Vilhelm Jespersen

Vilhelm Jespersen, Frederik Vilhelm Raaschou Jespersen, 10.12.1877-15.10.1969, kommunaldirektør. Født i Kerteminde, død på Diakonissestiftelsen, Frbg., begravet på Ass. kgd., Kbh. J. blev teologisk kandidat 1901, men da han efterhånden var kommet til den overbevisning at han "ikke delte kirkens tro", ønskede han ikke at blive præst. Efter at have overvejet og forkastet forskellige andre planer for sin fremtid skaffede han sig 1902 en stilling som ekstraskriver i hovedbogholderiet på Kbh.s rådhus. Her gjorde han sig hurtigt gældende ved sin flid og sin sans for revision og talbehandling. En tid var han derefter beskæftiget i forsorgsafdelingen, men 1906 vendte han tilbage til hovedbogholderiet, nu som assistent af 1. klasse. Herefter fik han stadig stigende indflydelse. Sagen var den, at borgmester Jens Jensen, der efter sit valg 1903 havde mødt en del kulde og modstand hos en række af rådhusets højere embedsmænd, i al stilhed var ved at opbygge sig en slags sekretariat. Hertil benyttede han hovedbogholderiet, hvis chef havde vist sig loyal, og to af hovedbogholderiets unge medarbejdere J. og Johannes Schaarup kom hurtigt til at blive de bærende kræfter i dette "sekretariat". 1917 blev J. kontorchef i Kbh.s kommunes lønnings- og pensions-kontor, og i denne egenskab kom han til at tilrettelægge den store lønreform for kommunens tjenestemænd der gennemførtes 1919. I 1926 blev han direktør for lønnings- og pensionsvæsenet. I disse år var det ham der på kommunens vegne førte forhandlinger med de forskellige grupper af ansatte. Han stod på god fod med de forhandlende organisationer, og hans indflydelse på dette område var meget stor. Man kaldte han spøgende for "lønguden". Da Jens Jensen 1924 blev overpræsident, fik J. borgmester Peder Hedebol som chef, og også til ham fik han et godt forhold. 1930 blev han direktør for stadens hovedbogholderi og revision og stod nu som stadens mægtigste embedsmand og finansborgmester Hedebols økonomiske rådgiver og højre hånd. Da J. avancerede til en chefstilling på rådhuset, havde der været en del skumlerier over at han der var teolog og ikke jurist skulle placeres så højt. Nu hvor han fik stor indflydelse på kommunens økonomi var der dem der skumlede over at han ikke var fagøkonom, og disse kritikere fandtes ikke blot blandt embedsmændene, men også blandt kommunalpolitikerne og i pressen. Borgmester Hedebol blev i vide kredse, også blandt en del medlemmer af sit eget parti, socialdemokratiet, anset for at være en amatør på det økonomiske område, og man fandt det rimeligt, om han i al fald havde en fagmand ved sin side. Men Hedebol var godt tilfreds med den loyale J. 1936 kom da den såkaldte "torveaffære". Det afsløredes, at to funktionærer i torvevæsenet havde gjort sig skyldig i omfattende bedragerier, og det viste sig at revisionen ikke havde været effektiv nok. Affæren udløste en voldsom kritik af revisionen og dennes chef, og da et par af J.s andre medarbejdere kort efter dummede sig, måtte J. udholde drøje angreb i pressen. 1937 blev revisionen udskilt fra regnskabsvæsenet som J. fortsat var direktør for. Den voksende politiske modstand mod Hedebol gav ny næring til kravet om, at Kbh. skulle have en fagøkonom som økonomidirektør, og da Hedebol 1938 trådte tilbage som finansborgmester, og byens finansforhold efter den nye kommunalforfatning blev lagt i hænderne på en overborgmester, blev det besluttet at der skulle ansættes en sådan økonomidirektør. J. blev klar over at han fremtidig skulle være dennes underordnede og følte sig forbigået. Skønt han kun var omkring de 60 og i fuld vigør, tog han da sin afsked. I sit lange og virksomme otium var han bl.a. en tid direktør for et ejendomsselskab, sekretær ved Diakonissestiftelsen og vurderingsformand for Nørrebro skyldkreds. Desuden skrev han sine erindringer.