Thomas Christian Walter

Thomas Christian Walter,  12.2.1749-18.11.1788, kammersekretær, komponist. Født i Kbh. (Trin.), død i Tranquebar, begravet sst. W. blev opdraget hos sin morfar, etatsråd, kommitteret i kommercekollegiet Christian Walter, efter hvem han antog sit efternavn. Han havde fortræffelige lærere, bl.a. E. Colbiørnsen, og med hans mange gode forbindelser var det ganske naturligt at han valgte embedsvejen. 1765 blev han kar. kommercesekretær og 1771 sekretær i danske kammers 3. bureau. Hans største interesse lå dog inden for musikken som han dyrkede med iver. I det Nye musikalske selskab var han musicerende medlem, og 1772 skrev han en italiensk arie med orkester, den tidligste komposition man kender fra hans hånd. På grund af hans "fine tone, videnskabelige dannelse og grundige musikalske kundskaber" fik Det kgl. teaters direktion øje på ham. Man søgte en instruktør der navnlig for syngestykkemes vedkommende kunne lede prøverne på en kunstnerisk fuldt ud forsvarlig måde. Hertil kom at W. havde forlovet sig med skuespilleren Caroline Halle hvis ualmindelige kunstneriske fremskridt man tilskrev hans indflydelse. 1773 blev han ansat ved skuepladsen med titel af directeur de théâtre og 600 rdl. i gage. Hån skulle, hedder det, "føre den hele artistiske Forretningsgang" og ganske særlig "veilede de vordende Sangere til det rette musikalsk-dramatiske Udtryk i Fremstillingen". Han blev imidlertid hurtigt ked af den krævende stilling thi han afgik allerede 1774, dog med forsikring om at "han skulle blive tænkt på ved første bekvemme lejlighed". Hans efterfølger i embedet var den fortræffelige skuespiller C. P. Rose der rådede over langt større myndighed og scenisk erfaring. Som dramatisk komponist debuterede W. 1773 med syngespillet Silphen,hvis tekst Charlotta Dorothea Biehl havde bearbejdet efter en fransk original af G. Saint Foix; 11774 fulgte Den prøvede Troskab, komponeret til en originaltekst af jomfru Biehl. Intet af disse værker gjorde lykke; W. havde søgt at efterligne den stil som G. Sarti havde anslået i sine danske syngespil, men publikum fandt hans med forsiringer overbroderede musik nærmest kedsommelig, helt uden den sødmefyldte melodi der var så karakteristisk for den berømte italienerkomponist. At man virkelig i ventede noget af W. som komponist kan ses deraf at han 1775 fik en betydelig rejseunderstøttelse i tre år for at gøre studier i udlandet. Han var endogså ligefrem "udseet til Musikforfatter; thi ogsaa i denne Videnskab var det Hs. Majsts. Hensigt at have en dansk Mand". I Hamburg komponerede han 1775 til sin egen oversættelse efter C. S. Favart Soliman den Anden der blev opført nogle få gange på Det kgl. teater i 1776 men ikke kunne slå Sartis meget populære syngestykke af samme navn af marken. Ved senere opførelser benyttedes dog en blanding af de to arbejder. I Stockholm skrev han operaballetten Adonis der opførtes i febr. 1776, og i Bologna oversatte og komponerede han 1776 Favarts Arsene som ved opførelsen i Kbh. 1777 ingen lykke gjorde. Teaterdirektionen betroede også W. at skrive musik til J. Ewalds Balders Død, men skønt han fra Paris indberettede at musikken var færdig indleverede han dog aldrig partituret hvorefter opgaven blev overdraget til koncertmester Johann Hartmann. Efter det nederlag han havde lidt med Arsene, tabte han lysten til at fortsætte som dramatisk komponist og tog nu til Tranquebar som guvernementssekretær, 1780 blev han kancelliråd, 1782 justitsråd, og ved sin død var han finansråd og 2.medlem af guvernementet.