Christian Friis (kongelig embedsmand)

Christian Friis, til Borreby, 21.12.1556-29.7.1616, kongens kansler. Sin første opdragelse fik Christian Friis dels af en huslærer, dels i Roskilde skole; endnu ikke ti år gammel sendtes han på foranledning af sin farbror kansleren Johan Friis med en udenlandsk hofmester til Rostock hvor han i fem år opholdt sig i huset hos professor Lucas Bacmeister. 1572 immatrikuleredes han i Rostock; siden var han indskrevet ved universiteterne i Leipzig, Jena og Tübingen. 1576 immatrikuleredes han i Basel. 1577 kom han til Frankrig via Geneve og besøgte også England. 1579 rejste han til Italien hvor han immatrikuleredes ved universiteterne i Siena og Padua. Også Malta besøgte han. 1580 vendte han tilbage til Danmark via Venezia og Köln. Ved hjemkomsten blev han tilknyttet danske kancelli. 1583 overtog han efter svogeren Jacob Huitfeldts død Trondhjemgård len med Jämtland og Härjedalen som han administrerede med betydelig dygtighed. Især havde de kirkelige forhold hans interesse, og på hans initiativ blev en række væsentlige mangler i hans embedsdistrikt afhjulpet ved den såkaldte "trondhjemske reformats" 1589. Endvidere kom han til at beskæftige sig med de vanskelige grænseforhold i Nordskandinavien. 1584 og -86 var han medlem af kommissioner der i anledning af de dansk-russiske stridigheder sendtes til de omstridte egne. Endnu 1592 skulle han have deltaget i en lignende rejse der dog ikke blev til noget. Det kendskab til de politiske og geografiske forhold i Nordskandinavien han her erhvervede blev af betydning da han senere som kansler var en af Christian 4.s vigtigste rådgivere under de dansk-svenske stridigheder om grænseforholdene heroppe i 1600-tallets første årti.

1589 forflyttedes Christian Friis til Jungshoved len som han efter en måned ombyttede med Antvorskov len. Om Christian Friis' forhold til formynderregeringen vides ikke meget; derimod vandt han på et tidligt tidspunkt den unge Christian 4.s gunst og fik overdraget en del repræsentative hverv, bl.a. repræsenterede han Christian 4. ved Gustaf Adolfs dåb 1595. 9.6.1596 overtog Christian Friis kanslerembedet hvis forretninger siden Niels Kaas' død 1594 var blevet varetaget af Manderup Parsberg. Samtidig optoges han i rigsrådet og blev desuden medlem af regeringsrådet indtil Christian 4. ved kroningen 29.8.s.å. selv overtog regeringen. 1597 opgav Christian Friis Antvorskov len og fik i stedet Skt. Knuds kloster i Odense som embedslen; desuden fik han tillagt Skt. Laurentii præbende ved Roskilde domkirke.

Udnævnelse af Christian Friis til kansler og i øvrigt også af Christoffer Valkendorf til rigshofmester må sikkert ses som udtryk for den unge konges ønske om en mere aktiv politik både udadtil og indadtil selv om den nye regerings politik næppe kom til at markere noget brud med formynderregeringens generelle politiske linje, men målene forfulgtes nok med større kraft. Om omfanget og karakteren af Christian Friis' indflydelse på den førte politik er det vanskeligt at dømme, men i flere henseender synes både udenrigs- og indenrigspolitikken under Christian 4. at være præget af større konsekvens i perioden frem til Christian Friis' død 1616 end senere hen. Når Christian Friis synes at have været en af kongens mest fremtrædende rådgivere med hensyn til udenrigspolitikken skyldtes dette sikkert til dels den særlige indsigt i tidens udenrigspolitiske hovedproblem, forholdene på Nordkalotten, som han havde erhvervet som lensmand på Trondhjemgård. Christian Friis deltog i grænsemøderne i Flabäck 1601 og 1603 samt i Sjöaryd 1602. Han blev i det hele taget meget benyttet til diplomatiske forhandlinger. Under fredsforhandlingerne i Knærød (Knäred) 1612-13 var han en af de danske hovedforhandlere.

Indenrigspolitisk synes han i højere grad end vanligt blandt sine standsfæller at have arbejdet for en stærk statsmagt. Om hans ideal ligefrem var en stærk kongemagt er mindre sikkert; han kunne stundom hævde adelens interesser kraftigere end Christian 4. brød sig om. Snarest anskuede han problemerne fra centraladministrationens standpunkt og arbejdede for en styrkelse af dennes institutioner, men i det lange løb blev konsekvensen en styrkelse af kongemagten. Når han i kirkepolitisk henseende støttede Hans Poulsen Resens ortodoksi skyldtes dette foruden denne retnings samstemmighed med hans personlige religion at den uniformitet som var konsekvensen af det resenske standpunkt i høj grad var i en stærk statsmagts interesse, og på et vitalt felt tilvejebragte den ro og orden som Christian Friis' ideal. Han kunne med en til brutalitet grænsende strenghed slå til når nogen truede den tilvejebragte orden, således som det viste sig i sagen mod Jørgen Dybvad hvis syn på åndelig frihed truede den kirkelige uniformitet og hvis agitation var en trussel mod såvel politisk autoritet som social organisation. Også Tyge Brahe fik Christian Friis' strenghed at mærke. Brahes afvigende syn på dåbsritualet og eksorcismen var i modstrid med den kirkepolitiske enhed Christian Friis tilstræbte, og den store astronoms vitterligt skødesløse holdning til sine forpligtelser som lensmand måtte komme i konflikt med Christian Friis' syn på en velordnet administration som grundlaget for statens velfærd. At Christian Friis efter Brahes bortrejse forlenedes med dennes hidtidige præbende Hellig tre kongers kapel i Roskilde blev af astronomen anset som beviset på en personlig forfølgelse fra kanslerens side. At sagen kunne stille Christian Friis i et tvetydigt lys kan næppe bestrides, men Brahes forsømmelighed med vedligeholdelsen af kapellet hvor kongens far og farfar var begravet måtte vække forargelse, og Christian 4.s ophidselse er ikke uforståelig. Christian Friis' bestræbelser på overalt at tilvejebringe ro og orden ytrede sig også med hensyn til universitetet der var underlagt kanslerens overopsyn. Han vågede nidkært over studenternes moral og holdt vågent øje med at professorerne passede deres forelæsninger og disputatser. Christian Friis' krav om orden og arbejdsdisciplin kunne over for samfundets svage give sig næsten brutale udslag, således ved oprettelsen af tugthuset 1605 og forordningen om løsgængeres indsendelse til tvangsarbejde. Bag oprettelsen af tugthuset lå også manufakturpolitiske bestræbelser, og Christian Friis havde sin del i tilrettelæggelsen af den aktive manufakturpolitik der dog først kom til fuld blomstring efter hans død.

I virkeligheden manglede Christian Friis næppe medlidenhed med samfundets svage; årligt uddelte han betydelige beløb til de fattige både på sine godser og i København, og han bekostede fattige studenters udenlandsrejser. Da han ønskede Tyge Brahes elev Christen Longomontanus ansat ved universitetet på et tidspunkt hvor intet professorat var ledigt tilbød han at betale størstedelen af hans løn. Christian Friis havde i det hele taget betydelige videnskabelige interesser. Ud over teologi havde han indsigt i astronomi og geografi. Han arbejdede for at forbedre latinskolerne og havde stor indflydelse på skolereformen af 1604 der indførte nye fag som aritmetik, geometri og hebraisk og som gav større plads til modersmålet end hidtil. Han samarbejdede her med Resen hvis indflydelse gjorde Christian Friis til en med årene stadig strengere repræsentant for ortodoks luthersk rettroenhed.

Christian Friis var særdeles velhavende. Han ejede bl.a. Borreby som han skrev sig til, og Hagestedgård. Hans palæ i København betegnes af en udenlandsk rejsende som næsten kongeligt; det dækkede hele arealet mellem Købmagergade, Krystalgade og St. Kannikestræde ned til det nuværende Borchs kollegium. Grunden solgtes 1618 til Kommunitetet, og her opførtes i de følgende år Collegium regium (Regensen). Hans hustru fru Mette Hardenberg synes at have lignet sin mand med hensyn til begavelse og karakterstyrke. Christian Friis' fjende Christoffer Dybvad antyder at kansleren lod sig regere af sin hustru; den mere venligtsindede Sivert Grubbe tillægger hende stor indflydelse og politisk indsigt. Christian 4. synes at have sat betydelig pris på hende.