Henrik Stampe, 28.1.1713-10.7.1789, generalprokurør. Født i Hammer ved Nørresundby, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri k. S. der både på fædrene og mødrene side nedstammede fra præsteslægter blev efter skolegang i Ålborg immatrikuleret ved Kbh.s univ. 1728 og bestod 1731 teologisk embedseksamen. 1733 blev han ansat som konrektor ved sin gamle skole. Hans interesser synes imidlertid allerede tidligt at være gået i en anden retning end teologien, og 1737 fik han kgl. tilladelse til at drage til udlandet på studierejse. Han besøgte herunder Marburg hvor han i to år fulgte den berømte naturretslærer Chr. Wolfs forelæsninger over filosofi, fysik og matematik og over Hugo Grotius' naturretsværk ligesom han fulgte juridiske forelæsninger. Rejsen førte ham endvidere til Paris og til London. 1739 blev han under et ophold i Holland kaldt hjem af J. L. Holstein der stillede ham en ansættelse ved Kbh.s univ. i udsigt. En konkurrence om Andreas Hojers juridiske professorat førte imidlertid til at P. Kofod Ancher, og ikke S., fik embedet. S. havde som led i konkurrencen forsvaret en Dissertatio de testamentis der ved sin deduktive metode tydeligt viser påvirkningen fra den Wolfske naturretsskole. Med denne afhandling erhvervede S. den juridiske doktorgrad, og uden betydning for S. blev deltagelsen i professorkonkurrencen ikke. Han udnævntes 1741 til professor i filosofi, og 1743 blev han medlem af det juridiske fakultet. Sine offentlige forelæsninger holdt S. over filosofi, men samtidig holdt han private, efter sigende velbesøgte, juridiske forelæsninger som supplement til professorernes undervisning. S. fremhæver selv i sin selvbiografi at han var den første som på en slags systematisk måde læste over hele den danske og norske lov, og at han forklarede forskellen mellem romersk og dansk ret. Fra denne periode er også bevaret en række af hans responsa hvoraf nogle senere er trykt (1782) der viser hans hele praktiske indstilling som han også fik brug for som universitetets sekretær og kvæstor. Samtidig varetog S. efterhånden flere offentlige hverv, således som assessor i overadmiralitetsretten og fra 1748 som generalauditør ved søetaten. 1749–51 var han sammen med H. Hielmstierne kommissarius på dansk side ved afgørelsen af grænsespørgsmålene mellem Norge og Sverige, og et bevaret udførligt responsum herom menes ført i pennen af ham. 1753 udnævntes S. omsider til juridisk professor, men s.d., 16.2., udnævntes han til generalprokurør, en stilling der kom til at fordre den største del af hans arbejdskraft. Formelt vedblev han dog at være professor og at oppebære lønnen som sådan indtil 1784, men forelæsningerne og efterhånden også de øvrige universitetsforretninger udførtes af andre i hans sted. Generalprokurørembedet var et centralt embede i den enevældige forfatning. S. havde som generalprokurør tilknytning til danske kancelli, og hans væsentligste opgave blev den at afgive erklæring over de juridiske eller praktiske spørgsmål der blev ham forelagt gennem kancelliet eller andre kollegier. Også udarbejdelsen af nye love hørte til generalprokurørens embedsområde. Et levende indtryk af S.s virksomhed som generalprokurør giver værket Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokureurembedet vedkommende, i seks bind, der 1793–1807 udgaves af J. L. Rottbøll. Samlingen er et hovedværk i dansk juridisk litteratur og er det værk der har sikret S.s navn for eftertiden. A. S. Ørsted fremhæver med hensyn til sin praktiske dannelse sin gæld til S. I samlingen er optaget ca. 1000 erklæringer, samlet af S. selv, der i et forord fremhæver at størstedelen af dem er forfattet på landet hvor S. kun havde et sparsomt udvalg af litterære hjælpemidler til disposition. At de derved mangler "érudition" er dog ikke uden videre en ulempe for eftertiden der herved lettere kan danne sig et indtryk af S.s argumentationsform og praktiske løsningsforsøg af de tvivlsspørgsmål der blev ham forelagt. Trods fortalens beskedenhed vidner erklæringssamlingen om en myndig embedsmand med en klar fornemmelse af sin egen betydning og kunnen, og den omstændighed at erklæringerne blev udgivet vidner også om at S. selv var klar over at der her var tale om andet end et stykke administrationshistorie, men om vigtige bidrag til forståelse af den enevældige forvaltnings grundsætninger og virke, og som sådan er erklæringssamlingen da også blevet modtaget. Erklæringerne er særdeles velskrevne og i dag en uvurderlig kilde til viden om centraladministrationens virke i slutningen af 1700-tallet, hvortil kommer at erklæringerne tillige kaster lys over en lang række af datidens politiske, økonomiske og sociale forhold. Hovedparten af erklæringerne stammer fra 1760erne, og antallet daler kraftigt efter 1770.

Med et almindeligt økonomisk syn der var påvirket af merkantilismen forbandt S. en stærk sans for den gavnlige betydning frihed og uafhængighed kunne have for borgernes arbejde og dermed for landets velstand. Han var ingen ven af lavsvæsenet og fik udvirket det kgl. reskript af 10.4.1761 hvorefter der ikke måtte oprettes flere lav, samtidig med at optagelsen i de bestående lav lettedes, og næringsfriheden i de danske og norske købstæder overhovedet blev væsentlig udvidet. I landboforholdene var S. levende interesseret. Endnu før den offentlige diskussion om landbosagen var kommet i gang og de første praktiske reformforsøg påbegyndt har S. i en skrivelse fra 1757 udtrykt den opfattelse at selvejet var den bedste besiddelsesform for en bonde, og at der, helt modsat den hidtidige udvikling, måtte stræbes efter at der kunne blive flere og flere selvejerbønder i landet. I spørgsmålet om stavnsbånd eller ikke-stavnsbånd stillede S. sig trods sin frihedsvenlighed ikke på noget absolut standpunkt, men i spørgsmålet om hvad der helst burde være grundlaget for den danske bondes daglige liv og arbejde, efter hans mening altså den uafhængige jordbesiddelse, vaklede han ikke. Han støttede efter Christian VII's tronbestigelse E.-S.-F. Reverdil ved iværksættelse 1767 af et kommissionsarbejde til løsning af landbospørgsmålene, blev efter Reverdils bortrejse den ledende i arbejdet for hvilket han selv havde forfattet den instruks at der "især" skulle tages sigte på "at lette så vidt muligt bondestandens vilkår". Den socialpolitiske retningslinje lykkedes det ham at få fastholdt over for A. G. Moltke der gjorde et forsøg på at dreje formålet i landbrugs-teknisk retning. Resultatet blev en række forordninger der alle udkom 1769, og som fortjener navn af de S.ske landbolove, forordninger om hoveriets bestemmelse, om selvejerbønders stilling, om forbud mod nedlæggelse af bøndergårde, om ophævelse af fællesskab. Alle sigter de til selvstændiggørelse af bondestanden og bondebedriften, og selv om de ikke i sig selv kunne fremkalde nogen omfattende ændring i de bestående forhold betegner de dog et vendepunkt i lovgivningen. I denne lovgivning er allerede anvist retningslinjer for de senere store landboreformer og i præmisserne for loven om selvejerbønder tillige de følgende 150 års udvikling i landbrugets ejendomsforhold, idet S.s landbopolitiske yndlingstanke udtrykkes med de ord: "at det ikke vel kan fejle, at jo jorden må overhovedet blive bedre behandlet, når den, som dyrker den, ved og er forvisset om, at den tid, flid og kræfter, han anvender på jorden og grundens forbedring, kommer ham selv og hans børn og arvinger efter ham til nytte, end når han i denne henseende lever i uvished". Med generalprokurørembedet var tillige forbundet embedet som assessor i højesteret og i de første år deltog S. hyppigt i rettens forhandlinger, fra 1767 kun sjældent. Embedet som generalprokurør medførte tillige en lang række kommissionshverv mv. og deltagelse i lovgivningsarbejdet. Under J. F. Struensees styre mistede S. ikke sin indflydelse helt. Skønt ingen ivrig reformtilhænger har S. vel også kunnet billige tendensen i nogle af Struensees reformlove som han måtte føre i pennen, selv om han måtte være en afgjort modstander af den måde hvorpå de blev gennemført. Visse af Struensees reformer, fx af jurisdiktionsforholdene i Kbh., som S. fandt hensigtsmæssige, blev da også opretholdt efter Struensees fald. S. var medlem af den kommission der 1772 dømte Struensee og E. Brandt, og affattelsen af dommen der i nogen grad bærer præg af at være hastværksarbejde siges at være foretaget af ham. I Guldbergperioden fik S. en række kommissionshverv, men han synes at have været utilfreds med at de mange kabinetsordrer begrænsede kancelliets indflydelse. S. var orienteret om planerne for regeringsskiftet 1784 som han på afstand støttede, og efter at kuppet var lykkedes udnævntes han 14.4.1784 til minister og ophørte dermed samtidig med at være generalprokurør, ligesom han nu også tog definitiv afsked fra universitetet.

Det vigtigste vidnesbyrd om S.s indflydelse som jurist og embedsmand er erklæringerne. Som en reformivrig embedsmand kan man ikke karakterisere S. I betragtning af den lange periode hvori han virkede som generalprokurør er det kun relativt få vigtige love der stammer fra hans hånd. Som eksempler kan – foruden de allerede nævnte landbolove – fremhæves en forordning om umyndige 1754, indførelsen af pligten for fædre til at svare underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab 1763, en forordning 1767 om afskaffelse af dødsstraf i visse tilfælde af drab og forordning 1768 om beneficium inventarii. I højere grad end på lovgivningen synes S. at have troet på betydningen af en fast og sikker praksis der uden lovgivningens hjælp kunne udvikle sig. Respekten for velerhvervede rettigheder spillede herved en væsentlig rolle for S. Netop påpegeisen af de enkelte offentlige myndigheders afgrænsede virksomhedsområde og fremhævelsen af betydningen af borgerens adgang til ved domstolene at gøre sine rettigheder gældende var vigtige elementer i S.s administrative lære. S. var derfor i sine erklæringer på vagt over for underordnede myndigheder især de såkaldte "middelmagter" – særlig amtmændene – når de ikke holdt sig inden for deres myndighedsområde. I en række erklæringer påpeger S. således at dommeren ikke som dommer kan modtage ordrer af administrative myndigheder, men alene hører under overretterne, og han griber også ind over for andre kollegiers forsøg på at udøve domstolsfunktioner. S. henviser selv til Montesquieus grundsætninger, og hans hovedbetydning er vel netop at han ved sine erklæringer påpegede betydningen af og begrundelsen for disse grundsætninger der på det tidspunkt var nye, men nu vandt almindelig anerkendelse. Det enevældige system tillod naturligvis ikke en egentlig indførelse af magtfordelingslæren med dens skarpe sondring mellem udøvende og dømmende myndighed, men bl.a. takket være S.s indsats var en funktionsdeling dog i vidt omfang anerkendt i enevældens praksis. Hensynet til borgernes sikkerhed for liv og ejendom blev herved flere gange fremhævet af S. og er et kendemærke for den danske enevælde. Når det gjaldt strafferetten var S. også påvirket af Montesquieu for så vidt som han påpegede, at strafskærpelse ikke altid var det sikreste middel til at forebygge forbrydelser. S. fremhævede også som følge af sine almindelige grundsætninger at ingen straf kunne pålægges uden dom, og at kongen alene kunne benåde ved at mildne, ikke ved at skærpe straffen. S. var ikke mild i sin opfattelse, men han var tydeligt inspireret af og i overensstemmelse med den nye retning inden for strafferetstænkningen der i løbet af 1700-tallet var med til at præge denne i en mere rationel retning med henblik på at gøre straffen til et mere effektivt middel til bekæmpelsen af forbrydelsen. S.s overvejelser i forbindelse med udstedelsen af en forordning af 18.12.1767 der satte en livsvarig fængselsstraf i stedet for dødsstraf for bestemte typer af drab hvor det lå klart at drabet var sket for at drabsmanden gennem henrettelse – i stedet for det af kirken misbilligede selvmord – selv kunne miste livet, er et godt eksempel herpå. Efter S.s ønske oprettede hans enke det S.ske rejsestipendium, hvis renter skulle tildeles en juridisk kandidat med bedste karakter til foretagelse af en treårig udenlandsrejse, på hvilken han skulle uddybe sine kundskaber såvel i det juridiske som andre nyttige videnskaber, og især hvad der hører til økonomi og statistik.

Familie

Forældre: provst Jens Henriksen S. (1682–1733) og Christiane Amalie Thestrup (1693–1735). Gift 1. gang 30.11.1753 i Kbh. (Petri) med Christina Elisabeth Kløcker, født 20.2.1734 i Kbh. (Petri), død 18.10.1761 sst. (Petri), d. af grosserer, senere viceborgmester, etatsråd Herman Lengerken K. (1706–65, gift 2. gang 1762 med Caroline Hoppe, 1732–1819) og Mette Christine Wrisberg (1714–57). Gift 2. gang 17.4.1776 i Kbh. (Petri) med Margrethe Elisabeth Grøn, født 1727 i Kbh., død 14.12.1798 sst. (Petri) (gift 1. gang 1750 med konferensråd, sekretær i tyske kancelli Joachim Gustav v. Klinggraf, 1705–60), d. af borgmester Mikael G. (1685–1742) og Eisabe Dorothea Krug (1700–74).

Udnævnelser

Adlet 1759. Etatsråd 1752. Virkelig etatsråd 1760. Konferensråd 1766. Gehejmeråd 1774. – Hv. R. 1769. L'union parfaite 1770.

Ikonografi

Afbildet på stik af Struensees forhør af J. og M. Haas, 1772 og på W. Haffners tegn. af selskab hos kongen, 1781 (Rosenborg). Mal. af Jens Juel (Nysø), efter dette min. af C. Høyer ca. 1785, stik af J. G. Preisler, 1793, efter dette litografi 1868 og træsnit 1855 efter tegn. af Carl Bloch. Gentagelse med små ændringer af Juel (Fr.borg; Valkendorfs kollegium). Fremstillet på satirisk stik af J. F. Clemens, 1787, efter tegn. af N. Abildgaard. Silhouetstik af J. G. Friedrich, 1796. Træsnit i silhouet af H. P. Hansen, 1879. Maske af A. Bundgaard (Chr.borg).

Bibliografi

Regeringsskiftet 1784, udg. A. D. Jørgensen, 1888. Pers. hist. t. 8.r.III, 1924 42–52 (S.s selvbiogr.). – Jacob Baden: Laudatio in funere H. S., 1789 (da. overs, i Minerva, 1790 IV 157–81). G. L. Baden: Den danske og norske lovkyndigheds hist., 1809 83. Hist. t. 3.r.V, 1866–67 281–455 (Dorothea Biehls breve). Chr. Bruun i Danske saml. V, 1869–70 239–73. Edv. Holm: Om det syn på kongemagt, folk og borgerlig frihed, der udviklede sig i den da.-no. stat 1746–70, 1883 = Univ.progr. 91. Samme: Danm.-No.s hist. 1720–1814 III-VI, 1897–1909. J. H. Deuntzer: H. S., 1891 = Univ.progr. Hans Jensen: Dansk-norsk vekselvirkn. i det 18. årh., 1936. Samme: Dansk jordpolitik I, 1936 (reproudg. 1975). Fr. Dahl: Hovedpunkter af den da. retsvidenskabs hist., 1937 21–24 (særtryk af Festskr. i anledn. af 200 års dagen for jur. eksamen ved Kbh.s univ., red. Erik Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936). – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig