Sivert Pogwisch, Sigvard (Siegfried) Pogwisch til Haselau, 1587-27.8.1626, kgl. holstensk råd, gesandt, krigskommissær. Død ved Lutter am Barenberg. 1605 blev P. immatrikuleret i Rostock og studerede 1608-09 i Heidelberg. Her kom han i håndgemæng og duel med en dansk adelsmand der havde tilladt sig at kalde ham sin landsmand. Hertil svarede P. der syntes at have arvet sin fars stridige temperament: "Du lyver", og drog sin kårde. 1617 blev P. provst for Uetersen kloster og 1620 kgl. råd. Også på denne post markerede han, utvivlsomt til Christian IVs tilfredshed, afstanden til de rent danske interesser som de tolkedes af det danske rigsråd. Og han blev i de følgende år betroet stadig vigtigere hverv som diplomat og kommissær i den nordtyske ekspansionspolitik som Christian IV under rigsrådets modstand med held gennemdrev. Det skete dels som kompensation for de svenske erobringer ved den sydøstlige Østersøkyst, dels for at leve op til den rolle som den betrængte protestantismes redningsmand der samtidig kunne sikre kongen et nordtysk imperium.

I disse bestræbelser fandt Christian IV en særlig kraftig støtte hos P. som repræsentant for den holstenske adel der så frem til de givtige hverv og stillinger i Nordtyskland som ekspansionspolitikken kunne resultere i. Et led i denne politik var striden mod Hamburg hvor P. 1621 deltog i de forhandlinger i Steinburg der resulterede i hansestadens faktiske anerkendelse af hertugerne af Holstens overhøjhed. Væsentligere var det dog at P. blev en central figur i den vigtige kgl. stiftspolitik hvor han således varetog kongens interesser som kommissær i Bremen ærkestift i den kaotiske tid op mod kejserkrigen da stiftet truedes med og blev udsat for plyndringer og indfald fra katolikkerne og fra greven af Mansfelds tropper. Som kommissær havde han desuden den vanskelige opgave at holde øje med de omliggende områder, ikke mindst det stærkt udsatte Oldenburg og Ostfriesland, hverv som han udførte med vanlig nidkærhed. Diplomatisk benyttedes han flittigt, ikke blot til kredsdage i den nedresachsiske kreds hvori kongen fik stadig større indflydelse, men også til fyrster og andre stænder i Tyskland. Fremhæves skal bl.a. hans gesandtskab til kejseren i efteråret 1623 hvor han forgæves søgte at overtale denne til at give prins Frederik regalierne til Halberstadt stift. Kreds- og Stiftspolitikken hang snævert sammen med den evangeliske politik der lå P. stærkt på hjerte. Derfor var han også knap tilfreds med den store opgave han i 1622 blev pålagt ved på et gesandtskab til kejseren at skulle mægle fred mellem denne og vinterkongen Frederik V af Pfalz, en mægling som kejseren da også skarpt afviste. Ved den lejlighed karakteriseredes han af den engelske gesandt Simon Digby som "an able gentleman and a sincerely one who heartely affecteth the publique good".

Modsat kongens andre tyske rådgivere i disse år var P. trods sin ungdom i sine dygtigt komponerede depecher stærkt vurderende. Han gik ind for en større aggressivitet end den Christian IV, dels af forsigtighedsgrunde, dels af hensyn til sit rigsråd, turde gennemføre. Således tilrådede P. en meget skarp kurs over for Nederlandene der så med bekymring på kongens nordtyske ekspansion, og han var tilhænger af en indkorporering af det strategisk vigtige Ostfriesland i den kgl. danske magtsfære. Christian IV fik på den måde i P.s argumentation gode våben i hænde over for sit pacifistisk prægede rigsråd og havde i sin energiske rådgiver en tjener der ganske vist ikke altid arbejdede for hvad herren bød, men til gengæld for hvad herren gerne ville. Konsekvent nok blev P. derfor også brugt meget flittigt da det omsider brød løs for alvor i Tyskland med Christian IVs indtræden i kejserkrigen. Sammen med Johan Schönbach deltog han i kredsdagen i Lüneburg marts 1625, og 16.5.s.å. fik han bestalling som krigskommissær. I august repræsenterede han Christian IV ved kredsdagen i Braunschweig hvor han hindrede et energisk forsøg fra Tilly på at opnå en afvæbning af kredsen. Kort forinden var han selv efter kongens styrt med hesten ved Hameln blevet sendt til Tilly for at meddele denne ulykke og anmode om våbenhvile. I det hele taget forhandlede han hyppigt med både Tilly og Wallenstein. Ikke mindst vigtigt var det at han sammen med Joachim v. Mitslaf betroedes de langvarige fredsforhandlinger med katolikkerne fra nov. 1625 til marts 1626 i Braunschweig som han rigtignok ikke selv var meget interesseret i at bringe til succes. Kort tid efter deres sammenbrud sendtes han maj 1626 som gesandt til Sachsen og Brandenburg for at få disse magter til at slutte sig til det evangeliske forbund. Samme år kom belønningen for hans utrættelige indsats i kongens og protestantismens tjeneste. Han blev udnævnt til amtmand i Rendsborg og fik et kanonikat i Slesvig.

P. købte 1618 godset Hagen og han fik rige midler i hænde ved sit giftermål. Som mange andre holstenske adelige var han i stand til at låne penge til betrængte danske adelsfæller og flere gange gik han rettens vej for at inddrive sine fordringer. Således bidrog han også på den måde til at skærpe modsætningerne mellem den holstenske og danske adel og til at øge det danske rigsråds modvilje mod den kgl. ekspansionspolitik i Tyskland der i tilfælde af krig kunne ventes at føre til krav om de kortfristede låns tilbagebetaling. Da den dygtige og ambitiøse råd faldt ved Lutter i 1626 var det et virkeligt tab for Christian IV der ikke blandt sine tysk-holstenske rådgivere var vant til mænd med ret selvstændige meninger. Siden overtog kongen da også som utvivlsomt tegn på sin taknemmelighed over sin råds indsats det øverste formynderskab for P.s tre døtre.

Familie

Forældre: Christoffer P. til Hagen (1560-1636) og Margrete Rathlow (1569-1641). Gift 1615 med Magdalena Pogwisch, død 15.11.1627 (gift 1. gang med Marquard Ahlefeldt til Haselau og Kaden, 1571-1608), d. af Henning P. til Farve (død 1607) og Margrethe Rantzau.

Bibliografi

Kilder. Dennemärkische Commissions Handlung am Käyserlichen Hoff, u.st. 1622. Der Römischen Kayserlichen Majestät ... Acta Publica, udg. M. C. Londorp II-III, Frankf. a.M. 1668. Oldenburgische Friedensund Krieges Handlungen, udg. Johann Just Winckelmann, Oldenb. 1671. Kong Chr. IVs egenhændige breve, udg. Chr. Molbech I, 1848. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I-II, 1887-91 (reproudg. 1969); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (reproudg. 1970). Neue Mitteilungen aus dem Gebiete hist.-antiquarischer Forschungen, udg. Thüringisch-sächsischer Verein für Erforschung des vaterländischen Altertums XIII, udg. J. O. Opel, Halle 1874. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist., udg. Kr. Erslev I, 1883-85. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen III, 1916. Kancelliets brevbøger 1616-29, 1919-29. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971.

Lit. N. Slange og J. H. Schlegel: Gesch. Chr. des Vierten III, 1771. F. H. Jahn: Grundtræk til Chr. IVs krigs-hist. II, 1822. Jul. Otto Opel: Der niedersächsich-dänische Krieg I-II. Magdeburg 1872-78. Axel Larsen [Liljefalk]: Kejserkrigen, 1896. Dietr. Schäfer: Gesch. von Dänemark V, Gotha 1902. Moriz Ritter: Deutsche Gesch. im Zeitalter der Gegenreformation und des Dreissig-jährigen Krieges III, Stuttg. 1908. Theodor Christiansen: Die Stellung König Chr.s IV von Dänemark zu den Kriegsereignissen im Deutschen Reich, Kiel 1937. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie II, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig