Martin v. d. Meden, 21.10.1576-9.12.1634, kancelliembedsmand, kgl. hofråd, diplomat og kansler i Verden. Født i Stade. M. der kom fra en anset familie i Stade, hørte til den række unge velbegavede fra borgerskab og lavadel der på den tid søgte at slå sig frem ved at tjene de ekspanderende europæiske fyrstehuse. Han fik en juridisk uddannelse, og 1604 blev han sekretær i Christian IV's tyske kancelli. Han afgik 1608, men genansattes 1615. Kort tid efter fik han for alvor lejlighed til at gøre sig gældende i diplomatiet da kongen startede sin storstilede ekspansionspolitik i Nordtyskland. Den havde som hovedformål at kompensere for de svenske erobringer i den østlige Østersø. Bl.a. i kraft af sit lokalkendskab til forholdene i det vigtige Bremen ærkestift blev M. hurtigt ledende i den række vanskelige forhandlinger som Christian IV ihærdigt førte lige fra 1616 og indtil det 1621 lykkedes at sikre prins Frederik koadjutoriet i Bremen. Dette gav kongen en afgørende indflydelse i den nedresachsiske kreds og dermed en vigtig basis både for et evangelisk felttog og for imødegåelsen af den truende svenske omringning.

Det første resultat nåedes da M. i oktober 1616 ved forhandlinger med hertug Philip Sigismund, administrator af Osnabrück og Verden, sikrede prins Frederik kanonikater i både Bremen og Verden. Året efter fulgte han prins Frederik som "orator" til Bremen ærkestift og forhandlede med både domkapitel, stænder og byen Bremen om valget. Også Verden besøgtes. Samme efterår søgte M. atter forgæves at få kapitlet i Bremen til at give et kategorisk tilsagn for kongens søn. Herefter overdrog Christian IV ledelsen til Jonas Charisius der 1618-19 ivrigt, men også uden held arbejdede på at nå et tilfredsstillende resultat. Ambitiøs som M. var undlod han vistnok ikke at stille sin rivals forhandlinger i et dårligt lys, og den dødssyge Charisius beskyldte til gengæld M. for at være en person som man kun kunne vente sig løgn og uforskammethed af. Gang i forhandlingerne kom der tilsyneladende først da Christian IV i november efter begæring fra myndighederne i Stade lod danske tropper rykke ind i byen til forskrækkelse for ærkebisp Johan Frederik af Gottorp. M. rådede klogt nok kongen til hurtig handling og fik også Johan Frederiks løfte om at støtte dennes sag, men efter troppernes tilbagetrækning på nederlandsk krav trak ærkebispen sagen ud. Alligevel gav M. noget naivt udtryk for sin tillid til dennes gode vilje og meddelte endog i marts 1620 at hovedværket var sluttet; et eksempel på hvorledes ønsketænkning kunne influere uheldigt på M.s dømmekraft. Oversekretær i tyske kancelli blev han da heller ikke idet posten blev besat med Frederik Günther, men Christian IV fastholdt dog M. som en hovedforhandler i Bremenpolitikken. Og efter at Nederlandene var blevet neutraliseret af krigen mod Spanien fik M. da også omsider i juli 1621, støttet af kongelige tropper, succes med sine mangeårige ivrige bestræbelser.

M. spillede tillige en central rolle i slutforhandlingerne om erhvervelsen af Verden stift, og 1623 kom belønningen. Da den umyndige prins Frederik overtog administrationen i Verden udnævnte Christian IV M. til kansler og dermed regeringsleder i stiftet. Også i kongens øvrige tyske politik tog M. del, både før og efter sin kansler-tiltrædelse. Med Hansestæderne forhandlede han flere gange således allerede 1613 og omkring nytår 1623 da han indledte de dog frugtesløse drøftelser om et dansk-hanseatisk forbund, tildels rettet mod Sverige. Lige efter blev han sendt til domkapitlet i Kammin stift for på prins Ulriks vegne at anholde om det for magtkampen mod Sverige strategisk vigtige stift i Pommern, en bestræbelse der dog også mislykkedes. Til gengæld var han med i de heldige forhandlinger om erhvervelsen af det betydningsfulde amt Syke i Hoya senere i 1623.

Både før og under kejserkrigen spores M. ofte i inderkredsen omkring kongen og deltog bl.a. i en række forhandlinger med fremmede gesandter der besøgte denne. Det gjaldt således i begyndelsen af 1621 da drøftelser med den nederlandske gesandt Vosbergen resulterede i starten på den af M. ønskede evangeliske politik der blev en hovedforudsætning for erhvervelsen af Bremen-koadjutoriet. M. ledsagede også kongen til det vigtige Braunschweig-møde i 1623 hvor majestæten imod aftalen med sit rigsråd sluttede forbund med den nedresachsiske kreds. Sammen med Christrian IV deltog han tillige i Lauenburg-forhandlingerne med kredsen i starten af kejserkrigen.

1627 blev han medlem af krigsrådet i Glückstadt og arbejdede ihærdigt på at få Generalstaterne til at sende hjælp til Elben. Næste år tog han af samme grund til Haag efter at han forinden en tid var blevet holdt i fangenskab i Hamburg vistnok på foranledning af kejsermagten. Under denne episode, der forstærkede spændingen mellem staden og Christian IV, kastede M. over for kejsermagten skylden på ærkebisp Johan Frederik for den i Lauenburg 1625 besluttede krigspolitik. Dette skal muligvis bl.a. ses som hævn for ærkebispens mangeårige modarbejdelse af den kongelige danske aggressionspolitik i Nordtyskland som M. selv havde været så ivrig en befordrer af. Denne politik, der jo også ville give M. og andre af kongens tysk-holstenske rådgivere mulighed for nye givtige stillinger, modarbejdedes desuden af Sverige. Den svenske agent i Hamburg Anders Svensson tog derfor næppe fejl da han 1630 karakteriserede M. som ikke "synderlig affektioneret" mod Sverige. Det skete i forbindelse med det gesandtskab til Danzig hvor M. og rigsråd Otte Skeel fik som opgave at mægle mellem Gustav Adolf og kejseren. Hensigten hermed var at undgå en svensk landgang og offensiv i Nordtyskland hvorfor de to gesandter da også rejste hjem fra Danzig da der indløb underretning om denne landgang. M. opfattede vistnok ikke blot truslen fra Sverige, men endnu mere truslen fra kejseren som meget alvorlig. I 1628 skal han have deltaget i udbredelsen af det bekendte Lamormainflyveskrift hvori vidtløftige kejserlige planer om et Østersødominium udkastedes. Det skete for at opildne til et almindeligt evangelisk forbund herimod. Og i sommeren 1630 skal han have stået i forbindelse med Stadeborgerskabet for at forberede en opstand mod Tillys garnison der. Samme år forhandlede han med bl.a. den svenske gesandt Salvius om et dansk-svensk forbund imod restitutionsediktet, og han skal endog have modtaget en svensk årsbestalling for at påvirke Christian IV i mere svensk-venlig retning. Hensynet til kongens interesser i Nordtyskland varetog han imidlertid stedse, både mod Sverige, kejseren og Hansestæderne, og i 1629-30 sendtes han til det kejserlige hof for at vinde tilslutning til forholdsregler mod Hamburg. I 1634 var det meningen at M. skulle følge prins Frederik til Bremen hvor kapitlet efter svenskernes nederlag ved Nordlingen havde indvilliget i at indsætte prinsen som ærkebisp, men M. døde ved samme tid som instruksen af 9.12 udfærdigedes. Fra kejserligt hold ansås M. uden tvivl med rette for Christian IV's fortrolige frem for nogen i den aggressive danske Elb-politik der var så vital for Danmarks sikkerhed. Sammen med andre tyskholstenske rådgivere som fx. Sigvard Pogwisch inspirerede han den velvillige konge til indtrængen i det magtvakuum der begyndte at opstå i Nordtyskland omkring trediveårskrigens start, en politik der modarbejdedes af rigsrådet. Hans relationer kunne flere gange give Christian IV kort på hånden over for dette råd i argumentationen for en sådan politiks nødvendighed. Givet er det da også, at han hørte til kongens mest benyttede og betroede råder i diplomatiet. Selv om han med nogen ret fra kejserlig side blev karakteriseret som "inquietus" er der ikke tvivl om at Christian IV nød stor gavn af sin ærgerrige råds i det hele dygtige, opfindsomme og initiativrige diplomati.

M., der indtager alt for beskeden en plads i dansk historieforskning, stod kongen personligt nær, og økonomisk sørgede denne da også godt både for ham og efter hans død for en søn af ham. M. fik kanonikater i Slesvig og Roskilde og var velhavende nok til at give i hvert fald en af sine sønner mere end rigeligt underhold på den traditionelle udenlandsrejse. M. havde iøvrigt store problemer med denne i sine sidste leveår. Sønnen skal nemlig på den nævnte rejse næppe tyve år gammel have begået hele tre drab og havde da troligt arvet faderens urolige sind.

Familie

gift Anna Schröder, d. af borgmester i Flensborg Marcus S. (1558-1626) og Metta Feddersen (ca. 1557-1627).

Bibliografi

Kilder. Chr. IVs skrivekalender-optegn. (se artiklen om Chr. IV i DBL III 308). Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I-III, 1878-91; VII, 1891 (fot. optr. 1969-70). Herrn. Hallwich: Fünf Bücher Gesch. Wallensteins III, Lpz. 1910 (breve). Axel Oxenstierna: Skr. och brefvexl. 1,5, Sth. 1915 (breve). Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen III-IV, 1916-17. Kancelliets brevbøger 1621-26, 1922-25; 1630-32, 1932; 1637-39, 1944. Jacob Fabricius d. Y.s optegn., udg. A. Andersen, 1964 368. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971.

Lit. Chr. de Pura: Classicum paciferum Daniæ, Lübeck 1627. J. Moller: Cimbria lit. II, 1744 542. J. G. Droysen: Gustav Adolf I-II. Lpz. 1869-70. Jul. Otto Opel: Der niedersächsisch-dänische Krieg I-III, Halle 1872-94. J. A. Fridericia: Danm.s ydre politiske hist. I, 1876 (reproudg. 1972) 93. Dietrich Schäfer: Gesch. von Dänemark V, Gotha 1902. Nils Ahnlund: Gustaf Adolf inför tyska kriget, Sth. 1918. Gerrit Das: Foppe van Aitzema, Utrecht 1920. A. Heskel i Zeitschr. des Vereins für hamb. Gesch. XXXVI, 1937 131-45. Hans-Dieter Loose: Hamb. und Chr. IV von Dänemark während des Dreissig-jährigen Krieges, Hamb. 1963 = Veröff. des Vereins für hamb. Gesch. XVIII. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I-II, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig