J.P. Trap

J.P. Trap, Jens Peter Trap, 19.9.1810-21.1.1885, kabinetssekretær, topografisk forfatter. J.P. Trap blev student 1828 fra Randers og tog juridisk embedseksamen 1833. Han begyndte derefter at studere de såkaldte kameralistiske videnskaber, en blanding af statsøkonomi og polyteknik som H. C. Ørsted havde indrettet for vordende embedsmænd. Allerede 1834 ansattes han imidlertid i det kgl. kabinetssekretariat som kancellist, blev kancellisekretær 1836 og avancerede efterhånden gennem de forskellige trin inden for kabinetssekretariatet, blev fuldmægtig 1842, ekspeditionssekretær 1849 og referendar 1852. Han udmærkede sig ved dygtighed, arbejdsiver, samvittighedsfuldhed og korrekt optræden og var derfor meget påskønnet af sine skiftende chefer.

Da F. Tillisch 1854 gik af som kabinetssekretær ved sin indtræden i ministeriet Ørsted havde han håbet at opnå stillingen, men til hans store skuffelse blev den besat med højesteretsadvokat C. Liebenberg, lensgrevinde Danners private juridiske rådgiver. Først da Liebenberg på grund af forskellige stridigheder måtte træde tilbage 1856, opnåede J.P. Trap at blive konstitueret som kabinetssekretær og ansattes definitivt i juli 1857. J.P. Trap havde da under sin 22-årige ansættelse i kabinetssekretariatet tjent under syv kabinetssekretærer, men efter hans ansættelse faldt forholdene mere til ro, idet han beklædte stillingen i 27 år, lige til febr. 1884 da han af aldershensyn tog sin afsked. Stillingen som kabinetssekretær bragte J.P. Trap i kontakt med mange mennesker og tæt ind på det politiske liv. Det er vanskeligt at afgøre om han spillede en egentlig politisk rolle. Hans egne erindringer er ganske tavse på dette punkt, også hvad angår den indflydelse han i 1840'erne bevisligt havde på Christian 8.s pressepolitik. J.P. Trap var da sammen med bogholder L. M. Hofgaard den diskrete formidler af kongens støtte til den loyale presse, og der blev lagt vægt på hans vurderinger i disse sager.

Med C. C. Hall førte J.P. Trap politiske samtaler, men ellers ses det ikke at han stod på fortrolig fod med de mange af sin tids politikere han mødte i embeds medfør. Der foreligger oplysninger om at J.P. Trap et par gange nævntes som ministeremne, men realiteten heri kan ikke bedømmes med sikkerhed. Christian 9. ønskede på et tidspunkt at J.P. Trap skulle være direktør for Det kgl. teater, men Trap afslog. Han ønskede at blive "ved forretningerne", og han fortsatte nidkært med at passe sine opgaver i kabinetssekretariatet. Det førte ham ud på mange rejser som lagde grunden til hans topografiske forfatterskab. Allerede 1840 havde han som ung sekretær ledsaget Christian 8. og dronning Caroline Amalie på deres store tre måneders rejse landet rundt, og under Frederik 7. blev rejserne hyppigere. På de store rejser i Jylland og Slesvig 1857 og følgende år ledsagede han altid kongen, ligesom han ofte deltog i kongens arkæologiske ekspeditioner.

Sammen med kongen opholdt han sig 17.12.1859 på Fr.borg slot da slottet blev ødelagt ved brand. Herunder indlagde J.P. Trap sig stor fortjeneste ved sin resolutte optræden. Fra sine hyppige ophold på slottet besad han et indgående kendskab til lokaliteterne og stillede sig derfor i spidsen for en redningsaktion, hvorved henved 300 gamle malerier og forskelligt kostbart indbo frelstes fra at blive flammernes bytte. J.P. Trap var derefter meget virksom for slottets genopbygning. I den komité der 1860 nedsattes for at foretage en nationalindsamling med dette formål fungerede han som forretningsfører, ligesom han blev formand for det i samme anledning ved kgl. bevilling 28.11.1860 oprettede kunstflidslotteri, og hans iver for sagens fremme kronedes med held ved slottets genrejsning. J.P. Trap måtte følge Frederik 7. under hans hyppige ophold på slottene uden for residensstaden, og således var han også på Glücksborg da kongen døde her 15.14.1863. Det blev ham der sammen med orlogskaptajn Carl L. C. Irminger overbragte Christian 9. dødsbudskabet i Kbh.

J.P. Trap fortsatte som kabinetssekretær også under Christian 9. og ledsagede ham ved årsskiftet 1864 til Gottorp og var her på nært hold vidne til de skæbnesvangre begivenheder som førte til krigen 1864. 1869 fulgte han kongeparret til formælingshøjtidelighederne i Stockholm og 1872, da kongen opholdt sig i Italien, blev han kaldt derned for at orientere ham om sagernes stilling i anledning af en ministerkrise. 1874 deltog han i Christian 9.s rejse til Island i anledning af tusindårsfesten. Også Christian 9. satte overmåde stor pris på J.P. Trap for hans dygtighed og troskab. J.P. Trap ofrede sig meget for velgørenhedsarbejde af forskellig art. Han var 1862 med til at stifte Foreningen til blindes selvvirksomhed som han blev formand for. Han var 1865 blevet medlem af bestyrelsen for Det kgl. blindeinstitut samt direktør for Det kgl. døvstummeinstitut, og s.å. besøgte han tilsvarende institutioner i Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz for ved selvsyn at erfare hvad man i andre lande gjorde for blinde og svagtseende. Han virkede ivrigt for en sammenslutning mellem Det kgl. døvstummeinstitut, der stadig fastholdt undervisningen efter tegnmetoden, og Johan Kellers private institut hvor der undervistes efter talemetoden, og han havde betydelig andel i den ministerielle resolution af 5.1.1867 herom. J.P. Trap blev direktør for det nye døvstummeinstitut efter talemetoden der 1880 oprettedes i Fredericia. Han var frimurer af høj rang, og også i denne egenskab udførte han et betydeligt arbejde til fremme af humane formål.

Han var medstifter af Geografisk selskab 1876 og i lang tid dettes vicepræsident. Allerede som ung sekretær, 1841, havde J.P. Trap fået privilegiet på udgivelse af hof- og statskalenderen, og det gav ham et kærkomment tillæg til den beskedne løn. Han redigerede personligt kalenderen for 1842–57 og senere årgang 1877, men måtte ellers efter at være blevet kabinetssekretær overlade redaktionen til andre. Privilegiet beholdt han dog til sin død. J.P. Trap forbedrede hof- og statskalenderen meget, idet han udvidede den stærkt ved optagelse af nye rubrikker af forskellig art som statistiske oplysninger, stedregister med postadresser m.m., og fra at være en fortegnelse over embedsmænd blev bogen en nyttig håndbog som gav besked om mangt og meget vedrørende danske forhold. Den vandt derved stærkere udbredelse og blev ham en god indtægtskilde. 1852 fik han privilegium på udgivelse af en tysk udgave af samme bog hvoraf udkom årgangene 1853–63. I forbindelse med skuffelsen over forbigåelsen 1854 overvejede J.P. Trap alvorligt at søge anden beskæftigelse, og 1856 overtog han (sammen med litograf A. Bull) E. Bærentzens litografiske institut, og på hans foranledning udgav dette foruden en del enkeltblade med danske billeder en række nationale billedværker som Danske Mindesmærker, Danmark fremstillet i Billeder og Danmark i Billeder for Land og Sø, til hvilke han for en stor del selv skrev teksterne; J.P. Trap interesserede sig for kunst og ville gerne være med til at udbrede kendskabet til den, og samtidig havde han sans for forretning. 1874 blev J.P. Trap eneejer af instituttet, men overdrog det til sin søn Frederik Trap der s.å. indlemmede det i firmaet Hoffensberg & Trap.

J.P. Traps syslen med hof- og statskalenderen, planerne om dennes udvidelse med flere og flere statistiske afsnit og med oplysninger om danske forhold i det hele taget gav stødet til hans livs største bedrift. I årgangen 1854 optog han således mere end 60 sider med en Sted-Fortegnelse med specielt Hensyn til Stedernes Beliggenhed i administrativ Henseende og med Tilføjelse af deres Postadresse. Efterhånden modnedes den tanke hos ham at han burde skabe intet mindre end en afløser for Erik Pontoppidans "Danske Atlas", 1700-tallets berømte Danmarkstopografi. Han indsamlede gennem længere tid materiale, og da han 1854 følte at anden virksomhed kunne blive aktuel for ham, tog han for alvor fat. 1855 udsendte han forespørgsler til embedsmænd, især præster, og autoriteter over hele landet, og han knyttede en række af datidens betydeligere videnskabsmænd til foretagendet. Fædrelandets skønne steder skulle fremtræde til beskuelse i et første rangs billedstof, der blev udført originaltegninger, og der blev valgt billeder fra offentlige og private samlinger. Alt blev smukt reproduceret i litografisk tryk, udført i Em. Bærentzens institut, og med statsunderstøttelse blev der optaget originale grundplaner over byerne. J.P. Trap udsendte værket i subskription på eget forlag og havde stor succes, idet det solgtes i 4800 eksemplarer; det udkom 1858–60 i fem bind under titlen Statistisk topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, hvortil sluttede sig Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig i to bind der udkom 1861–64. En tysk udgave af værket ved Christian Sarauw blev påbegyndt, men ikke bragt til afslutning; 1856–60 udkom i Kiel i alt fem hæfter indeholdende beskrivelsen af Øerne.

Når værket er blevet et standardværk skyldes det J.P. Traps redaktørgeni, hans praktiske sans, hans evne til at tvinge et stort og uensartet stof ind under faste rammer. Dertil må lægges hans deskriptive evner, hans sans for at få fremhævet det væsentlige og karakteristiske, uden at det sker på bekostning af detaljen. Hans videnskabelige kvalifikationer var ikke store, og noget underlødigt historisk stof fra ældre litteratur er derfor også gledet med, men den bistand han vidste at skaffe sig fra faglig side har bidraget til at hæve niveauet. På de fleste områder var J.P. Trap mere korrekt og nøjagtig end man var vant til. Hans sagkundskab lå i hans omfattende indsigt i landets administrationsforhold og et omfattende kendskab til selve landet, indhøstet fra de mange rejser. Han havde for skik, når han begav sig ud, altid at forberede sig omhyggeligt ved at læse om de steder han skulle besøge, og under opholdet beså han altid med interesse de historiske mindesmærker og andre seværdigheder og gjorde optegnelser derom; han plejede at sige at han havde været i alle byer undtagen Ebeltoft. Hans høje embedsstilling bragte ham i forbindelse med en mængde mennesker, og når han bad om oplysninger om et eller andet til brug for værket, var han ikke udsat for at møde afslag. Han forstod at stille de rette folk de rette opgaver og at sammenarbejde resultaterne. Han var dertil umådelig flittig og udførte personligt i størst muligt omfang udarbejdelsen, og når han tvunget af forholdene måtte overlade visse afsnit til andre, overvågede han nøje arbejdet, hvad der har betinget værkets helstøbte karakter. Værket vandt anseelse for sin pålidelighed. Eksempelvis kan anføres at ved fredsslutningen efter krigen 1864, hvor det var bestemt at Danmark skulle have erstatning for de kongerigske enklaver i Sønderjylland, mente man fra tysk side at disse kun udgjorde fire-fem kvadratmil, mens J.P. Trap havde opgjort dem til ni-ti kvadratmil. Det bøjede man sig for fra tysk side, og Danmark fik således "de otte sogne" tilbage.

Da værket hurtigt var blevet udsolgt udgav J.P. Trap 1872–79 en 2. udgave i seks bind med litograferede amtskort og farvetrykte byplaner, men illustreret med træsnit. Teksten blev betydeligt udvidet og navnlig for de historiske afsnits vedkommende noget forbedret under bistand af forskellige historikere, især O. Nielsen. Også efter afslutningen af denne udgave fortsatte J.P. Trap sine storindsamlinger med en ny udgave for øje; hans eksemplar med tilskrifter findes i Stednavneudvalget.

Efter J.P. Traps død er værket udkommet tre gange; 3. udgave (I-V) 1898–1906 ved H. Weitemeyer, 4. udgave (I-XI) 1920–32 ved H. Weitemeyer og Gunnar Knudsen, og 5. udgave, redigeret af Niels Nielsen, Peter Skautrup og Povl Engelstoft (I-XV) 1953–72. Omfanget er stadig blevet forøget, men de af J.P. Trap lagte rammer spores endnu. I efteråret 1865 begyndte J.P. Trap at nedskrive sine erindringer som han kaldte meddelser Fra fire Kongers Tid. Størstedelen af manuskriptet (frem til Christian 9.s første regeringsår) stammer fra årene 1865–72, og J.P. Trap afsluttede det i løbet af 1870'erne. 1880 skrev han den sidste del af værket, skildringen af kongeparrets rejse til Rusland 1876. Erindringerne er ganske upolitiske og samler sig overvejende om hoflivet. De giver en række, ofte personligt afslørende kritiske detaljer og kaster sidelys over den tid J.P. Trap har gennemlevet, og de personer han har mødt. J.P. Traps engagement i skildringen gør at erindringerne må bruges med varsomhed. Trods manuskriptets indiskretioner var det ejendommeligt nok den ellers så forsigtige J.P. Traps tanke at det skulle trykkes. Han traf allerede 1870 aftale med G. E. C. Gad om udgivelsen. I sit testamente overlod han manuskriptet til sønnen, Cordt Trap, og denne traf foranstaltninger til publiceringen. Den hindredes imidlertid ved intervention fra hoffet via gehejmearkivar A.D. Jørgensen. Også professor Johs. Steenstrup udfoldede anstrengelser for at holde Cordt Trap tilbage, og først 1966–67 udsendtes erindringerne i en trebinds-udgave ved Harald Jørgensen – på Gads forlag.

Til J.P. Traps litterære produktion hører endelig det anonymt udgivne Billeder af berømte danske Mænd og Kvinder i Tidsrummet fra Reformationens Indførelse indtil Kong Frederik VII's Død I-III, 1867–69. Som titlen antyder er de 130 portrætter hovedsagen; de kortfattede biografier bringer ikke noget væsentligt nyt.

– Ordenssekretær 1874. Dr.jur. h.c. 1879. – Kancelliråd 1842. Justitsråd 1848. Etatsråd 1851. Gehejmekonferensråd 1859. Gehejmeråd 1881.