Arne Christiansen, 9.10.1925-8.9.2007, handelsminister, politiker. Født på Samsø, Nordby sg. C. tog almindelig forberedelseseksamen fra Høng præliminærkursus 1943, studentereksamen fra Statens og hovedstadskommunernes kursus 1945 og uddannedes som journalist ved Bogense Avis, Fyns Venstreblad og Fyns Tidende 1945-48. Han var erhvervsøkonomisk medarbejder ved Fyns Tidende 1948-60 og leder af landbrugsrådets pressesekretariat og sekretær for landbrugets radioudvalg 1960-62. Han virkede derefter 1962-66 i USA som chef for Danish Information Office i New York med titel af presseattaché, fra 1963 ambassaderåd ved ambassaden i Washington og Danmarks faste mission ved FN. Efter denne karriere inden for kommunikation blev han 1966 direktør for landbrugsrådets afdeling for information og samfundskontakt; han var medlem af Landbrugsrådets direktion 1966-84.C. var endvidere sekretær for landbrugets radioudvalg, 1967 medlem af Danmarks turistråd og 1970 af bestyrelsen for Dansk samvirke. - Politisk tilhørte C. partiet venstre. Han blev efter sin hjemkomst fra USA medlem af bestyrelsen for venstre i Lyngbykredsen og af bestyrelsen for Fyns Tidende og opstilledes 1967 i Givekredsen som han repræsenterede i folketinget siden valget 1968. C. var medlem af folketinget til 1984. Han, der gennem en årrække var aktiv i hjemmeværnet, beskæftigede sig fortrinsvis med forsvars- og udenrigspolitik og europæisk integration. 1973-78 var han medlem af Europarådet, fra 1974 den danske delegations formand og vicepræsident for rådets liberale gruppe. I folketinget beklædte han formandsposten i markedsudvalget (nu Europaudvalget) 1974-78 og igen 1980-83 og i forsvarsudvalget 1974-77. Han repræsenterede sit parti i Radiorådet 1974-78. Ved dannelsen af regeringen af socialdemokrati og venstre under statsminister Anker Jørgensen august 1978 blev C. handels- og industriminister samt minister for energi indtil oktober 1979. Efter at C. havde forladt folketinget i 1984 var han frem til 1993 formand for regeringsudvalget for økonomisk og industrielt samarbejde med COMECON-landene og Kina. - C. var varm tilhænger af og energisk fortaler for NATO. Han arbejdede ihærdigt for at vinde tilslutning til Danmarks indtræden i EF og ønskede integrationen inden for EF fremmet hurtigt. Hans taler og artikler vidner om indsigt og dygtighed og er klare og logiske i opbygning, kan virke kølige og lidt distancerende, men bag den kølige, til tider også let sarkastiske form, lå et temperament der kunne flamme op i stærke og vel derfor ikke altid helt holdbare synspunkter.

Familie

Forældre: gårdejer Jens Johan C. (1888-1947) og Augusta Jensigne Cramer (1893-1980). Gift 1. gang 9.6.1948 i Dalum k. med Kirsten Brix Jensen, født 18.1.1927 i Odense, død 28.3.1981 i Holte, d. af stationsbestyrer, fabrikant Arne B. J. (1890-1955) og Antonie Olivia Olsen (født 1894). Gift 2. gang 1981 med journalist Stella Tove Blichfeldt, født 11.5.1936 i Kbh.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig