Laurids Brockenhuus, til Egeskov og Bramstrup, 8.9.1552-4.11.1604, lensmand. Født på Nyborg slot, død på Bramstrup, begravet i Kværndrup k. B. studerede ved Kbh.s universitet, tjente hos kansleren Johan Friis, deltog derefter i krigen med Sverige og var efter fredsslutningen et par år hofsinde. 1579 fik han sin første og eneste betydelige forlening, idet han blev lensmand på Nyborg og stiftslensmand på Fyn, og dette len, hvortil 1580–82 var knyttet Tranekær, beholdt han til 1601. B. har ikke efterladt sig det bedste eftermæle. Af hans optræden imod sin ulykkelige datter Rigborg B. har man sluttet at han var en hård og rå far, men det må dog erindres at han her kun efterkom en kongelig dom der ganske var i samtidens ånd. Langt mere graverende var et drab han kort før sit bryllup begik på en kvinde i Kbh. De nærmere omstændigheder herved kendes ikke; han måtte betale en ualmindelig høj bøde (10.000 dir.); men også på dette drab så samtiden med andre øjne end efterverdenen, ligesom det end ikke foranledigede en opsættelse af hans bryllup, således ses det heller ikke senere at have berøvet ham kongens gunst eller hans samtids agtelse. Samtidige vidnesbyrd roser hans gudsfrygt og hans gavmildhed mod sine sognekirker, og det siges at han holdt adskillige unge mennesker til studeringer.

Familie

Forældre: rigsmarsk Frands B. (1518–69) og Anne Tinhuus (død 1565). Gift 25.11.1571 på Egeskov med Karen Skram, født 1544, død 20.11.1625, d. af admiral Peder S. (1503(?)-81) og Elsebe Krabbe (1514–78). – Far til Rigborg B.

Ikonografi

Ligsten med relief (Kværndrup k.).

Bibliografi

Kancelliets brevbøger, især 1571–75, udg. L. Laursen, 1898. – Danm.s adels årbog LXXVIII, 1962 II 14. Segud Jørgensen: Ligprædiken over B., 1608. C. T. Engelstoft i Hist.t. 4.r.IV, 1873–74 494–509. Jens Pilegaard i Fynske årbøger III, 1947–49 8f. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig