Henning Pogwisch, til Farve, ca. 1418-4.2.1482, kgl. råd. Død i Güstrow, begravet sst. P. nævnes tidligst 1454. Inden hertug Adolfs død 1459 fik han Tønder slot i pant. 1465 nævnes han blandt Christian I's råder; større politisk indflydelse øvede han dog næppe før ved tiårets slutning da han uden tvivl var en af hovedmændene for oppositionen mod kongens bror Gerhard såvel som ved afslutningen af adelsforbundet i Kiel 1469 og Segebergkonkordaterne n.å.; umiddelbart før disse opnåede han som kautionist for Christian I på særdeles gunstige vilkår ny panteforlening på Tønder slot med størsteparten af det nuværende amt samt Sild og Før for 28.000 mark lybsk. I den følgende tid kulminerede hans magt; han var en hovedstøtte for den finanspolitik der knytter sig til Albert Krummediges navn. Et nyt politisk skifte medførte hans fald. 1479 trådte Krummedige tilbage hvorefter begge hertugdømmer pantsattes til dronning Dorothea. Denne nyordning mindede meget om Gerhards statholderskab og vakte en lignende modstand for hvilken P. sandsynligvis har været talsmand. I sit lensstyre havde han imidlertid et sårbart punkt; klager fra de vestslesvigske bønder gav Christian I en sikkert velkommen anledning til at gribe ind. I foråret 1480 indfandt kongen sig personlig i Tønder. Rettergangens formelle forløb her og på en efterfølgende landdag i Kiel synes at have været den at Christian I lod en rådsdomstol dømme P. først til erstatning og derpå, da han satte sig til modværge, til fredløshed, mens den dømte bestred domstolens kompetence og krævede sagen påkendt efter Segebergkonkordaternes forskrift af en uvildig voldgiftsret. Om den reelle berettigelse af anklagen, der gik ud på egenmægtig beskatning og korporlig mishandling af bønderne, står påstand mod påstand. Så meget er sikkert at kongen var den stærkeste; svigtet af sine standsfæller, der ved denne lejlighed nødtes til at frafalde adelsforbundet af 1469, måtte P. med sine sønner flygte til Mecklenburg mens kongen beslaglagde ikke blot Tønder len, men også hans private gods. Tre fjerdingår efter den landflygtiges død opnåede sønnerne et fordelagtigt forlig med enkedronningen; men da det trak ud med vilkårenes opfyldelse sendte de 1486 kong Hans og hertug Frederik et formeligt fejdebrev og lod også handling følge på ordene. Dette synes at have medført stridens endelige afslutning 1488 hvorved Pogwischerne både fik deres slægtsgods tilbage og deres ret til pantesummen anerkendt.

Familie

Forældre: Benedict P. (død 1432) og Ida Königsmark (død tidligst 1434). Var 1467 gift Margrete, muligvis en datter af Markvard Rantzau til Neverstorf.

Bibliografi

Erik Arup i Hist.t. 7.r.IV, 1902-04 317-489 fl.st. Werner Carstens i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LXIV, Kiel 1936 145-60. Vilh. la Cour i Sønderjyllands hist. II, 1937-39 187-90 197. L. Andresen: Gesch. der Stadt Tondern, Flensb. 1939 = Sehr. zur Volksforsch. Schlesw.-Holsteins I.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig