så mange embeder at man ikke fatter hvorledes han kunne overkomme dem. 1724–30 var han deputeret for finanserne. Den største hædersbevisning blev ham til del da Frederik IV 1729 gav ham det hvide bånd, som endnu aldrig havde smykket nogen borgerlig og selv til adelige uddeltes sparsomt. To år efter optoges han og faderens efterkommere i adelsstanden. Efter sin fader havde han arvet Hagestedgård, som han solgte 1686.

B.s litterære arbejder er talrige fra den epoke af hans liv da han endnu ikke var overlæsset med uvidenskabelige embedspligter; efter den tid er de kun få. Som ovenfor nævnt har han leveret flere arbejder i den klassiske arkæologi (om de gamles øresmykker, om de gamles fløjter, om skikke ved barselen – efter en romersk sarkofag); men sin største betydning har han som lægevidenskabelig forfatter. Han blev født så sent at faderen der tidligt trak sig tilbage fra den egentlige lægevidenskabelige professorvirksomhed, ikke i så henseende kunne være hans lærer. I anatomi og fysiologi – de fag han i overensstemmelse med de B.ske traditioner, i det mindste i den tidlige del af sit liv, særlig dyrkede – var derimod Steno hans egentlige lærer, og de arbejder han i denne retning har publiceret viser alle tydelig påvirkning af lærerens synspunkter og ideer. Dennes betydningsfulde opdagelser på kirtelsystemets område førte disciplen endog videre på et enkelt punkt idet han først hos en kalv (1682), senere også hos andre dyr opdagede en særlig vid udførselsgang fra den ene af spytkirtlerne (glandula sublingualis) som han beskrev i en 1684 udgiven afhandling. Den bærer fremdeles hans navn (kirtelens mindre udførselsgange er væsentlig opdaget af Steno, men bærer i øvrigt navn efter Leipziganatomen Rivinus der også beskæftigede sig med disse undersøgelser). Nogle slimkirtler i indgangen til de kvindelige kønsorganer fremtræder ligeledes ofte i håndbøgerne under B.s navn, fordi han først har påvist og beskrevet dem hos mennesket (i et brev til den romerske anatom Riva 1677), medens de dog allerede forinden var påvist hos koen af Parisanatomen Duverney. I en til 3. udg. af Michael Lysers "Culter anatomicus" (1679) tilføjet afhandling giver han forskellige gode vink med hensyn til dissektion og anatomisk demonstration, ligesom han også i en vis modsætning til Steno stærkt accentuerer mikroskopets betydning for anatomiske undersøgelser, men for øvrigt slutter han sig også her til sin lærer og til de af denne givne anvisninger. Foruden de nævnte arbejder publicerede han et ret betydeligt antal dissertationer af anatomisk og fysiologisk indhold, dog næppe nogen af særlig fremragende betydning. Med B. slutter den B.ske glansperiode i dansk medicinalhistorie. Han stiftede ikke skole, og fra nu af gik det tilbage med lægevidenskaben i Danmark. Når N. D. Riegels i stærke udtryk bebrejder B. at han sveg sit egentlige kald, videnskabsmandens, for at være adelens håndlanger og arbejde i kollegierne, er dette næppe ganske uden grund, og at han blev trukket frem af den reventlowske alt formående slægt, er der også andet der tyder på end Riegels' udsagn alene. Hvorledes B.s virksomhed uden for universitetet har været er det nu vanskeligt at dømme om; det taler for hans uundværlighed at han efter de ved Frederik IVs død indtrådte store forandringer beholdt sine embeder og belønnedes af Christian VI med adelsbrevet. Justitsråd 1697. Etatsråd 1708. Konferensråd 1722. Hv.R. 1729.