C.E. Rotwitt

C.E. Rotwitt, Carl Eduard Rotwitt, 2.3.1812-8.2.1860, konseilspræsident. Født i Hillerød, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). R. blev student 1828 fra Fr.borg og tog 1834 juridisk embedseksamen. 1836 blev han prøveprokurator i Thisted, 1838 prokurator og 1841 landvæsens- og tiendekommissær sst. 1842 blev han højesteretsadvokat, foretrukket for Orla Lehmann og G. E. Brock. Oprindelig ikke liberal af anskuelse grebes han af bevægelsen 1848, hørte til hippodrommødernes mænd og opstilledes som demokratisk kandidat i Thisted ved valget til den grundlovgivende rigsdag, dog uden at opnå valg. Han valgtes til folketinget 1849 i Frederikssund og bevarede kredsen til sin død. Han stod fra begyndelsen bondevennerne nær, men kom ikke til helt at tilhøre partiet og stemte i reglen mod dets yderliggående forslag. Han talte ikke meget, men var medlem af vigtige udvalg, således 1850–51 og 1852–53 af finansudvalget.

1853 valgtes han som bondevennernes kandidat til folketingets formand efter J. N. Madvig og røgtede dette hverv i seks år med stor dygtighed og sikkerhed. Under kampen mod A. S. Ørsted 1854 stod han fast på tingets værdighed og kom stærkt i forgrunden, nævnedes som medlem af et Monradsk koalitionsministerium. Han støttede ministeriet Scheele-Bang ved gennemførelsen af fællesforfatningen 1855 og fastholdt 1858 dens usvækkede lovlighed over for J. A. Hansen. 1856–59 var han medlem af rigsrådet.

R., der stod Frederik VII og grevinde Danner personligt nær var imidlertid 1855 (imod C. G. Andræs ønske) på foranledning af kongen blevet udnævnt til amtmand i Fr.borg. Hans forbindelse med kongen, grevinden og Carl Berling blev herefter endnu mere intim, og det skyldtes overvejende indflydelse fra hoffet at han, da konflikten angående-Berling førte til C. C. Halls afgang, 2.12.1859 udnævntes til konseilspræsident. Med urette har man kaldt ministeriet R. det første venstreministerium for så vidt som af dets medlemmer, højst R. og V. A. Borgen var egentlige venstremænd. Imidlertid stod regeringen, hvis udenrigsminister var C. F. Blixen Finecke, i skarp modsætning til de tidligere nationalliberale ministerier, og det var givet at den ville støtte sig til folketingets bondevenlige flertal. Dagbladet gik hårdt imod hans udnævnelse, mens Carl Ploug i Fædrelandet stillede sig mere afventende. I den korte tid der blev ministeriet beskåret viste kun R. sig i stand til at hævde en politik over for folketinget. Indadtil nåede det kun at skabe mindre betydende resultater; i forholdet til Tyskland tilsigtede Blixen Finecke ved sin fejlslagne plan om prins Christians statholderskab over Holsten åbenbart en udskillelse af sidstnævnte hertugdømme, men fik ikke lejlighed til at vise sin politik. R. døde pludselig af en hjerneblødning, formentlig under presset af det øgede arbejde og ansvar, og da ingen af de andre ministre turde løfte hans arv, gled magten tilbage til de nationalliberale. R. havde i sinkorte funktionstid vundet i anseelse både hos venner og modstandere, og deltagelsen ved hans død var almindelig. N. F. S. Grundtvig hyldede ham ved graven som "det første Statsraads-Hoved hos os, der gjorde folkelig Frihed og folkelig Lovgivning til sit Løsen, m'en fik hverken Ørenlyd eller Livsfrist til Mere end det Samme". – Justitsråd 1854. Kammerherre 1858.