Axel Juel, 7.7.1655-20.1.1720, guvernør i Tranquebar. Født på Nørre Vosborg, død på Fruergården, Strammelse, Tåsinge, begravet i Landet k. 1671 blev J. antaget til tjeneste i flåden; sandsynligvis var han i Ostindien allerede på skibet Oldenborgs togt 1672–75. Under den skånske krig udnævntes han 1679 til orlogskaptajn. Han gjorde derefter tjeneste på flere forskellige skibe indtil han 1681 udnævntes til kommandant på fæstningen Dansborg i Tranquebar (hans farbrødre, søhelten Niels J. og statsmanden Jens J. var begge direktører i Det ostindiske Kompagni); og da guvernøren i Tranquebar, Sivert Adeler, kort efter J.s ankomst rejste hjem blev han guvernør.

Ved J.s ankomst var situationen i dansk Ostindien vanskelig; man havde netop mistet logen i Bantam på Java, og værdifuld handel var dermed gået tabt. Hans forhold til de øvrige koloniembedsmænd var dårligt; han drev privat handel og forsømte at tage vare på kompagniets sager hævdede disse, og ikke med urette. Da J. 1684 af hensyn til Tranquebars finanser gennemførte en lønreduktion kom det til en sammensværgelse. Ledende i denne var bl.a. overkøbmand Johan Gilles og skipper Antoni Frantzen, og med i den var sandsynligvis også digterpræsten Jacob Worm (med hvis stedmor Thomas Kingo var gift) der i 1681 var blevet forvist til Tranquebar for majestætsfornærmelse. Sammensværgelsen blev imidlertid røbet, og J. reagerede voldsomt: bl.a. blev Antoni Frantzen henrettet, og andre blev brændemærket. Men klagerne over J.s adfærd var dog nået til kompagniets direktion i København. Herfra udsendte man 1685 Wolf Henrik von Kalnein som kongelig kommissær med fuldmagt til at ordne forholdene i dansk Ostindien. Da von Kalnein nåede Tranquebar blev resultatet af undersøgelserne at J. blev dømt, at hans formue blev konfiskeret, og at han selv som arrestant blev sendt til Europa. Processen mod J. blev fortsat efter hans hjemkomst til Danmark. I 1690 frikendte højesteret ham for de fleste anklagepunkter, men idømte ham nogle bøder; frifindelsen hang sammen med at højesteret så bort fra vidneudsagn afgivet af indere i Ostindien.

J. synes imidlertid at have været en ruineret mand efter dommen, og onkelen, Niels J. til Valdemars slot, overlod ham derefter en gård i Strammelse på Tåsinge hvor han levede resten af sit liv.

Familie

Forældre: oberstløjtnant Claus Eriksen J. (1621–73) og Sophie Gyldenstierne (ca. 1632–68). Gift 2.10.1692 med Sophie Amalie Parsberg, født 1662 i Kbh., død 18.12.1740 på Fruergården, d. af gehejmeråd Enevold P. til Jernit (ca. 1630–89) og Lene Trolle (1643–62).

Ikonografi

Ligsten (Landet k.).

Bibliografi

Fr. Krarup i Museum, 1894 I 242–74. Dagh-register 1681, udg. F. de Haan, Haag 1919 434 764 f.; 1682 I–II, udg. W. Fruin-Mees, 1928 og 1931 382 521 573 1145 1395f. T. A. Topsøe-Jensen og E. Marquard: Officerer i den da.-no. søetat 1660–1814 I, 1935. J. P. Cortemünde: Dagbog 1672–75, udg. Henning Henningsen, 1953. Gunnar Olsen i Vore gamle tropekolonier, 2. udg. V, 1967. Jacob Worm: Skrifter III, udg. Erik Sønderholm, 1971. Jørgen H. Barfod: Niels Juel, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig