Hermann Høpfner v. Cronstedt, d. 16.7.1683, gottorpsk kansler. Født i Hannover. Død i Hamburg. H. v. C. skal have været i svensk tjeneste (måske i Bremen), blev kansler først hos grev Georg Christian af Ostfriesland, senere hos hertug Rudolph August af Braunschweig-Wolfenbüttel i hvilken stilling han 1666 forhandlede med Ditlev Ahlefeldt og endelig 1677 hos den fordrevne hertug Christian Albrecht af Gottorp der dengang opholdt sig i Hamburg. Skønt hans ansættelse i dette embede skal være foranlediget af Schweder Dietrich Kleiche der var præses for den svenske regering i Bremen blev hans politik ved Gottorphoffet snart afgjort svenskfjendtlig. Han blev hovedet for oppositionen mod det Kielmannske parti, søgte at få sine venner ind på de vigtigste pladser i hertugens omgivelser og at få modstanderne fjernet; derved blev han genstand for et bittert had og for beskyldninger for at være bestukket af Danmark og stå i brevveksling med enkedronning Sophie Amalie. Da han 1679 arbejdede på en udsoning mellem hertugen og Danmark lykkedes det ved svensk påvirkning af hertugen at få ham styrtet; han søgte da til Christian V og skal have åbenbaret ham det gottorpske hofs hemmeligheder. Til gengæld skal han have fået løfte om titel af gehejmeråd og en årlig lønning; men intriger mod ham hos Sophie Amalie skal have bevirket at han ingen penge fik. Han levede sine sidste år som privatmand i Hamburg.

Familie

Faderen var notar. Gift N.N., død 1681

Bibliografi

Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XXXVI, Kiel 1906 148 (Detlev v. Ahlefeldts gesandt-skabsjournal 1666). – S. Pufendorf: De rebus gestis Friderici Wilhelmi Magni II, Berlin 1695 1370f. A. Hojer: Kurtzgefaszte Dännemärckische Gesch., Flensb. 1718 542. J. Moller: Cimbria lit. II, 1744 354f. H. Ratjen i Archiv für Staats- und Kirchengesch. der Herzogthümer Schlesw., Holst. und Lauenb. III, Altona 1837 101. Georg Landberg: Johan Gyllenstiernas nord. forbunds-politik, Uppsala 1935 = Upps. univ.s årsskr. X 137–44.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig