Niels Kaas

Niels Kaas, 1534-29.6.1594, til Tårupgård, kongens kansler. Født på Starupgård, død i Kbh., begravet i Viborg domk. En farbror tog sig som værge af den tidligt forældreløse dreng og satte ham i Viborg skole hvis rektor, Oluf Nielsen Skytte, han altid senere mindedes med megen taknemmelighed. 1549 kom han til Kbh. hvor hans ældre bror Bjørn satte ham i huset hos Niels Hemmingsen. Opholdet her blev af afgørende betydning for K. Den store teolog, der tillige var en for sin tid fortræffelig pædagog, var ikke længe om at lægge mærke til den skarpsindighed og systematiske sans hans unge elev lagde for dagen ved de dialektiske øvelser blandt professorgårdens kostgængere, og han forudsagde ham en stor fremtid. K. fik i disse ungdomsår lagt grunden ikke blot til sine teologiske og historiske kundskaber og interesser, men også til det religiøse standpunkt han siden fastholdt. Forholdet mellem lærer og discipel udviklede sig til et livsvarigt venskab der endog bestod den hårde prøve det var da K. 1579 på embeds vegne måtte tilkendegive Hemmingsen at han for sin nadveropfattelses skyld var suspenderet fra sit professorat. – 1554 tiltrådte K. den unge adelsmands obligate studierejse. Det første universitet han besøgte blev naturligt nok Wittenberg hvor han endnu kunne høre Philipp Melanchton, Niels Hemmingsens store forbillede; også her lagde man mærke til hans evner. Senere studerede han i Frankfurt an der Oder og i Louvain. Han tilegnede sig her en usædvanlig solid ballast af historisk og statsretlig viden og en latinsk sprogfærdighed der gjorde ham ualmindelig veludrustet til en embedsgerning i centraladministrationen. 1560 ansattes K. som sekretær i kancelliet hvor han under syvårskrigen fik en mere og mere betroet stilling. Hertil kom så henimod krigens slutning deltagelsen i fredsunderhandlingerne, først i de resultatløse møder i Roskilde og ved Ulfsbæk 1568–69, endelig i den afgørende kongres i Stettin n.å. Både for hans fremtidige embedsgerning og for hans personlige udvikling må det have betydet meget at han i sekretærårene fik lejlighed til "ideligen at søge bord med" landets ledende statsmænd, Johan Friis og Peder Oxe.

Ligesom disse lærte kongen selv tidligt at værdsætte hans loyalitet og arbejdsevne. Da så Johan Friis døde (dec. 1570) kunne ingen være nærmere end K. til at følge ham som kansler, men først maj 1573 udnævntes han formelt, og først aug. s.å. fik han som kanslerløn sin eneste lidt større forlening, Skt. Knuds kloster i Odense. Han kunne dog for så vidt nok trænge til denne indtægtsforøgelse som hans private formueomstændigheder var ret beskedne. Som yngste søn af en stor børneflok arvede han efter sin forældre ikke stort andet end den lille Tårupgård ved Viborg, nærmest blot en større bondegård som først ved hans jordkøb, mageskifter og byggearbejder hævedes op i de egentlige herregårdes række. De præbender (i Viborg fra 1562, i Roskilde fra 1571) og forleninger (Knubbelykke på Lolland fra 1568, Rynkeby på Fyn 1571–80) som han efterhånden havde fået for sin langvarige kancellitjeneste var alle ubetydelige. Efter udnævnelsen til kansler fik han 1577 yderligere Asmild kloster på sin hjemegn hvortil 1588 kom Lekkende i Sydsjælland og Thistedgård i Thy. Naturligvis kunne han kun midlertidigt tage ophold på sin fædrenegård eller sine len; i almindelighed boede han i Kbh. hvor han i 1570erne erhvervede sig en anselig gård, den såkaldte Skt. Gertrud, på hjørnet af det nuværende Kultorv og Pustervig.

Udenrigspolitik, kirke- og skolevæsen var de arbejdsfelter inden for hvilke K. som kansler fortrinsvis kom til at virke. Hvad udenrigspolitikken angår medførte det nye embede i sig selv næppe nogen væsentlig ændring i hans stilling; mere må Peder Oxes død (1575) have øget hans indflydelse; så længe Frederik II levede var og blev han dog afhængig af kongelige direktiver, om end efterhånden med noget større spillerum. Afhængigheden udelukker ikke at han – som den ypperlige diplomat han var – har sin væsentlige del af æren for den fredspolitik som har gjort perioden 1570–1611 til en af de lykkeligste i vor historie. I denne forbindelse kommer navnlig hans deltagelse i de gentagne grænsemøder med svenskerne (1572, 1575, 1580 og 1591) i betragtning. Samtiden beundrede måske nok så meget hans indsats ved bilæggelsen af de besværlige slesvigske stridigheder, ved Odenseforliget 1579 om hertugernes lenspligt og i de følgende år som mægler i arvetvisten efter Hans den Ældres død. Men i det hele gik i denne tid intet udenrigspolitisk spørgsmål af nogen betydning kancelliet forbi. Som kirkens og skolens øverste foresatte viste K. sig som Melanchtons og Niels Hemmingsens tro discipel. I mange tilfælde er hans indsats på disse områder vanskelig at skelne fra kongens; man tager dog næppe fejl i at tilskrive ham en betydelig andel i bestræbelserne for at højne gejstlighedens niveau, såvel økonomisk som moralsk. På samme måde virkede han som formynderstyrelsens leder for en mere betryggende rekruttering af de højere skolers lærerstand. Ikke mindst betydning fik det at han som kongens kansler tillige automatisk blev universitetets "øverste konservator"; til denne stilling gjorde hans levende interesse for videnskabeligt arbejde ham fortrinligt skikket.

Ks. betydning for dansk videnskab er et kapitel for sig; talløse dedikationer vidner derom. Blandt de mange han hjalp med råd og dåd var også samtidens største: Anders Sørensen Vedel og Tyge Brahe. At denne sidste i over tyve år fik trygge og gode arbejdsvilkår i sit fædreland må for en væsentlig del tilskrives K. Blandt de yngre mænd som K. hjalp frem kan nævnes så forskelligartede personligheder som Jørgen Dybvad, Hans Poulsen Resen og matematikeren Thomas Fincke. Og dog lå eksakte videnskaber som matematik eller astronomi kansleren selv ret fjernt. Hans personlige interesser var først og fremmest vendt mod historisk studium; det er betegnende at netop han skaffede Kbh.s universitet dets første professorat i historie. Ud fra den tidstypiske overbevisning at denne videnskabs vigtigste eksistensberettigelse var at tjene til belæring for den praktiske politik dyrkede den travlt optagne embedsmand selv med iver studiet af sit lands fortid. En samtidig, Jakob Ulfeldt, gav ham 1585 det vidnesbyrd at hans historiske lærdom og indsigt var fuldt på højde med tidens bedste historieskriveres, og udtalte dertil sin forvisning om at kansleren ville støtte arbejdet på den fortsættelse af Saxo som dengang var alle historisk interesseredes drøm. Den mand af hvem man længe ventede sig opgavens løsning, A. S. Vedel, havde da også K. at takke ikke blot for økonomisk bistand, men også for talrige meddelelser om "gamle breve og andre danske monumenter". Også med udenlandske historikere som David Chytræus og Reiner Reineccius stod han i lærd brevveksling; han kunne her øse af sine egne samlinger som efter de få bevarede oplysninger derom bl.a. har omfattet stof til 1200-tallets Danmarkshistorie. Selv skal han have skrevet en kort oversigt over de danske kongers historie; den har dog næppe været bestemt til at udgives, og nogen selvstændig indsats som historisk skribent kom K. i det hele ikke til at yde. En Arild Huitfeldts robuste arbejdskraft var ham nægtet. De sidste seks år af kanslerens levetid levnede ham utvivlsomt intet som helst otium. Ved Frederik IIs tidlige død lagdes tunge byrder af arbejde og ansvar på hans skuldre. På sit dødsleje skal kongen have betroet sin søn og efterfølger til kanslerens omsorg, og samtidig var hans kolleger i rigsrådet enige om at se hen til ham som den naturlige førstemand i den formynderregering der nu måtte overtage styrelsen for den umyndige Christian IV. At forene de modstridende hensyn til kongehusets og rådernes interesser viste sig trods den bedste vilje snart mere end vanskeligt. Allerede om formynderstyrelsens sammensætning opstod der strid. Efter N.P. Slanges ganske vist omtvistede beretning skal kansleren personlig ikke have været utilbøjelig til at indrømme dronning Sophie en plads deri; rigsrådets flertal var imidlertid af anden mening, og det lykkedes da K. at bevæge hende til at give afkald. Resultatet blev derefter at det samlede råd 15.4. overdrog ham selv sammen med tre andre råder at styre riget under kongens mindreårighed. Det blev ikke sidste gang han måtte mægle mellem sine standsfæller og enkedronningen hvis vidtdrevne krav atter og atter førte til pinagtige forhandlinger og til sidst til et ligefremt brud der turde have været kansleren en personlig sorg. Udadtil fastholdt han med megen styrke sin fredspolitik trods urolige forhold i øst og vest; indadtil viste han og hans kolleger i regeringsrådet sig over for den menige adels opposition villige til mindre indrømmelser der kunne berolige stemningen uden dog på noget væsentligt punkt at tilsidesætte statens interesser for aristokratiets. Nationalt hævdede formynderregeringen danskhedens ret, bl.a. ved at sørge for at den unge Christian IV fik en dansk opdragelse.

Disse års strenge arbejde sled hårdt på den aldrende kanslers kræfter. Fra 1593 følte han sig syg; ikke desto mindre ledede han endnu n.å. med sin vante pligttroskab forsommerens herredag og deltog i rettertingets domsafsigelser. Dermed var hans kræfter imidlertid også udtømt. 24.6. lod han sig da tage til alters; betegnende nok betjente han sig ved denne lejlighed af præsten Isak Grønbæk uden hensyn til at denne nylig ved en kryptokalvinsk pinseprædiken havde pådraget sig de ortodokses uvilje. Om formiddagen 27.6. havde han i sit sygeværelse for lukkede døre en samtale med sine kolleger i regeringsrådet som først afbrødes da den unge udvalgte konge efter den syges eget ønske indfandt sig for at tage afsked med sin og statens tro tjener. Denne navnkundige scene skildres i to kilder, dels en næsten samtidig beretning på grundlag af meddelelser til Henrik Rantzau, dels en mere udførlig skildring hos historikeren Slange. Det er denne sidste der ligger til grund for de fleste nyere fremstillinger, men med tvivlsom ret da Slange skrev over hundrede år efter begivenheden, og hans kilde ikke er påvist. Vel afhjemlede synes dog de væsentligste træk, nemlig at den gamle kansler indtrængende formanede sin myndling til at drage omsorg for flåden som landets bedste værn, og at han med henvisning til sit løfte ved Frederik IIs dødsleje om at sørge for sønnens kroning overgav ham nøglen til det gemme hvor kronregalierne forvaredes og således symbolsk tilkendegav at han for sin del nu fandt tiden inde til formynderstyrelsens afslutning.

I en Philip af Hessen tilsendt skildring af forholdene i Danmark under formynderstyrelsen betegner Tyge Brahe K. som regeringens leder og karakteriserer ham i tilslutning hertil som en mand der har vundet stor navnkundighed ved sin praktiske dygtighed, sit sunde omdømme, sin betænksomhed og klogskab foruden ved sin slægts gamle adelskab, dertil vel forfaren i de humane videnskaber, særlig historie og statsvidenskab. Med sjælden enighed har eftertidens historieskrivning lige fra Slange til Erik Arup tiltrådt de samtidiges anerkendende dom. J. A. Fridericia har dog med føje fremhævet begrænsningen i hans traditionsbundethed, hans forkærlighed for "de retlinede, om end noget udtrådte veje". Nye tanker og dristigt initiativ var ikke hans sag; men tiden havde også fuldt så god brug for de fortrin som virkelig udmærkede ham, hans usvigelige loyalitet og rolige ligevægt. Det i øvrigt ikke videre gode maleri af ham som hænger på Rosenborg bekræfter det almindelige indtryk; det er billedet af en på én gang værdig og venlig gammel herre, med tunge bekymringers furer langs panden og nogen vemodig træthed i blikket; en skikkelse uden den robuste renæssancekraft som kendetegner så mange af samtidens ledende mænd, et noget tørt pligt- og arbejdsmenneske, lidt hen imod dydsmønstret; det er velgørende at erindre at hans frisind var lige så grundmuret som hans øvrige dyder, og at hans breves tunge saglighed undertiden, om end sjældent, kunne gennembrydes af en djærv spøg.