Christian Cold

Christian Cold, Christian Magdalus Thestrup Cold, 10.6.1863-7.12.1934, minister, søofficer. Født i Kbh. (Frbg.), død i Kbh., urne på Gentofte kgd. C. blev kadet 1879, sekondløjtnant 1883, premierløjtnant 1885 og kaptajn 1901. Efter forskellige togter, bl.a. med skonnerten Fylla til Grønland 1886, var han 1887-91 i russisk tjeneste, hovedsagelig i østasiatiske farvande. Hjemkommen var han 1891-94 skoleofficer ved søværnets underofficerskole og 1895-97 formand i Søe-Lieutenant-Selskabet. Ved Det Østasiatiske Kompagnis start blev han, dels på grund af den anseelse han allerede på dette tidspunkt nød, og dels på grund af sit kendskab til østasiatiske farvande og forhold, fører af kompagniets første store dampskib på Østasien 1889-1901. 1901-05 gjorde han tjeneste i marineministerens stab. 1905 gik han uden for nummer i søværnet og blev guvernør for De dansk-vestindiske øer. Efter at salget af øerne var blevet forkastet sattes alt ind på en afhjælpning af øernes erhvervsliv. Det nydannede Vestindiske Kompagni påbegyndte store havnearbejder, der blev etableret elektricitetsværk og Plantageselskabet fik tilført ny kapital. C. bidrog afgørende til reformarbejdet, han fik embedsstanden reduceret og den vestindiske hærstyrke afløst af et gendarmeri. Han synes imidlertid selv at have indset at situationen i længden var uholdbar, og allerede 1908 forlod han guvernørstillingen for at blive administrerende direktør i Det Forenede Dampskibs-Selskab som han stod i spidsen for i de vanskelige år under og lige efter første verdenskrig. Disse år sled hårdt på C. der ved siden af sin virksomhed i selskabet tillige 1910-21 var formand for Dansk dampskibsrederiforening og 1916-21 formand i det under krigen oprettede fragtnævn der virkede som overledelse for hele den danske handelstonnage. På grund af uoverensstemmelser mellem ham og bestyrelsesformanden for DFDS, etatsråd E. Glückstadt, forlod han sin stilling i april 1921 og udnævntes samtidig til æresmedlem af Rederiforeningen. Samme år udnævntes han til formand for Røde kors' danske afdeling, en stilling som han varetog til 1932. Den 9.10.1921 indtrådte han som udenrigsminister i ministeriet Neergaard og forblev til regeringens afgang 23.4.1924. I hans ministertid gennemførtes loven om det udenrigske nævn, og der sluttedes handelstraktater med flere af de nyoprettede stater samt handelsaftale med Sovjetunionen. Han blev næppe fortrolig med det parlamentariske liv med dets politiske spil og detaljer. Efter ministeriets fald førte han en tilbagetrukket tilværelse, hvorunder han bl.a. skrev sine erindringer Hvad jeg oplevede og hvad jeg bestilte (1863-1924). De udkom 1929, dog ikke i boghandelen, men blev båndlagt i Det kgl. bibliotek i 100 år.