Jørgen Andersen, d. .1679, Asienfarer. Født i Tønder. Død i Krop. Han rejste i sin ungdom til Holland, tog 1644 i Det ostindiske kompagnis tjeneste til Batavia og foretog i de følgende år en række rejser i Asien, dels til Indien og Arabien, dels til Japan. På tilbagevejen herfra led han skibbrud, kastedes i land på den kinesiske kyst og blev gjort til slave. Som sådan deltog han i krigene med manchurerne der ved denne tid erobrede Kina, blev fanget af disse men undslap og rejste gennem Turkestan, Persien, Mesopotamien og Syrien tilbage til Europa. 1650 kom han hjem til Slesvig hvor hertug Frederik III af Gottorp interesserede sig meget for ham og gjorde ham til herredsfoged i Krop. På hertugens opfordring nedskrev han en rejseberetning som dog i geografisk henseende ikke bringer meget nyt, idet hans beskrivelser fra Syd-Asien kun gælder gammelkendte egne, mens på den anden side skildringen af hans færden i Central-Asien er meget kortfattet. Sønnen Nicolai A. efterfulgte ham som herredsfoged 1.9.1680, og A. er da formodentlig død kort før.

Bibliografi

Orientalische Reise-Beschreibunge Jürgen Andersens u. Volquard Iversens, hrsg. durch Ad. Olearius, Schlesw. 1669 og 1696. J. Moller: Cimbria lit. I, 1744 18.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig