J.B.S. Estrup, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, 16.4.1825-24.12.1913, konseilspræsident. J.B.S. Estrup havde sit slægtspræg mere fra den mødrene end fra den fædrene stamme. Han havde ikke lyst til at studere, men til det praktiske liv ved skovbrug og landvæsen. Han blev ikke student, men tog 1844 forsteksamen og fik efter aflagt prøve 1847 bestalling som landmåler. I øvrigt uddannedes han ved landvæsenet på faderens gods Kongsdal. Allerede fra det 15. år viste sig hos ham de første alvorlige tegn på lungetuberkulose, af hvilken sygdom begge hans forældre og hans bror døde. Han bekæmpede den ved fem vinterophold i syden i årene 1846-57, men navnlig ved en med overordentlig karakterstyrke gennemført selvdisciplin. Livet igennem måtte han dog kæmpe mod et svagt helbred. 1846 overdrog faderen ham Kongsdal som han drev indtil 1907. Efter sin bror arvede han 1848 Kirstineberg og Pandebjerg, men solgte dem 1851 og fik sit egentlige hjem på den gamle herregård Skaføgård som han købte 1852 og drev til 1907. Gården var meget forsømt, men dette tiltalte netop J.B.S. Estrup. "Der kunde jeg se," har han sagt, "at der var noget at tage fat i". Han fik da også både land- og skovbrug i fortrinlig drift uden derfor at forsømme Kongsdal. Som godsejer viste J.B.S. Estrup fremragende dygtighed og gik med iver op i alle de praktiske opgaver der stilledes ham, og i ledelsen af hans hjemegns kommunale anliggender. Han var medlem af forskellige kommissioner til husdyravlens fremme og 1856-65 af Randers amtsråd.

I J.B.S. Estrups ungdomsår var hans politiske interesse ikke fremtrædende. Med uvilje så han på det demokratiske frembrud 1848-49 og betegnede i et brev fra denne tid den almindelige valgret som "en af Tidens sletteste Opfindelser". Selve det konstitutionelle princip accepterede han dog, og da han fandt at ministeriet Ørsted var gået det for nær stillede han sig ved folketingsvalget december 1854 i sin hjemkreds Randers som ministeriets modstander og valgtes. Han blev medlem af det udvalg der skulle afkræve de tidligere ministre forklaringer, og stemte for rigsretsanklagen mod dem. Ved folketingsvalget juni 1855 søgte han ikke genvalg, og først ved valget til novemberforfatningens rigsråd april 1864 lod han sig vælge som landstingsmand for 9. kreds. Han stod her sammen med en kreds af standsfæller der sædvanlig betegnedes som "de nationale godsejere" til forskel fra dem der havde sluttet sig til det gamle helstatsparti. J.B.S. Estrup og hans gruppefæller ville i forfatningssagen lade folketinget være omtrent uændret og i det hele, som han engang ytrede, kun gøre "de uundgaaeligste, de allernødvendigste Forandringer ved den Folket kære Grundlov af 1849", men til disse forandringer hørte efter hans skøn et landsting med stærke konservative garantier der dog ikke, som ministeriet Bluhme og de nationalliberale ville, skulle søges i en indtægtscensus, men i en overvægt for de højstbeskattede hvilket efter datidens skatteforhold ville sige de større grundejere. Det ændringsforslag angående landstingets sammensætning, han selvsjette stillede og var ordfører for, var i sin kerne det samme som 1866 blev til grundlov. "Den højere Indtægt er", sagde han i sin motivering, "langtfra i den Grad knyttet til Statens Ve og Vel som Besiddelsen er. Grundbesidderen er i mine Tanker, om han end ikke ejer meget, og om hans Ejendom end er behæftet, dog fuldt saa meget knyttet til Statens Interesser som den der nyder en stor Indtægt som han kan føre med sig, hvor i Verden han end drager hen. Der er en Klasse af Indtægtsnydere som jeg navnlig ikke kan anerkende tilkommer en sideordnet Indflydelse med Grundbesiddelse, og det er den der ligefrem har sin Kilde i selve Statskassen". Det Estrupske forslag mødte ved sin fremkomst så stærk opposition at det blev taget tilbage, men det kom i modificeret skikkelse igen i det kompromis der siden sluttedes mellem grev C.E. Frijs og J.A. Hansen. I Oktoberforeningen var J.B.S. Estrup vel deltager, men tanken om en sammenslutning mellem de store og de små bønder lå ikke ham i samme grad på hjerte som Frijs.

6.11.1865 indtrådte J.B.S. Estrup – ret modstræbende – i ministeriet Frijs som indenrigsminister. Han blev ministeriets betydeligste arbejdskraft og gennemførte en række grundlæggende love, først og fremmest de store jyske og sjællandske jernbanelove, statens overtagelse af de jysk-fynske baner og anlægget af Esbjerg havn der i forbindelse med jernbaneanlæggene skabte vor vigtigste eksportrute til England. Hertil kom de store kommunallove: om borgerrepræsentantvalg i København og lovene om land- og købstadkommunernes styrelse, ved hvilke kommunernes myndighedsområde betydeligt udvidedes, mens den stærkt indskrænkede valgret bevaredes. Endvidere de grundlæggende love om vejvæsenet i Danmark og om sandflugtens bekæmpelse. Ved forberedelsen og gennemførelsen af disse og andre love viste J.B.S. Estrup sig i besiddelse af ualmindelig arbejdsenergi, selvstændigt og praktisk blik og megen forhandlingsevne. Hans forhold til rigsdagen var i det hele godt, og i Jylland blev "Jernbaneministeren" langt det populæreste af regeringens medlemmer. Det vakte derfor beklagelse, da han 22.9.1869 af helbredshensyn trak sig tilbage.

Han var oktober 1866 blevet indvalgt i rigsdagen som landstingsmand for 9. kreds efter ved junivalget 1866 forgæves at have søgt valg til folketinget i Hornsletkredsen. I landstinget var han den egentlige leder for den nu ret talrige godsejergruppe, men også inden for de andre højregrupper nød han stor anseelse og betragtedes af mange som fremtidens mand, dersom den politiske modsætning mellem landsting og folketing vedblivende skærpedes. Fra de nationalliberales side var denne anerkendelse dog langtfra af nogen hjertelig art, dertil kendte man for vel hans ringeagtende dom over deres politik og hans respektløshed over for deres koryfæer. I landstinget deltog han så godt som ikke i de politiske debatter, men ofte i de saglige forhandlinger i udvalgsarbejdet hvor hans praktiske indsigt og skarpe logiske sans skaffede ham respekt og indflydelse. Naturligvis støttede han pligtmæssigt de to højreministerier under Holstein-Holsteinborg og C.A. Fonnesbech, men det var ingen hemmelighed at han i virkeligheden så meget kritisk på dem og navnlig frakendte dem den fornødne fasthed og konsekvens i kampen med venstre. Han var under ministerkriserne 1870 og 1874 af kongen blevet opfordret til at danne ministerium, men undslog sig. Situationen måtte, mente han, have tilspidset sig yderligere, før han kunne finde fornøden tilslutning både fra kongen og fra landstingets højre til at anvende de kraftigere midler som kunne blive nødvendige. I sommeren 1875 anså Estrup, der med dyb misbilligelse havde set på at ministeriet Fonnesbech lod sig "handle bort" for at opnå en regelmæssig finanslov, øjeblikket kommet til at modtage kongens fornyede opfordring. Det ministerium, han 11.6.1875 dannede, var et rent landstingsministerium, i hvilket flertallet tilhørte godsejergruppen og kun justitsminister J. Nellemann oprindelig var udgået fra de nationalliberale. Venstre opfattede det som en handske til folketinget, men nogle trøstede sig dog med at det ikke ville få nogen lang levetid: "en Jagtrubber" kaldte Viggo Hørup det i Morgenbladet.

For J.B.S. Estrup med hans svage helbred, hans kærlighed til friluftslivet og den hjemlige gerning og hans ligegyldighed for den høje stillings ydre attributer bød ministerstillingen i sig selv kun ringe tillokkelse. Han kunne heller ikke håbe, som i sin første regeringsperiode, at gennemføre sager af væsentlig betydning. Det som bragte ham til at påtage sig ledelsen var afgjort hans dybe uvilje mod det folkestyre venstre tilstræbte. Han så i det kun undertrykkelse af formue og intelligens og i det lange løb en forringelse af kongemagten, en dødsfare for det landsting, han havde været med til at skabe, og en tilintetgørelse af landets anseelse udadtil. Derfor måtte kravet om folketings-parlamentarismen slås ned, mens tid var, og med sin udprægede selvtillid så han ingen anden der havde autoritet og karakterstyrke nok dertil. Han følte det som en pligt at tage dette hverv på sig, men efterhånden som kampen skærpedes, kom der også en vis glæde ved selve magtudfoldelsen op i ham. Det var kampministeren, man nu lærte at kende i stedet for den tidligere reformminister. Ikke således at forstå, at han nu kun ville kampen, ikke reformerne. Det er i kamplarmen om J.B.S. Estrups navn ofte glemt at han begyndte sin regering med nedsættelsen af arbejderkommissionen af 1875, og at det var de forslag, hans regering senere fremsatte i tilknytning til dens arbejde som blev grundlaget for dansk sociallovgivning. Også de lovforslag han som fagminister forelagde havde i høj grad hans interesse. Han gennemarbejdede dem til de mindste enkeltheder og forsvarede med myndighed og sagkundskab sine synsmåder. Men den konstitutionelle kamp var og blev for ham det, for hvilket alle andre hensyn måtte vige. I forhandlingen med rigsdagen viste han kun ringe forståelse af og respekt for andres opfattelse. Ikke blot i grundprincipperne, men stundom også i mindre væsentlige ting stod han fast på de meninger han efter nøje overvejelse havde dannet sig og som når de engang var blevet hans, let antog ufejlbarlighedens præg.

I udenrigspolitik anlagde J.B.S. Estrup en realpolitisk vurdering af det nye tyske kejserriges dominans. Ved den tysk-franske krigs udbrud 1870 støttede han afvisningen af de nationalliberales forslag om en alliance med Frankrig for at vinde Slesvig tilbage, og da der 1878 var udsigt til krig mellem Rusland og England i anledning af Ruslands fremstød mod Dardanellerne ønskede han neutralitetsreglerne i danske farvande skærpet over for en mulig indtrængen i Østersøen af den engelske flåde. Han anså det for sandsynligt at Tyskland ville gå med Rusland og ønskede derfor en tilnærmelse til Tyskland som udenrigsministeriet var imod. I hans optegnelser fra disse drøftelser står: "Den næste kamp, i hvilken Danmark kom til at stå med allierede eller alene mod Tyskland blev sandsynligvis Danmarks sidste kamp, og jeg anser det derfor for nødvendigt, at vi i tide nærmer os Tyskland så meget at det ikke kan nære nogen som helst tvivl om at Danmark vil stå på dets side – i hvert tilfælde aldrig imod det". Det forslag til styrkelse af forsvaret, specielt Københavns forsvar mod angreb fra søsiden, som folketinget afviste 1876, stemte overens med den anførte opfattelse hos J.B.S. Estrup idet Københavns søbefæstning ansås for bestemt til bl.a. at afværge et engelsk angreb. J.B.S. Estrup besvarede folketingets afvisning med opløsningsvalg der øgede oppositionens flertal i folketinget fra 59 til 74, men han lod sig ikke rokke deraf. Vel opgav han efter befæstningsforslagets fornyede forkastelse i folketinget foreløbig at føre det frem igen, men principielt var det ham uden betydning for hans stilling i forfatningskonflikten, om flertallet mod regeringen var større eller mindre, og han stolede på at venstres "berusning" efter sejren ville forlede det til ubesindigheder der atter ville styrke regeringen. Kampsituationen førtes snart over på finanslovens område. Her var Estrups opfattelse den at han ikke anså det for ministeriets opgave at mægle mellem tingene. Alle forsøg både nu og senere på fra folketingets side at sætte ministeriets afgang som betingelse for indrømmelser på finansloven afvistes ikke blot af regeringen, men også af landstinget. I foråret 1877 kom det på lidet betydende tvistepunkter til et brud, og den første provisoriske finanslov udstedtes.

J.B.S. Estrup har sikkert ved sin tiltræden håbet at det kunne undgås at bruge dette kampvåben, men han var overbevist om dets forenelighed med grundloven og bestyrkedes i denne opfattelse af justitsminister Nellemann, hvem han betragtede som ministeriets "juridiske Samvittighed". Den foreløbige lov indeholdt kun bemyndigelse til at opkræve skatter og afgifter og afholde de udgifter hvorom begge ting havde været enige, men i indstillingen til kongen hed det at man vel for tiden mente at burde nøjes hermed, men ikke tvivlede om kongens ret til, "dersom Omstændighederne havde fordret det, at gaa videre". Udstedelsen af den provisoriske finanslov vakte en heftig bevægelse ude i landet, og venstres bestyrelse stemplede den som "et klart og utvetydigt Grundlovsbrud", men der herskede inden for oppositionen en udbredt fornemmelse af at man savnede magtmidler. Dette sammen med uhyggen ved provisoriesituationen i den nationalliberale fløj af højre fremkaldte nov. 1877 et forlig mellem højre og størstedelen af venstre om en midlertidig finanslov der skulle gælde resten af finansåret, og senere enighed om finansloven for det kommende år. De ønsker der næredes i nationalliberale kredse om at J.B.S. Estrup ville trække sig tilbage kom ikke til åbent udtryk og ignoreredes ganske af ham. At vige pladsen ville efter hans opfattelse have betydet en indirekte anerkendelse af folketingsparlamentarismen.

Begivenhederne på rigsdagen medførte en splittelse af venstre i "moderate" og "radikale" og dette, i forbindelse med tilfredsheden i en stor del af højre over at ministeriet nu var begyndt at bruge kraftigere midler, skaffede ved folketingsvalget jan. 1879 højre en væsentlig mandatforøgelse. I den følgende tid benyttede ministeriet venstregruppernes splid til at fremskaffe en del lovgivningsresultater, hvoriblandt større kanoner til Københavns søforter og flere officerer til hæren, men da venstres forhåbninger om at genoptagelse af lovgivningsarbejdet skulle hidføre ministeriets afgang skuffedes, strammedes situationen på ny. J.B.S. Estrup slog da 1881 ind på den forfejlede taktik at bryde oppositionens modstand ved to gange med få måneders mellemrum at opløse folketinget. Det var forud for et af disse valg at han i sin indstilling til kongen karakteriserede folketinget som manglende "Evne eller Villie" til at fremme lovgivningsarbejdet. Denne karakteristik og irritationen over de gentagne opløsninger drog de stridende venstregrupper nærmere sammen og skaffede ved de to valg venstre en tilvækst der mere end opvejede valgnederlaget af 1879. For J.B.S. Estrup kom nu en såre vanskelig tid. Hans afvisning af den københavnske børsoppositions krav om erhvervsfremmende reformer, og den tvivl om hans politiks formålstjenlighed som bredte sig i højre fremkaldte uro og frafald, men han fortsatte uanfægtet i sikker overbevisning om at kampen måtte føres til ende, og at han i kraft af kongens ubegrænsede tillid og sin egen karakterstyrke var den rette mand dertil. Det fornødne finansielle grundlag skaffedes i disse år ved midlertidige finanslove og stadige forlængelser af disse og i foråret 1882 ved en regelmæssig finanslov med stærke indrømmelser til venstre, gennemført under passivitet fra ministeriets side af et partiflertal i højre under nationalliberal ledelse. Det skete opfattedes også i højre som et afgjort nederlag for J.B.S. Estrup, men han fandt sig hverken foranlediget til at vige pladsen eller til at kræve et opgør med partiet og stolede atter en gang på at modstanderne nok skulle hjælpe ham til at bringe balance i tingene. Det slog også til, thi skuffelsen og harmen over hans urokkelighed trods alle vælgertilkendegivelser drev venstregrupperne over i den af C. Berg proklamerede visnepolitik som øvede en samlende virkning på højre. Der rejstes en energisk forsvarsagitation hvis baggrund bl.a. var meddelelsen 1879 om Østrigs og Preussens ophævelse af § 5 som Estrup måtte affinde sig med, omend han over for de to magter pointerede at nordslesvigerne fortsat havde en moralsk ret til at stemme om deres nationale tilhørsforhold. Bag forsvarsagitationen lå også en frygt for Tysklands hensigter efter den kampagne der i tyske aviser var ført mod Danmark efter prinsesse Thyras ægteskab med den af Bismarck fordrevne hertug Ernst August af Hannover. Januar 1882 tog J.B.S. Estrup befæstningsforslaget frem igen, nu med vægt på Københavns landbefæstning der almindeligvis opfattedes som rettet mod Tyskland.

Der er ikke i J.B.S. Estrups efterladte papirer fundet nogen begrundelse for denne ændring af hans politik i forhold til 1878. Forklaringen "må nok søges i indenrigspolitiske, snarere end i udenrigspolitiske forhold" (Troels Fink). Københavns befæstning var en udfordring til venstre og blev signal til den egentlige forfatningskamp. Den var også en udfordring til højres moderate fløj, de gamle nationalliberale. Forslaget imødekom den stærke stemningsbølge der var rejst ved den tilsyneladende alvorlige trussel fra Tyskland og gav regeringens politik en mere ideelt præget og positiv karakter. Foreløbig nøjedes regeringen med knebne bevillinger, men højres vælgere var i stigende grad misfornøjede med at regeringen fandt sig i at være "sat på sultekur". Misfornøjelsen kom stærkt frem i den landsorganisation højre nu fik opbygget, men en tid holdt Estrup nærmest igen på denne bevægelse for hårdere fremfærd. Han ville ikke slå til før han mente situationen fuldt moden. Den store valgsejr oppositionen vandt juni 1884 gjorde ham ikke vaklende, men styrkede ham i hans forsæt om at holde ud. Over for kongen erklærede han at alle forsøg på ved et "forsoningsministerium" at gøre en ende på kampen ville vise sig resultatløse.

Da det marts 1885 tegnede til at der ikke blev tilstrækkelig tid til forhandling mellem tingene om finansloven fremsatte J.B.S. Estrup et forslag til en midlertidig finanslov der gav ministeriet friere spillerum end i tidligere midlertidige finanslove. Det kom da 1.4.1885 til et brud, og der udstedtes en provisorisk finanslov som gav regeringen bemyndigelse ikke blot til at afholde de udgifter, om hvilke tingene havde været enige, men også de "tit Statsstyreisens forsvarlige Førelse nødvendige Udgifter" inden for de på regeringens finanslovforslag opførte beløb. Dette finansdiktatur vakte en voldsom harme hos oppositionen der gav sig udslag ikke blot i massemøder med stærke angreb på ministeriet, men også i dannelse af riffelforeninger og tilløb til organiseret skattenægtelse. Inden for højre herskede ganske overvejende tilfredshed der steg til begejstring efter typograf Jul. Rasmussens attentat mod J.B.S. Estrup 21.10.1885. Estrup nåede 1885-91 højdepunktet af sin popularitet inden for partiet. Der var ikke mere nogen nævneværdig modstand at spore, og hans personlighed kom for mange til at stå med en vis autoritetens herskernimbus om sig. Allerede i maj var der blevet udstedt en foreløbig lov som forbød anskaffelse og uddeling af rifler og indøvelse i deres brug uden politiets tilladelse.

Efter attentatet hjemsendtes rigsdagen, og der udstedtes nye foreløbige love om oprettelse af et gendarmerikorps, om forøgelse af politi og assessorer, om skærpelse af straffeloven for politiske forseelser og om presseansvarligheden. Disse provisorier opretholdtes år efter år, idet regeringen kun forelagde dem i landstinget der ikke sendte dem videre til folketinget. Ved privat initiativ indbragtes de provisoriske love i folketinget og forkastedes, men dette anerkendtes ikke som retsgyldigt af regeringen og højesteret. Indtil efteråret 1886 førte folketinget en skarp kamppolitik med finanslovnægtelse og så godt som fuldstændig standsning af lovgivningsvirksomheden. Regeringen svarede foruden med de nævnte provisoriske love med talrige retssager, hvorved også flere af oppositionens rigsdagsmænd idømtes fængselsstraffe. Skønt forbitrelsen inden for venstrebefolkningen holdt sig usvækket blev det dog efterhånden klart for oppositionens ledere at man savnede effektive magtmidler, og at den rene protestpolitik snarere styrkede end svækkede ministeriet, og man besluttede derfor i efteråret 1886 at gå over til en anden taktik. Finansloven skulle behandles gennem alle stadier og en realitetsforhandling optages om alle neutrale lovgivningssager.

J.B.S. Estrup havde mødt alle de angreb der i folketinget rettedes mod ham og hans regeringssystem med utilnærmelig passivitet, men var villig til at optage den tilbudte saglige forhandling og høstede selv en af dens første frugter ved gennemførelsen af konverteringsloven 1886. Januar 1887 fandt han tidspunktet gunstigt til en opløsning af folketinget og opnåede en tilvækst af højre fra 19 til 27, deriblandt fire af de 1884 tabte hovedstadskredse. Imidlertid gennemførte han på de provisoriske finanslove en del af sit militærprogram, navnlig befæstningsværker omkring København. På de civile områder blev derimod forholdsvis lidet gennemført ud over, hvad tingene under finanslovbehandlingen var enedes om. Inden for oppositionen groede der nu ønsker frem om at opnå en finanslov der kunne sætte en grænse for fæstningens videreførelse, og J.B.S. Estrup syntes at imødekomme disse bestræbelser ved på finanslovforslaget 1888-89 ikke at opføre nye befæstningsudgifter. Ved det tilløb til et forlig ("Paaskeforliget") som fandt sted i foråret 1888 gjorde han oppositionen et tilbud, ved hvilket han vistnok efter sin egen mening strakte sig langt, men som dog var uantageligt for oppositionen da det som betingelse for en standsning af de ubevilgede militærudgifter satte en bevilling af 8 mill. kr. til "Vestfronten". Forhandlingspolitikken fortsattes, men udsigten til enighed rykkedes endnu nogle år længere ud i fremtiden da regeringen 1890 ad provisorisk vej påbegyndte anlægget af Middelgrundsfortet.

Frede Bojsen indledte 1890 en ny forhandlingspolitik der vel foreløbig ikke skulle berøre de politiske stridsemner, men dog havde det konstitutionelle forlig som endemål. J.B.S. Estrup gik ind i forhandlingen der allerede i det første år nærmede landstingets og folketingets flertal så meget til hinanden, at det samlede lovkompleks der i foråret 1891 forelagdes Estrup forekom ham for stærkt at bære venstres præg. Estrups modstand blev dog overvundet, navnlig ved ministrene Nellemanns og H.P. Ingerslevs energiske indgriben, og fra den tid var han ikke på samme måde enehersker som tidligere. Foråret 1893 strandede forlig om finansloven på J.B.S. Estrups støtte til krigsminister J. Bahnsons afvisning af krav om nedgang i hærudgifterne, men 1.4.1894 kom forliget i stand. En særlig vanskelighed voldte spørgsmålet om ministeriets forbliven. Begge de forhandlende parter erkendte at J.B.S. Estrups afgang lå i den ved forliget skabte nye situation, men Estrup anså det ikke for foreneligt med sine principper at vedtagelsen af en regelmæssig finanslov gjordes afhængig af hans afgang og modsatte sig bestemt ethvert krav om at afgive noget bindende tilsagn i så henseende. Højres tillidsmænd mente dog efter deres forhandlinger med ham at kunne påtage sig en moralsk garanti for at afgangen ville finde sted inden næste rigsdagssamling, og de ord J.B.S. Estrup ved finanslovens endelige behandling udtalte i landstinget om at han håbede, at den ved forliget skabte situation ville bringe ham udsigt til at blive befriet for hans "Stillings Besvær" var forud aftalt mellem ham og hans parti.

J.B.S. Estrup kunne med tilfredshed modtage forliget, for så vidt som finansloven indeholdt bevillinger til Københavns befæstnings og andre provisoriske anlægs vedligeholdelse og hærloven de fornødne bevillinger til fæstningsartilleri m.m. Ligeledes kunne han uden stor betænkelighed ofre gendarmeri- og presseprovisoriet, men hvad han dybt måtte misbillige var den "Rigsdagsbeslutning", om hvilken tingene var enedes uden regeringens medvirken og som i virkeligheden indeholdt et afkald for fremtiden på anvendelsen af provisorisk lovgivning i den hidtil benyttede praksis. J.B.S. Estrup så i den hele foreliggende situation et vidnesbyrd om, at han – som han selv har udtalt det i en efterladt optegnelse – "ikke mere kunde gøre Regning paa et enigt og stærkt Højre til Fortsættelse af Kampen". Under disse omstændigheder mente han ikke at kunne blive siddende, og allerede under kongens besøg på Skaføgård 27.6. bebudede han over for ham sin afgang der dog først fulgte i aug. Han ønskede så vidt muligt at berøve ministerskiftet præget af at være "parlamentarisk fremtvunget", og ligeledes benyttede han sin indflydelse hos kongen til, at det nye ministerium fik et så lidet parlamentarisk præg som muligt, idet det blev et rent højreministerium med bevarelse af fem af de afgående ministre, deriblandt Tage Reedtz-Thott som konseilspræsident. Kongen der i høj grad beklagede J.B.S. Estrups afgang gav ham ved afskeden rang over ministrene. Det kom senere til brud mellem Estrup og Reedtz-Thott, da denne ved sin udtalelse i folketinget om at ville gå af hellere end at benytte en provisorisk finanslov som kampmiddel efter Estrups mening havde "lagt Strikken om sin egen Hals". Siden bidrog J.B.S. Estrup ved sin mere end kølige holdning i landstinget til ministeriets afgang. 1898 nægtede han at søge genvalg til landstinget, men indtrådte på ny 1900 som kongevalgt og bevarede dette mandat til sin død. Han deltog lige til det sidste af og til i tingets forhandlinger, navnlig om politiske og finansielle forhold, altid med skarp kritisk front mod de forskellige venstreministerier.

Familie

J.B.S. Estrup blev født i Sorø, døde på Kongsdal, urne på Undløse kirkegård. Forældre: lektor, senere godsejer H.F.J. Estrup (1794-1846) og Jacobine Scavenius (1800-29). Gift 3.9.1857 på Langesø med baronesse Regitze Charlotte Conradine Arminie Holsten-Charisius, født 21.8.1831 i Itzehoe, død 20.5.1896 på Bregentved, d. af baron, senere gehejmeråd Adam Christoffer Holsten-Charisius til Holstenshus (1793-1879) og Magdalene Friccius v. Schilden (1797-1846).

Udnævnelser

R. 1862. K. 1866. S.K. 1869. DM. 1877. R.E. 1878.

Ikonografi

Træsnit af H.P. Hansen, 1866, af ministeriet Frijs. Litografi 1866 efter foto, herefter et par træsnit, det ene efter tegn. af H. Olrik s.å. Træsnit 1872, gravering efter dette 1875. Tegn. af H. Olrik ca. 1876 (Fr.borg), forstudie til mal. af statsrådet, 1878 (Chr.borg). Træsnit af J. Falander, 1878, træsnit efter dette af H.P. Hansen, 1884, træsnit efter tegn. af Axel Thiess ca. 1885 og litografi 1886. Litografi af I.W. Tegner, 1880, efter foto. Mal. af Otto Bache, 1882. Buster 1885 af S. Gelert (Nordjyllands kunstmus.) og H. Conradsen (Fr.borg, depon. i statsmin.). Sammenfoldelig karikatur i litografi 1885. Jeton af S. Lindahl, 1885, i anledning af attentatet, og af R. Jensen, 1887. Karikaturer af K. Gamborg 1885-90. Træsnit 1887. Relief af O. Glosimodt, 1887 (Varde mus.). Litografi af J. Thorsøe, 1887. Afbildet på træsnit 1888 af statsråd efter tegn. af K. Gamborg. Tegn. af Axel Thiess, 1889. Træsnit 1889 efter foto. Afbildet på H.O. Brasens mal. 1892 af vildtparade 1889 (Fr.borg). Relief af H. Conradsen (Fr.borg), forarb. til medalje 1894. Mal. af A. Jerndorff, 1895, stående (Fr.borg) og 1896, siddende, malede forarb. til dem begge, kopi af førstnævnte af Karl Jensen, 1915 (folketinget). Min. af H.C. Vantore, 1901. Tegn. af Axel Nygaard bl.a. 1905. Buste (Kongsdal).

Bibliografi

Zodiacus i Nær og fjern 27.1.1875. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 73-86. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. N.P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 585-91. Spejlet 20.7.1902. C. Goos i III. tid. 16.4.1905. E. Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913 5-58. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916. C.H. Rørdam: Svundne dage IV-VI, 1918-30. A.F. Krieger:

Dagbøger III-VII, 1921-25. Povl Engelstoft i Dansk udsyn, 1925 89-96. Samme i Hist.t. 9.r.IV, 1925-26 188-92. K.G. Brøndsted: J.B.S. Estrup, 1925. A. Fraenkel i Nationaltid. 27.4. og 13. og 14.5.1925. Berl.tid. 21.7.1928. P. Stavnstrup i Det nye Danmark II, 1929 299-312. Jul. Schovelin sst. 360-71. Harald Nielsen: Mænd og deres gerning, 1929. Th. Thaulov: J.B.S. Estrup, 1940. Billeder af rigsdagens hist., red. Aage Svendstorp og Chr. Torpe, 1947 157. Troels Fink: Fem foredrag om da. udenrigspolitik efter 1864, 1958. Kr. Hvidt: Venstre og forsvarssagen, 1960. V. Sjøqvist: Peter Vedel II, 1962. Henning Nielsen: Dansk udenrigspolitik 1875-1894, 1977. – Papirer på Skaføgård. Breve i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig