Dansk Biografisk Leksikon

C.F. Hansen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

C.F. Hansen, Christian Frederik (Friedrich) Hansen,  29.11.1788-22.6.1873, krigsminister, officer. Født i Helsingør (Olai), død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). H. viste tidligt en ualmindelig og alsidig begavelse forenet med stor flid så han tretten år gammel blev student fra Helsingør 1801, cand.jur. 1806. han valgte 1808 den militære løbebane, gennemgik militærinstituttet og udnævntes s.å. til sekondløjtnant, blev premierløjtnant 1811 og var adjoint i generalkvartermesterstaben 1813-14. Efter et par års praktisk tjeneste tilknyttedes han staben for okkupationskorpset i Frankrig og erhvervede fortrinlige kundskaber i fransk. Som stabskaptajn var han atter i praktisk tjeneste 1817-22 da han blev divisionsadjudant i generaladjudantstaben. 1826-42 var han tilknyttet generalstabens bureau og steg efterhånden i de militære grader, major 1831, divisionskvartermester 1835, overadjudant og oberstløjtnant 1839 og oberst i generalstaben 1842. Ved siden heraf var han 1831-42 undervisningsdirektør ved Landkadetakademiet og forestod dets reorganisering der havde Frederik VI's store interesse. Han afkortede de ni timers daglige undervisning og det tvungne selvstudium og fik indført en kort sommerferie, skønt kongen oprindelig var imod det. Der blev lagt lige megen vægt på intellektuel og legemlig udvikling, indført nye fag, nye lærebøger og nye og flere lærere og i alle fag lagt vægt på mundtlig og skriftlig dansk. Præcision, flid, disciplin og sømmelighed indskærpedes såvel lærere som kadetter.

H. var den drivende kraft i kommissionen der forberedte hærordningen 1842 og fortaler for indførelse af almindelig værnepligt som Christian VIII modsatte sig. Fra 1842 var H. deputeret i generalkommissariatskollegiet, blev 20.3.1848 medlem af defensionskommissionen der begyndte krigsforberedelserne mod den slesvigholstenske opstand og udnævntes 25.3. til departementschef i det nyoprettede krigsministerium under A. F. Tscheming. Han og Tscherning havde 1828 været udsendt til det franske ekspeditionskorps på Morea under den græske frihedskrig, begge var tilhængere af almindelig værnepligt og fik hurtigt et feltkorps opstillet der 9.4. slog slesvigholstenerne ved Bov. Da der kom meddelelser til Kbh. med overdrevne fremstillinger af panikken i Flensborg under hærens tilbagetog fra slaget ved Slesvig 23.4. sendtes H. til Als med fuldmagt til på ministerens vegne "at foretage og anordne hvad han under de stedfindende forhold måtte skønne rigtigst". Det medførte uenighed med overkommandoen under general H. Hedemann der midlertidigt gik over til Fyn for at organisere en større styrke dér, mens H. 24.5. udnævntes til generalmajor med kommando over styrken på Als. Det var dog Hedemann der havde overkommandoen af de samlede styrker i kampene i Sundeved 28.5. og 5.6. hvor H. udmærkede sig som en dygtig officer. Han evnede dog ikke at vinde soldaterne som så mange andre af treårskrigens officerer. Han var saglig, ordknap, talte stødvis og var tilbageholdende af væsen. Hans statssyn var stadig præget af enevælden. Staten var for ham kongens samlede besiddelser, og de måtte udgøre en helhed. Derfor måtte også enhver borger være forpligtet til militærtjeneste. Dette statslige syn var langt mere baggrunden for hans iver for almindelig værnepligt end den lighedstanke der besjælede Tscherning.

Da Tscherning sammen med de liberale ledere udtrådte af martsministeriet nov. 1848 blev H. krigsminister. Hans militære selvfølelse og konservative indstilling bragte ham snart i konflikt med rigsdagen. Hans afsnit på finansloven blev genstand for en sønderlemmende kritik, og da han var meget lidt tilbøjelig til at rette sig efter kritikken fik han en ualmindelig skarp irettesættelse af finansudvalgets ordfører C. E. Fenger. Det gjorde ikke forholdet til rigsdagen bedre at han udtalte at ingen stod mellem soldaterne og deres øverste chef. Han havde i det hele svært ved at indordne sig under det konstitutionelle system. Ved krigens genoptagelse april 1849 greb han ind i overkommandoens dispositioner og havde en væsentlig del af ansvaret for det mislykkede angreb fra søsiden mod Eckernførde. F. Bülow fjernedes fra overkommandoen og afløstes af Christopher Krogh der, skønt H. ikke i enkeltheder billigede planerne for udfaldet fra Fredericia 6.7., dog opnåede frie hænder til at følge sin plan. H. udnævntes til generalløjtnant fra Fredericiadagen, to dage før Bülow. H. fandt at ministeriet ikke udnyttede sejren ved Fredericia under de påfølgende forhandlinger om våbenstilstand, som den burde være udnyttet, og overvejede at gå af. Hans militære vurdering dominerede oftest over hans vurdering af de politiske muligheder, således også efter sejren ved Isted 25.7.1850 da han mod overkommandoens planer ville rykke frem og indtage Rendsborg fæstning. Også senere i ministeriet hævdede han at Rendsborg og Frederiksort ved Kiel burde erobres for at give den danske hær de bedst mulige positioner. Det var et strategisk synspunkt der ganske gik uden om de politiske konsekvenser af at rykke ind i Holsten hvor der endnu efter freden med Preussen var tyske og østrigske tropper. 27.6.1851 indgav han sin afskedsbegæring idet han i statsrådet udtalte at han var "aldeles upopulær paa Rigsdagen" og ikke så sig i stand til der at udrette noget. Han var overbevist om at hans kolleger i statsrådet var lige så gode patrioter som han, men "Spørgsmålet er hvad der er gørligt, og der er den store Vanskelighed, at Udlandet vil Eet, Indlandet et Andet. Det Ministerium, som er populært herhjemme, er upopulært i Udlandet, og omvendt er det Ministerium, der lemper sig efter Udlandet, uholdbart herhjemme, saaledes som Rigsdagen er". Med denne indstilling måtte H. bifalde januarkundgørelsen 1852 om helstaten og indskrænkninger i junigrundloven og var krigsminister i ministerierne C. A. Bluhme og A. S. Ørsted 1852-54.

H. gennemførte aug.1852 hærenheden i monarkiet idet han forlagde danske tropper til hertugdømmerne og tropper derfra til kongeriget. Han så deri ikke blot en understregning af helstaten, men også en foranstaltning der efterhånden skulle kunne nedbryde de nationale modsætninger. Det var endvidere hans opfattelse at det troppekontingent monarkiet skulle stille til rådighed for det tyske forbund fordi Holsten og Lauenborg var medlemmer af forbundet lige så godt kunne være danske som holstenske soldater. Det var en udfordring til rigsdagen der i udskrivningsloven søgte gennemført et forbud mod danske troppers anvendelse i forbundskontingentet, men måtte opgive det over for H.s stejle holdning. Et krav fra tysk side om at forbundskontingentet skulle have længere tjenestetid end andre tropper afviste H. kategorisk. Han fik nu Rendsborg fæstning nedlagt med logisk henvisning til at den ved sin beliggenhed i det nordlige Holsten var uanvendelig i forsvaret af helstaten. Efter udbruddet af Krimkrigen 1853 ønskede H. hæren styrket og forberedelser truffet til en styrket befæstning af Kbh. Han begrundede det med muligheden af at England og Frankrig i kampen mod Rusland kunne angribe Sjælland og henviste til englændernes angreb på Kbh. 1807. Han stødte som tidligere stærkt sammen med udenrigsminister C. A. Bluhme om formen for neutralitetspolitikken, følte at han ikke havde sine kollegers tillid og anmodede i statsrådsmøde 23.3.1853 om at måtte udtræde af ministeriet. H. hørte til ministeriets mest reaktionære fløj og stræbte uden tvivl mod at helstaten skulle medføre at i hvert fald forsvarsanliggender blev unddraget rigsdagens medvirken og kontrol. Han sagde som yderligere begrundelse for sin udtræden at han ved sin indtræden i ministeriet jan. 1852 "havde Grund til at staa i den Formening at det dengang ialtfald kun vilde være en meget kort Tid, at han skulde være nødt til at forhandle med Rigsdagen og i det Haab havde han hidtil søgt den eneste Beroligelse". H. ville nu gå en ukonstitutionel vej idet han anmodede ministeriet om tilladelse til at anvende beløb til styrkelse af forsvaret som rigsdagen havde nægtet ham på finansloven. Det afviste flertallet af hans kolleger, men Frederik VII der, ved flere lejligheder havde udtalt at han ikke kunne undvære H: selv om de ofte var uenige, resolverede at han "hvad Krigsministerens foreliggende Indstilling om Foranstaltninger til Landets Forsvar angik, aldeles maatte holde sig til denne og saaledes allerhøjest bifaldt den i sin Helhed". Derefter trak H. sin anmodning om udtræden af ministeriet tilbage.

H. og ministeriet var dermed kommet ind på at bruge ubevilgede midler til forsvaret under Krimkrigen og gik i den følgende tid ud over de beløb rigsdagen havde nægtet. Det medførte rigsretssag mod H. og de øvrige ministre 1855, men alle frikendtes. Det var helt i H.s ånd at ministeriet 26.7.1854 udstedte den oktrojerede fællesforfatning, men nok ikke helt efter hans ønske at den foreløbig skulle hvile. Rigsdagens protest mod at være sat til side besvaredes med valg. Ministeriet gik af 12.12.1854 efter et sviende nederlag ved valget. H. tog derefter ophold på sin ejendom Snertingegård, men 1864 blev der kaldt på ham igen da Als var erobret af preusserne. Han tiltrådte som krigsminister i ministeriet C. A. Bluhme 11.7.1864. Krigen var tabt, men officerens forpligtelse bestod. "Jeg venter af enhver i Arméen en streng og samvittighedsfuld Opfyldelse af en Krigers Pligter", hed det i hans budskab til hæren. Selv gennemførte han loyalt og retfærdigt den pligt der påhvilede ham, at reducere hæren efter krigen. Han indstillede også sig selv til afsked fra generalsposten. Med ministeriets afgang nov.1865 ophørte hans politiske virksomhed. Han havde været stridbar og stejl og bar i sig meget af ånden fra Frederik VI's tid. Om hans varmt følte patriotisme var der ikke tvivl.

Familie

Forældre: magister, konrektor, senere kar.oberst Hans Christian H. (1753-1843) og Anna (Kingo) Bruun (1755-ca.1838). Ugift.

Udnævnelser

R. 1821. DM. 1829. K. 1836. S.K. 1848. R.E. 1865.

Ikonografi

Afbildet på J. V. Gertners mal. af salvingen 1840 (Rosenborg). Afbildet på satirisk tegn. af P. C. Skovgaard (Fr.borg), forlæg for litografi 1852, og på et andet satirisk litografi s.å. Karikatur af Fritz Jürgensen (Fr.borg). Afbildet på litograferede mindeblade for grundlovens underskrivelse, bl.a. af J. Thorsøe. Mal. af V. Irminger. Træsnit af C. L. Sandberg, 1873; flere træsnit efter dette.

Bibliografi

Statsrådets forhandl., udg. Rigsark. ved Harald Jørgensen II-V, 1956-62. – Den dansktyske krig 1848-50, udg. Generalstaben I–III, 1867-87. III. tid. 13.7.1873. Niels Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916. A. Tuxen i Hist.t. 9.r.IV, 1925-26 1-52 fl.st.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Flensborg
Flensburg , by i bunden af Flensborg Fjord i ...Artikel i Den Store Danske
Morea
middelalderligt navn for Peloponnes og betegnelse fo ...Artikel i Den Store Danske
departementschef
leder af et departement . ...Artikel i Den Store Danske
Sundeved
halvø i Sønderjylland vest for Als. Den er afgræ ...Artikel i Den Store Danske
Christian Frederik
Christian 8.s navn som dansk prins og konge af Nor ...Artikel i Den Store Danske
Holsten
tysk Holstein , 1111-1474 grevskab og derefter  ...Artikel i Den Store Danske
Flensborg
Flensburg , by i bunden af Flensborg Fjord i ...Artikel i Den Store Danske
Rendsburg
(da. Rendsborg ), by i den tyske delstat Slesvi ...Artikel i Den Store Danske
Landkadetakademiet
  Landkadetkompagniet , fra 1803 Landkadetkorpset , ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HLars
18/07/2011
  • Læst 505 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki