Otto Joachim Moltke, 11.6.1770-1.2.1853, kancellipræsident, gehejmestatsminister. Moltke blev student 1785, privat dimitteret, cand.jur. 1788 og foretog umiddelbart derefter en rejse til Frankrig hvor han på nærmeste hold fik lejlighed til at følge den franske revolutions udvikling. Som flere højtstående embedsmænd begyndte han sin karriere i Norge, idet han 1798 blev amtmand over Bratsberg amt. 1800 udnævntes han til stiftamtmand i Kristiansand stift og amtmand i Nedenæs amt. Kun ganske få år fik han lejlighed til at beholde disse stillinger, idet han allerede 1804 kaldtes til København for at overtage den vigtige stilling som direktør for rentekammeret. I en række vanskelige år sad han på denne fremskudte post for derpå 1813, på et for landet uhyre kritisk tidspunkt, at overtage den ikke mindre betydningsfulde stilling som præsident for det slesvigholstenske kancelli. I denne egenskab kom han til at tage standpunkt til det brændende politiske spørgsmål om hertugdømmernes fremtidige forfatningsforhold. Ifølge forbundsforfatningens § 13 havde Holsten krav på en stænderforfatning, men det slesvigholstenske ridderskab hævdede at denne forfatning også måtte udstrækkes til at omfatte hertugdømmet Slesvig. Over for dette krav var Moltkes holdning stedse klar og fast. Han afviste det blankt, og det blev også den danske regerings standpunkt, da sagen rejstes ved ridderskabets klage til den tyske forbundsdag 1823. Det faldt ikke Moltke vanskeligt at indtage dette standpunkt. Som repræsentant for en absolutistisk stat var denne holdning den eneste mulige, og det havde utvivlsomt også en vis betydning, at han som dansk godsejer stod hele det slesvigholstenske ridderskab noget fjernt. I den forfatningskommission der arbejdede i årene 1816-19 indtog han med hensyn til repræsentationsspørgsmålet et ret konservativt standpunkt og var således ikke utilbøjelig til at indrømme godsejerne en forholdsvis stærk indflydelse. Dog så han uden sorg på, at hele forfatningsarbejdet løb ud i sandet, og han var heller ikke meget ivrig for at gennemføre den højesteret som hertugdømmet Holsten, ligeledes i henhold til forbundsforfatningen, havde krav på.

Ved det røre, der opstod omkring Uwe Jens Lornsens optræden i efteråret 1830, var øjeblikket imidlertid kommet hvor Moltke ikke længere var i stand til at forhale sagens afgørelse. Under den paniske skræk som på et vist tidspunkt syntes at have grebet kongen, bevarede Moltke sin ro og sin tro på at hertugdømmernes befolkning i det store og hele ville forholde sig rolig. Med en stædig og sammenbidt energi tog han kampen op mod de personer der ville skræmme kongen til at indføre en fælles forfatning for begge hertugdømmerne, og det lykkedes ham at bære sejren hjem. I det reskript som 11.1.1831 pålagde kancelliet at indgive forslag om en stænderforfatnings indretning, stod udtrykkeligt at hertugdømmerne skulle holdes adskilt i forfatningspolitisk henseende. Under de fortsatte forhandlinger om stænderforfatningens udarbejdelse i den såkaldte stænderkomité kom Moltkes synspunkter afgørende til at præge resultatet. Hans var således forslaget om at man burde løse forfatningssagen i to tempi, og at man skulle tage den preussiske stænderforfatning af 1823 til forbillede, og han støttede P.C. Stemanns mere konservative forslag over for A.S. Ørsteds indvendinger. Anordningen af 28.5.1831 og forordningerne af 15.5.1834 blev således først og fremmest en sejr for Moltke og for det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli. Men vandt Moltke ved disse forordninger en betydelig sejr over den politiske slesvigholstenisme, så afsvækkedes betydningen af denne sejr ved de indrømmelser til fællesskabet mellem de to hertugdømmer der ydedes ved oprettelsen af en fælles overappellationsret i Kiel og en fælles regering på Gottorp. Hvor stor administrativ berettigelse disse reformer end kunne have, bidrog de i allerhøjeste grad til at knytte de to hertugdømmers fremtidsskæbne uløseligt til hinanden, til største skade for den vågnende danske nationalfølelse. Ved bedømmelsen af Moltkes betydning som statsmand kan disse forhold ikke lades ude af betragtning.

Moltke, der 1824 var blevet medlem af gehejmestatsrådet, bevarede sine høje stillinger indtil 1842 da han på grund af tiltagende svagelighed selv anmodede om sin afsked. Kort forinden havde han frarådet kongen at udnævne sin slægtning hertugen af Augustenborg til statholder i hertugdømmerne, men den omstændighed at kongen ikke fulgte rådet havde dog ingen indflydelse haft på Moltkes beslutning om at opgive sine embeder. Moltke trak sig tilbage til sine sjællandske godser Espe (købt 1810) og Bonderup (købt 1825). 1842 lod han sig atter bevæge til at deltage i vigtige politiske forhandlinger, idet Christian VIII opfordrede ham til at udtale sig om en fremtidig forfatning for hele monarkiet. Efter tronskiftet deltog Moltke som overordentligt medlem af statsrådet i de fornyede forfatningsforhandlinger og indtog her et udpræget konservativt standpunkt.

Æresmedlem af kunstakademiet 1841. Kammerherre 1800. Gehejmekonferensråd 1842.

Familie

Moltke blev født i København (Slotsk.), døde på Espe og blev begravet i Boeslunde. Forældre: lensgreve Adam Gottlob Moltke. (1710-92) og Sophie H. Raben (1733-1802). Gift 1. gang 17.6.1797 i Horsens med Christiane Sophie (Sehestedt) Juul, født 24.6.1778 på Frijsenborg, død 24.11.1810, d. af kammerherre, major, senere oberst Christian Frederik J. (1745-1821, gift 2. gang 1787 med Isabella Sophia Schøller, 1761-1832) og komtesse Catharina Vilhelmine Wedell-Jarlsberg (1751-86). Gift 2. gang 15.3.1816 i Kbh. (Slotsk.) med Sophie Henriette Marie v. Düring, født 4.1.1777 i Haderslev, død 7.2.1853 på Espe, d. af kammerherre, oberst, senere general E.F.C. v. Düring. (1738-1809) og Henriette Sophie v. Reden (1756-1819). – Bror til Carl Emil Moltke. og Gebhard Moltke-Hvitfeldt. Halvbror til Adam Gottlob Ferdinand Moltke., Caspar Moltke., Joachim Godske Moltke. og Ludvig Moltke. (1745-1824).

Udnævnelser

K. 1810. DM. 1812. S. K. 1815. R. E. 1826.

Ikonografi

Stik af Chrétien. Afbildet på mal. fra salvingen 1840 af Sophus Schack, 1843 (St. mus.) og af J. V. Gertner (Rosenborg). Mal. af A. Schiøtt (Espe), litograferet af E. Westerberg, 1860.

Bibliografi

Efterl. breve fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I, 1895; IV-X, 1900-31. Danske mag. 5.r.IV, 1898-1901 24-27. Statsrådets forhandl, udg. Harald Jørgensen I, 1954. Betænkninger fra Chr. VIIIs tid, udg. Niels Petersen, 1969. – Karl Hansen i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. XXIV, Kiel 1894 193-236. A. D. Jørgensen: Hist. afhandl. III, 1898 425-31. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I–II, 1931-34. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937. J. P. Trap: Fra fire kongers tid I–III. 1966-67.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig