Jørgen Iversen

Jørgen Iversen, Jørgen Iversen Dyppel (Dybbøl),  25.2.1638-20.1.1683, guvernør pÃ¥ St. Thomas. Født i Helsingør, død pÃ¥ havet. Efter at have gÃ¥et i skole til sit 12. Ã¥r rejste I. i begyndelsen af 1650erne til Vestindien som serving (i.e. kontraktbundet arbejder) og senere fik han ansættelse hos en engelsk købmand pÃ¥ St. Christopher. Omkring 1660 besøgte han Europa og indgik kompagniskab med tre hollandske købmænd. Allerede pÃ¥ dette tidspunkt mÃ¥ I. have tjent en del penge, idet han indskød noget af driftskapitalen. Men da han 1665 besluttede at vende hjem til Danmark havde han det uheld at englænderne opbragte to af firmaets skibe. I et forsøg pÃ¥ at fÃ¥ englænderne til at tilbagegive de opbragte værdier skaffede han sig adgang til Frederik III som han flere gange mÃ¥tte underholde om forholdene i den ny verden. Selv om I. ikke fik sin ejendom igen kan han ikke have været helt uden kapital. Da man i 1671 oprettede Det vestindiske Kompagni var han nemlig i stand til at indskyde kapital i det, ligesom han 1670 havde bekostet udgivelsen af sit opbyggelsesskrift Fire Sparelimers Fructer. Samtidig med kompagniets oprettelse udnævntes I. til guvernør pÃ¥ St. Thomas som Erik Nielsen Smit allerede 1665–66 forgæves havde forsøgt at kolonisere. I oktober 1671 sejlede I. med skibet Færø fra Danmark og kom i maj n.Ã¥. til St. Thomas som pÃ¥ dette tidspunkt var ubeboet. I de følgende Ã¥r og frem til 1680, da han afløstes pÃ¥ guvernørposten af Nicolaj Esmit, ledede han med sÃ¥ stor dygtighed den danske kolonisation at han mÃ¥ betegnes som den egentlige grundlægger af de dansk-vestindiske kolonier. Det var et vanskeligt problem at skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft til den danske kolonisation. Foruden embedsmænd udsendte kompagniet dels fanger fra Bremerholm og dels servinger. De sidste var fattige hvide der mod betaling i tobak og løfte om jord forpligtede sig til at gøre tjeneste i kolonien en Ã¥rrække. Men dødeligheden blandt de hvide kolonister var uhyggelig høj. Historikeren J. O. Bro-Jørgensen har sÃ¥ledes gjort op at kun knap 20 pct. af 324 udsendte danskere og nordmænd overlevede rejsen og det første halve Ã¥r pÃ¥ øen. NÃ¥r dødeligheden blev sÃ¥ høj hænger det formodentlig ogsÃ¥ sammen med, at disse europæiske kolonister var uvante med Vestindiens epidemiske sygdomme, malaria og gul feber.

For at bøde på den manglende danske arbejdskraft lod I. en del udenlandske kolonister, især hollændere, slå sig ned på St. Thomas og aflægge troskabsed til den danske konge; de hvide kolonister i dansk Vestindien kom derved allerede fra starten til at udgøre en broget national skare. Endvidere indkøbte I. en del negerslaver, og det var sandsynligvis på hans tilskyndelse at kompagniet 1674 overtog nogle besiddelser i Vestafrika for derfra at kunne føre slaver til St. Thomas. 1680 var slaveholdet dog kun på 175, hvad der viser, at sukker endnu ikke spillede nogen større rolle ved I.s hjemrejse. Foruden provisionsplanter (i.e. nytteplanter) som kassave dyrkede man især tobak og indigo. Ud over at grundlægge plantagedriften på St. Thomas arbejdede I. også på at udbygge øens handelsforbindelser, bl.a. handlede han med den franske koloni på St. Croix. Handelen med naboøerne såvel som kolonisationen led imidlertid skade, da fjendtlighederne fra Europa bredte sig til Vestindien, og I. måtte samle kræfterne om at udbygge øens fæstning, Christiansfort. Under et fransk angreb på øen 1678 bestod dette sin prøve. Hvad angår styrelsen af kolonisamfundet er det karakteristisk at han, formodentlig under indflydelse fra de engelske og hollandske kolonier, søgte at drage plantageejerne med ind i beslutningsprocessen. Rent personligt synes I. at have været lidt af en enspænder for hvem kolonisationen var et kald. Livet i kolonien skulle bygges på gudsfrygt, hvorfor udeblivelse fra søndagsgudstjenesten straffedes med bøde. Selv om behandlingen af slaverne var hårdhændet kan den næppe betegnes som formålsløs brutal, og guvernøren uddelte da også selv tøj til negrene. Derimod synes han i flere tilfælde at have anvendt unødvendig hårdhed over for de hvide kolonister, hvad der dog nok også hang sammen med at han i de sidste par år af sin guvernørtid befandt sig på randen af et nervøst sammenbrud.

Da han 1680 var blevet afløst på guvernørposten af Nicolaj Esmit vendte han tilbage til Danmark. Her måtte han dels forsvare sig mod en række beskyldninger fra Esmit og dels stå til ansvar for sin embedsførelse. Men han forsvarede sig dog så godt at en generalforsamling i oktober 1681 erklærede sig tilfreds med hans embedsførelse. Og snart fik kompagniet atter brug for ham, idet Esmit viste sig umulig som guvernør. I sommeren 1682 besluttedes det derfor igen at udsende I. som guvernør. Når denne overhovedet var villig til atter at rejse til Vestindien hang det formodentlig sammen med, at han havde genvundet sit helbred under opholdet i Danmark. I efteråret 1682 sejlede I. derfor afsted med skibet Havmanden der, ligesom Færø havde gjort det, medbragte et betydeligt antal straffefanger. Rejsen skulle imidlertid blive I.s sidste. I januar 1683 gjorde fangerne og en del af besætningen mytteri, kastede I. og hans nyfødte barn overbord og voldtog hans kone. Forfatteren Kay Larsen har i fri litterær form givet en historisk skildring af Havmandens togt og af oprørernes skæbne (Vikingen VIII, 1925 17–27).