Jens Falster, 1502-8.4.1502, lensmand. Død i Arboga. F. nævnes allerede 1496 i dronning Christines tjeneste; og da hun 1499 fik udlagt Varmland og Närke m.m. som svensk livgeding blev han hendes lensmand på hovedslottet Orebro. Det beror på en misforståelse at han skulle have deltaget i toget mod Ditmarsken n.å.; efter dets ulykkelige udgang foretog han en rejse gennem sine len hvor han søgte at berolige bønderne og lod dem forny deres troskabsed. Da oprøret mod kong Hans udbrød anførtes hans udnævnelse til svensk lensmand som en af grundene skønt det 1487 udtrykkelig var tilladt kongen at anvende udlændinge på fadebursslottene. F. beskyldtes desuden for uretfærdig henrettelse af en foged; sikkert er det at han var kommet i heftig strid både med borgerne i Vadstena og bispen i Strångnäs. Fra aug. 1501 til febr. 1502 udholdt han med megen tapperhed en belejring af Svante Nilsson Sture; da han omsider overgav sig fik han og hans folk løfte om sikkerhed for liv og gods; ham selv anvistes der ophold i Arboga, men her blev han kort efter overfaldet og dræbt af omegnens bønder. Det gods han havde købt eller tilpantet sig i sine len, blev derefter inddraget af Sten Sture.

Bibliografi

Scriptores rerum Svecicarum I, Uppsala 1818 1 79f; 2, 333. Bidrag till Skandinaviens hist., udg. C. G. Styffe IV, Sth. 1875. – Danm.s adels årbog IX, 1892 129. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 156 170 187 193 201-04. Gottfrid Carlsson: Hemming Gadh, Uppsala 1915 76 78 232f 235.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig