Jakob Jensen

Jakob Jensen, 15.11.1858-5.10.1942, kommunalpolitiker. Født i Borup på Helgenæs, død i Århus (Dom sg.), begravet sst. (Ndr. kgd.). J. stammer fra et småkårshjem på Helgenæs; faderen var sognerådsmedlem. J. lærte murerprofessionen, kom som soldat til Århus 1881–82 og blev der. Den socialt interesserede unge svend droges ind i arbejdet for genrejsningen af de faglige og politiske organisationer. Han var medstifter af Murernes fagforening i Århus 1883 og Murer- og tømrerforbundet i Jylland 1886 og virkede energisk for dannelsen af et murerforbund for hele landet. 1887 blev han formand for sin fagforening og var 1888 sjælen i en murerstrejke hvis heldige udfald skabte respekt både om ham selv og om den lokale arbejderbevægelse. Han sluttede sig også til "demokratiske samfund" og var agitator for det af Harald Jensen fra 1884 udgivne dagblad Demokraten. Han kom 1888 ind i socialdemokratisk forbunds bestyrelse, i bestyrelsen for den 1884 oprettede Arbejdernes forbrugsforening og i ledelsen af den lokale fællesorganisation (formand 1897–1901). Ofte truet med arbejdsløshed rejste han 1890 bort fra byen, arbejdede en tid i Helsingør, men vendte 1891 tilbage til Århus, blev på ny formand for murerne og fik ligeledes sine andre tillidshverv igen. Han var medstifter og medlem af De samvirkende fagforbunds (LO) første repræsentantskab 1898–1900. Under storlockouten 1899 var han i Århus arbejdernes energiske leder, men her som altid senere på vagt over for tilfældige stemninger og med forståelse for at det efter arbejdskampen skulle være muligt for de to parter at virke sammen.

1894 blev han ansat som forretningsfører for Forbrugsforeningen (fra 1906 kaldet Arbejdernes Produktionsforretning), og denne voksede under hans støtte ledelse (indtil 1921) frem til at blive et af landets største kooperative foretagender, omfattende bageri, mølleri, brændselsforretning med kulimport, ølbryggeri og mineralvandsfabrik. Sin kommunalpolitiske virksomhed begyndte J. som medlem af Århus ligningskommission 1894–1900. Det sidste år indvalgtes han i byrådet og fik straks sæde bl.a. i skole- og havneudvalget. 1909, efter valgreformerne af 1908, fik socialdemokratiet flertallet i bystyret, mistede det 1913, men genvandt det 1917, og marts 1919 blev J. Århus bys første folkevalgte borgmester, et embede han beklædte til udgangen af 1932. Den vældige udvikling Århus gennemløb efter århundredskiftet har J. mere end nogen anden sat sit præg på. De sociale institutioners forbedring lå ham stærkt på sinde. En reform af sygehusvæsenet var noget af det første han gik i brechen for. Han var den førende i demokratiseringen og moderniseringen af skolevæsenet, med ophævelse af "fattigskolen", bygning af store tidssvarende skolebygninger, af modstanderne kaldet "paladser", indførelse af kommunal mellemskole og gymnasium. Da tanken om indretning af et universitet i Jylland rejstes skyldtes det i høj grad også J. at tanken virkeliggjordes, og at universitetet kom til at ligge i Århus. Han var medlem af universitetskommissionen 1919– 25, af Universitetssamvirket af 1919, af universitetsbestyrelsen 1928–32, og var formand for byggeudvalget i hvilken egenskab han 1932 nedlagde en af grundstenene til universitetsbygningen. Det var det regelrette uddannelsesforløb J. interesserede sig for. I modsætning til de fleste andre af arbejderbevægelsens ledere var han nærmest modstander af det frivillige oplysningsarbejde og søgte fx længe at hindre opbygningen af et moderne biblioteksvæsen.

J. fik tidligt tilvejebragt rationelle planer for byens udvikling, vækst og forskønnelse. Bl.a. domkirkens og Frue kirkes frilæggelse, Ringgaden, Stadion, Mølleparken og Marselisborg mindepark er led heri. Den traditionelle borgmesterdyd, forsigtighed, var hos J. parret med den langt sjældnere egenskab fremsynethed. Han var en resolut administrator og en omhyggelig økonom. I den sidste halve snes år af borgmestertiden var en tiltagende egenrådighed og en næsten sygelig mistænksomhed en alvorlig belastning for samarbejdet. Endnu som 73-årig var J. utilbøjelig til at trække sig tilbage, men indtrængende henstillinger fra partiet nødvendiggjorde dette. Forløbet var i øvrigt medvirkende til at socialdemokratiet på kongressen i 1935 vedtog at anbefale anvendelsen af 70-års aldersgrænsen men dog stillede de enkelte kredse frit.