Frederik Rantzau, 4.2.1590-13.1.1645, til Krapperup, Asdal og Bollerup, lensmand. Født på Silkeborg, død i Middelfart. Otte år gammel blev R. sendt til opdragelse hos sin bedstefar, den gamle statholder Henrik Rantzau, og blev efter hans snart påfølgende død på Breitenburg i Holsten hos farbroderen Gert Rantzau indtil han 1604-08 var på adelskollegiet i Tübingen; derfra drog han 1608 til Frankrig og 1609 til Italien, hvor han 1610 studerede i Padova, 1611 i Siena. Hjemkommen tjente han i Kalmarkrigen som kornet i Gert Rantzaus livkompagni, men den urolige rejselyst der fandtes hos ikke få af slægten, bragte ham på ny til udlandet. 1613 fulgte han Jakob Ulfeldt (1567-1630) til Spanien og derfra foretog han en tur over Italien til Tyrkiet, Palæstina og Egypten. 1615 var han atter hjemme og blev da hofjunker hos Christian IV, 1617 tillige kammerjunker hos den udvalgte prins Christian Ved sit første giftermål forlod han hoffet og blev 1622 lensmand over Arensborg på Øsel. Denne stilling hindrede ham dog ikke i at deltage i Christian IVs krig i Tyskland; han var under denne krigskommissær, blev fanget i slaget ved Lutter am Barenberge 1626, men løskøbte sig n.å. Fra 1639 var han flere gange befuldmægtiget på stændermøderne for den jyske adel; dog opholdt han sig mest, særlig efter at han 1634 havde opgivet det øselske len, på den fra sin 1. hustru arvede gård Krapperup i Skåne. Det var også i denne landsdel, at han i sine sidste dage kom til at spille en militær rolle 1644, først ved forsvaret af Landskrona slot, siden som fører for rigsmarsken Anders Billes livregiment. I efteråret 1644 blev dette imidlertid sendt til Fyn, hvor han n.å. døde. R. var foruden af Krapperup ejer af Asdal (Vennebjerg hrd.) som han fik med sin 2. hustru, og Ormeholt (Dronninglund hrd.); 1609-22 havde han besiddet Finstrup (nu Holstenshus, Sallinge hrd.). Han roses for sin gavmildhed mod kirker og hospitaler; bl.a. byggede han i Arensborg en kirke og oprettede en skole der.

Familie

Forældre: Frants R. til Rantzau og Schöneweide (1555-1612) og Anne Rosenkrantz (1556-1618). Gift 1. gang 1.5.1621 i Kbh. med Margrethe Putbus til Krapperup, Bollerup og Markie, død ca. 1630, d. af Claus P. til Kørup m.m. (1562-1616) og Sophie Ulfstand (død 1625). Gift 2. gang 5.2.1632 i Viborg med Ide Skeel til Asdal, født ca. 1610, død 1684 på Eskildstrup, begr. 30.7. i Kbh., d. af rigsråd Otte S. til Hammelmose (1576-1634) og Birgitte Lindenov (1581-1648). -Bror til Henrik R. (1599-1674).

Ikonografi

Mal. (Frederikslund). Mal. 1633 (Städt. Mus., Flensborg). Ligprædikenstik af Sebastian Lehlin, 1647. Min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg).

Bibliografi

Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og Johanne Skovgaard I-VIII, 1878-1947 (reproudg. 1969-70). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II-III, 1887-90. Kancelliets brevbøger 1621-45, 1922-68. – Hans Michelssøn: Ligprædiken over F. R., 1647.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig