Arild Urup

Arild Urup, 19.2.1528-5.2.1587, til Ugerup, lensmand. Født på Sölvesborg slot, død på Helsingborg slot, bisat i Helsingborg k., begravet i Koping k. Efter skolegang i Herrevad kloster og et kortere ophold i Tyskland kom U. til hoffet, først som "dreng" hos Christian III, derefter som hofsinde (1549-62). I denne egenskab deltog han i bevogtningen af Christian II på Kalundborg slot og ledsagede 1555 enkedronning Dorothea og prins Frederik (II) til et fyrstebryllup i Wismar. 1554 overtog han Åsum len i Skåne som moderen havde som pant. 1555-59 havde han Slangerup kloster i forlening. 1561 repræsenterede han Frederik II ved Erik XIVs kroning og modtog ved denne lejlighed ridderslaget af den svenske konge; han synes dog aldrig at have gjort brug af sin nye titel, sandsynligvis som følge af det påfølgende fjendskab mellem Danmark og Sverige. S.å. fik han Elleholm i Bleking, 1568 tillige Åhus i Skåne i pant; 1572 fik han livsbrev på alle sine tre pantelen. Under syvårskrigen gjorde han først tjeneste til lands, i kampene ved Älvsborg og Halmstad 1563. N.å. blev han udkommanderet til flåden og deltog som chef for orlogsskibet David i det store søslag ved Öland 30.-31.maj; senere udmærkede han sig i tre mindre træfninger. Men en stormfuld augustnat lod han sig tillige med et par andre skibschefer af et falsk signal lokke midt ind i den svenske flåde; efter tapper modstand måtte han overgive sig og førtes som fange til Stockholm hvor han måtte forblive til han i slutningen af 1568 udveksledes med en svensk adelsmand. Kort efter krigens afslutning giftede han sig med Thale Thott. Om dette ægteskabs forhistorie beretter dels en folkevise, dels en slægtebog; fælles for begge kilder er det træk at brudens modstand måtte overvindes ved bistand fra hendes egen slægt. Ifølge folkevisen var en medbejler under U.s fangenskab nær ved at vinde fæstemøens hånd, men hindredes i sidste øjeblik ved et kongeligt magtsprog; efter slægtebogen måtte brudgommen bortføre den genstridige brud fra Eriksholm til Knutstorp hvor brylluppet stod; "de forligedes vel, så længe de levede sammen", tilføjes det.

I det offentlige liv tog U. i tiden efter Stettinfreden ikke nogen fremtrædende del. 1571 sendtes han i et diplomatisk ærinde til Rostock. 1578-79 deltog han efter ordre i Jakob Ulfeldts bekendte gesandtskab til Rusland, hvis uheldige udfald medførte at U. ligesom de andre gesandter dømtes til at stå kongen til rette; dommen fik dog for hans vedkommende ingen større praktiske følger medmindre man deri vil se årsagen til at han blev forbigået ved den store rigsrådsudnævnelse 1581. 1580 fik han i hvert fald på ny et hovedlen, nemlig Helsingborg som han beholdt til sin død. U. roses i ligprædikenen som en from mand, retsindig og ligefrem i sin færd over for de skånske bønder han havde under sig; til hans karakteristik anføres bl.a. følgende ytring: "Fordi vi er herremænd, skal vi derfor foragte fattigfolk? Vi er jo alle kommet af een malm, af een Fader, og når vi ere døde, så er vi alle lige rige".