Henning Rasmussen

Henning Rasmussen, Henning Peter Kruse Rasmussen, 26.5.1926-4.3.1997, minister, økonom. Født i Viborg (Domsg.). R. blev født i en familie med tæt kontakt til arbejderbevægelsen. Faderen var en aktiv natur og udadvendt; han var formand for den lokale afdeling af DUI (De unges idræt, Socialdemokratiets børnebevægelse) og leder af børnelogen Ungdoms fremtids lykke – R. kom selv med i den og forblev afholdsmand. Efter studentereksamen 1944 fra Viborg katedralskole begyndte R. at studere økonomi ved Århus univ. og blev 1957 cand.oecon. Den lange studietid skal ses i sammenhæng med, at R. dels havde erhvervsarbejde, dels på mange områder tog livlig del i arbejderbevægelsens organisatoriske arbejde. – R. var ansat på Århus kommunes statistiske kontor og på økonomikontoret 1946–53 og 1954–55. Her fik han en praktisk indførelse i en række af en stor kommunes problemer og havde i øvrigt som chef Oluf Ingvartsen som han senere fik et snævert samarbejde med i Kommunernes landsforening hvor Ingvartsen 1962 var blevet direktør. Ved siden af dette var R. en energisk studiekredsleder og med i landsledelsen for DSU; med udgangspunkt i denne var han blandt initiativtagerne til dannelsen af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit forum. En videre politisk skoling fik R. da han 1953–54 var i England på College for Working Men. Fra 1955 var R. lærer på arbejderhøjskolen i Esbjerg, og derefter 1959–60 sekretær i arbejderbevægelsens erhvervsråd. Allerede i lærertiden var han blevet inddraget i det kommunalpolitiske arbejde i Esbjerg. Her var han 1958–59 og igen fra 1962 medlem af byrådet. 1960–64 var R. medlem af folketinget, valgt i Bækkekredsen; han trådte ud af folketinget fordi han 1964 blev borgmester i Esbjerg, en post han beklædte indtil 1979.

Borgmestertiden var hårde arbejdsår. R. fortsatte dels det rolige styre der havde kendetegnet Esbjergs kommunalpolitik i lange perioder, dels den udbygning og rationalisering af administrationen der var startet i L. Heyer-Nielsens sidste borgmesterår. Hurtigt kom R. til at stå stærkt i byen – opnåede også store stemmetal – og blandt kommunalfolk landet over stod der tidligt en betydelig respekt om hans virke. Han blev 1967 formand for Købstadsforeningen (fra 1970 Kommunernes landsforening) og indtog dermed en central position under gennemførelsen af kommunalreformen. Ved organisationens omdannelse 1970 var der i øvrigt blevet borgerligt flertal i foreningen, men trods dette fortsatte man med at vælge R. som formand. Han forlod posten 1973, men blev på ny formand 1978. Ved den lejlighed forlod han Ribe amtsråd hvor han havde været medlem siden 1970. – 1979 blev R. justits- og indenrigsminister i ministeriet Anker Jørgensen. Det vakte en betydelig opsigt fordi det var kendt, at R. tidligere havde afslået ministerposter. Første gang var 1964, da J. O. Krag bad ham blive økonomiminister; men netop da var R. lige blevet borgmester og ønskede ikke at forlade denne post. 1971 fik R. tilbudt posten som indenrigsminister, men sagde også dengang efter lang betænkningstid nej. Da Anker Jørgensen omdannede sit ministerium 1981 fortsatte R. som indenrigsminister frem til 1982. Som sådan havde han en betydelig styrke i sikre erfaringer fra det mangeårige kommunalpolitiske liv, og det skyldtes ikke mindst hans position inden for dette, hans ro og den tillid der stod om hans person, at det lykkedes så forholdsvis smertefrit at tilvejebringe det fælles, finanspolitiske løb mellem kommuner og stat. Ved folketingsvalget 1981 indvalgtes R. (Varde kredsen). R. var folketingets formand 1993-94. R.s arbejdsindsats var lige fra ungdommen legendarisk. Tilsvarende var han som taler præget af saglighed og viden; han kunne være hurtig i replikken, men undgik det helst til fordel for en lidt længere, saglig bemærkning. Han havde uden at glemme sit mål et udpræget talent for at finde løsninger.