Erik Krag

Erik Krag, til Bramminge, 1620-22.7.1672, øverste sekretær i danske kancelli. Død i Kbh., begravet sst. (Trin.). K. gik 1631–39 i Sorø skole og rejste senere i udlandet (var 1642 i Rom med Herman Krag, s.å. imm. i Padua). Efter hjemkomsten blev han 18.4.1643 sekretær i danske kancelli. 10.6.1644 forlod han tjenesten, men vendte tilbage 25.10.1645. 1653 efterfulgte han Otte Krag som øverste sekretær. Fra 1650 aflønnedes han med dekanatet ved Ribe domkapitel og indtægterne af Varde syssels provsti. 1655–56 var han forlenet med Skivehus, 1656–58 med Herrisvad kloster og 1658–61 med Lundenæs. I kraft af sin flid og sit initiativ var K. fra 1640'erne og indtil sin død en ledende skikkelse inden for centraladministrationen. Hans virksomhed faldt i en periode med en stærk vækst i dennes opgaver. Formentlig på hans initiativ førtes der fra 1653 ekstrakt og resolutionsprotokoller i kancelliet hvilket gav bedre overblik over det stigende antal sager. Væksten i arbejdsbyrden i kancelliet betød at der i stigende omfang måtte ske en forhåndssortering af sagerne i dem der skulle forelægges kansleren eller evt. kongen, og dem der kunne ekspederes rent rutinemæssigt. Som den der i praksis kom til at foretage denne sortering fik K. en nøgleposition i det daglige styre, og han blev på denne måde uden tvivl en af landets bedst informerede mænd. Det vidner om hans centrale position at stadig flere af de til kancelliet indsendte breve og petitioner stiledes til ham, ofte ledsaget af en bøn til ham om at gøre sin indflydelse gældende. Hvor langt denne rakte politisk er vanskeligt at afgøre, men han deltog i arbejdet med indretningen af admiralitetskollegiet, principielt set en administrativ sag men med ganske vidtrækkende politiske komplikationer. Om K.s virksomhed i tiden før 1660 har vor kyndigste kender af tidens administration, Johan Jørgensen, fremhævet at den i nogen grad modbeviser de udbredte forestillinger om slendrian og mangel på initiativ inden for centraladministrationen. En samtidig iagttager, nemlig Hannibal Sehested, fremhæver da også hans indsigt vedrørende landets indre forhold, men karakteriserer ham samtidig som udenrigspolitisk naiv, hvilket hans forslag 1658 under fredsforhandlingerne i Tåstrup om at sende Oluf Parsberg til Corfitz Ulfeldt for at vinde denne unægteligt også tyder på. Under Københavns belejring var han med til at mønstre garnisonen og senere medlem af kvæsthusets garnison. Sept. 1660 indstilledes han til en af de ledige rigsrådspladser, men kongen lod indstillingen ligge. K.s rolle på det store stændermøde 1660 er ikke helt klar. I københavnske borgerkredse opfattedes han som en fjende af understændernes krav, og den svenske resident G. Duwall indberettede til sin regering at K. havde undertrykt arverigeforslaget i tre dage, og at det var den almindelige mening at han ville miste både embede og len. Hvad der konkret vides er at han var til stede ved rigshofmester Joachim Gersdorffs sygeleje om aftenen 8.10. da arverigeforslaget overbragtes denne, og at han fungerede som forbindelsesled mellem kongen og rigsrådet under forhandlingerne om arveriget. 16.10. underskrev han erklæringen om håndfæstningens kassation, og 20.10. var han kongen, Hannibal Sehested og Christoffer Gabel behjælpelig ved beslaglæggelsen af rigsrådets arkiv. Når han trods alle forventninger beholdt sin position skyldtes det sikkert hans resolutte stillen sig til tjeneste for den nye tingenes tilstand, de venskabelige relationer til Hannibal Sehested han plejede på netop dette tidspunkt, samt ikke mindst hans administrative dygtighed som det nye system ikke kunne undvære. Jan. 1661 drog han rundt med "enevoldsarveregeringsakten", og efter sigende var det ham pålagt at konstatere med hvilke miner hver især underskrev. Han var 1663 protokolfører ved forhørene over Leonora Christina i Blåtårn og afhørte 1664 Otto Sperling sst.; begge fandt ham lidet charmerende ved disse lejligheder. Hans bryske væsen, og hans foresatte kansler Peder Reedtz' stive gravitet tillod åbenbart heller ikke nogen stor indbyrdes kærlighed at blomstre frem mellem kancelliets to ledere selv om de senere kunne enes om at holde den unge P. Schumacher (Griffenfeld) nede. Bedre kunne K. med Chr. Gabel. Det skyldes denne at K. febr. 1669 var mellem de nyudnævnte gehejmeråder og blev assessor i statskollegiet og højesteret. Han fratrådte samtidig oversekretærstillingen, men vedblev at sidde som assessor i kancellikollegiet. Efter Gabels fald, da Schumachers stjerne steg, var strømmen ham mindre gunstig. Ved vicekansler Christoffer Parsbergs død aug. 1671 fik han den afdødes sportler, men ikke hans embede.

K. besad et betydeligt jordegods. Han arvede efter en farbror Sønderris (Skast hrd., solgt 1648), efter faderen Lydumgård (V. Horne hrd., solgt 1652). 1652 erhvervede han Varho og Bramminge (Gørding hrd.), 1660 Fastergård (Bølling hrd.), 1662 Kærgård (Gørding hrd.), 1663 Endrupholm (Skast hrd.), 1664 Krumstrup (Gudme hrd., solgt 1665), i 1660'erne Årstrup (Vennebjerg hrd., solgt 1669), 1669 Torpegård og Selsø (Horns hrd.), 1672 Dalsgård og Havnø (Hindsted hrd.); også Eskebjerg (nu Schelenborg, Bjerge hrd.) og Utstein kloster i Norge var en tid i hans eje, og det samme gælder Vingården i Vingårdsstræde i Kbh. På Bramminge opførte han en ny hovedbygning. Ved samlingen af det store godskompleks udnyttede han sin embedsstilling og sin ydelse af lån til kronen, men det voksede ham til sidst over hovedet, og han sad ved sin død i betydelige økonomiske vanskeligheder og efterlod sin enke i ret knappe kår.