Ditlev Holck, 21.1.1556-22.9.1633, lensmand. Født på Rønhave, død på Ravnholt, begravet i Nyborg, muligt senere flyttet til Sneslev k. H. opdroges hjemme, kom i sit fjortende år til enkedronning Dorotheas hof og tjente efter hendes død hertug Hans af Sønderborg. 1574 sendtes han af Frederik II til Georg Frederik af Brandenburg hvor han tjente sig op til mundskænk og ofte brugtes som sendebud til fremmede fyrster; således var han 1576 til stede ved den polske konge Stefan Batorys kroning. 1580 trådte han i Frederik IIs tjeneste som hofjunker, blev 1585 kammerjunker og sendtes til Sverige for at repræsentere kongen ved Johan IIIs bryllup.

1586 udnævntes han til hofmester hos dronning Sophie og var 1587–89 jagtjunker. 1585–97 havde han Utstein kloster i Norge til len, 1588 fik han brev på Kbh.s slot. Derefter var han 1595–1600 lensmand på Kronborg, havde 1600–01 Lysekloster i Norge, 1601–14 Tryggevælde og 1614–19 Visborg slot og len på Gotland; efter hans afgang derfra blev der indledt undersøgelse af hans styre, og først 1627 fik han kvittans for lenet. Af hans andre offentlige hverv kan nævnes at han 1612 var krigskommissær i Rostock og Warnemunde og okt. 1613 repræsenterede Christian IV i Wolfenbuttel ved hertug Julius' begravelse. – Med sin anden hustru fik han Eskilstrup. – H. var en dygtig og praktisk mand og havde desuden store åndelige interesser. Som lensmand viste han sig ivrig for udsmykning af kirkerne. Religiøst hørte han til Niels Hemmingsens retning og har bekostet udgivelsen af flere religiøse skrifter, bl.a. en oversættelse fra latin til dansk af to af Niels Hemmingsens skrifter. Han havde også historiske interesser, således støttede han udgivelsen af Niels Strelovs Cronica Guthilandorum (1633).

Familie

Forældre: Henrik H. til Rønhave (ca. 1515–79) og Magdalene Reventlow (død tidligst 1602). Gift 1. gang 1.8.1591 på Kronborg med Inger Rosenkrantz, død 29.9.1592 i Kbh., d. af Folmer R. til Stensballe (1523–86) og Margrete Gyldenstierne (død 1581). Gift 2. gang 20.7.1595 på Kbh.s slot med Margrethe Nielsdatter Krabbe, født 4.12.1577, død 26.2.1656, d. af Niels K. til Vegholm (1541–84) og Birgitte Skave (1554–1636). – Far til Anne H. og Henrik H. Bror til Christen H.

Ikonografi

Mal., tilskrevet Ghertt Cornelis, 1596 (forhen Stensgård).

Bibliografi

S. M. Gjellerup i Hist.t.5.r.IV, 1883–84 631-40. A. Heise i Pers.hist.t.2.r.VI, 1891 142–44.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig