Wilhelm Anton Lindemann

Wilhelm Anton Lindemann, 26.6.1739-24.9.1801, generalguvernør i Vestindien. Født i Kbh. (Garn.), død på St. Croix, begravet sst. Efter at have været auditør ved hæren i Danmark udnævntes L. 1773 til medlem af "Den vestindiske Regering" på St. Croix. 1787 udnævntes han, der omtales som etatsråd, til 1. regeringsrâd, ligesom han flere gange blev konstitueret som generalguvernør, og endelig 1799 udnævntes han ved Thomas Mallevilles død til generalguvernør. Ved udnævnelsen var L. en gammel mand, og hans tid som chef blev da også kun kort, idet han døde allerede i september 1801. Den væsentligste begivenhed under hans styre blev den engelske besættelse af Dansk Vestindien i marts 1801. På baggrund af det væbnede neutralitetsforbund år 1800 og den offensive danske udenrigspolitik, begyndte engelske orlogsmænd i de første måneder af 1801 at afpatruljere de vestindiske farvande og hindrede derved besejlingen af den store transithavn på St. Thomas. L. lukkede derefter havnene og satte øerne i alarmberedskab. Stillet over for truslen om en engelsk besættelse foreslog han under et krigsråd i Christiansted at bevæbne en del af negerslaverne; det blev dog hurtigt klart, at et militært forsvar ikke var muligt. Øernes regulære tropper udgjorde ikke engang 350 mand, og heroverfor stod flere tusinde engelske soldater. Og da englænderne lovede borgerne sikkerhed mod en loyalitetserklæring, kapitulerede de danske kolonimyndigheder. Selv om det blev en både "blød" og kortvarig besættelse, idet englænderne allerede i februar 1802 overgav øerne til danskerne igen, nåede L. ikke at opleve dette; så vidt det kan ses af hans korrespondance hjem til Danmark, synes kapitulationen at have naget ham. Bekymringen var næppe begrundet; det retslige efterspil som besættelsen fik, viser nemlig at man i København udmærket var klar over, at øerne ikke kunne forsvares militært. Som embedsmand synes L. ikke at have været nogen stærk mand. Hans adjudant, Carl Holten, skildrer ham i sine erindringer som en værdig gammel mand; forøvrigt synes han ikke at have spundet guld på sin virksomhed som embedsmand. Da man i begyndelsen af 1780erne såvel i kolonierne som i moderlandet mente, at slavelovgivningen trængte til en modernisering, blev L. 1783 sat til at udarbejde et lovudkast. Dette udkast som aldrig blev gennemført ville have moderniseret lovgivningen, så denne var kommet til at svare til den mere humane behandling af slaverne der havde udviklet sig i slutningen af 1700-tallet. Det indeholdt bl.a. forslag om, at slaverne lettere skulle kunne frikøbe sig selv. Alligevel er det rimeligt med den vestindiske historiker Neville Hall at understrege, at udkastet "was protective of the minority white community from assault, rebellion, conspiracy, arson and poisoning, all of which carried the death sentence". L. synes som så mange andre i oplysningstiden gerne at have villet forbedre slavernes kår, men han delte de hvide kolonisters frygt for negrene. Et sympatisk indtryk af hans holdning til disse får man gennem hans optræden i en sag, hvor han som generalguvernør fik en plantagebestyrer dømt i forbindelse med en slavemishandling. - Justitsråd 1776. Generalkrigskommissær med rang som konferensråd 1796. Rang af generalmajor 1799.