J. Risgaard Knudsen

J. Risgaard Knudsen, Jens Risgaard Knudsen, 14.4.1925-29.1.1997, minister. Født i Als, Østjylland, begravet på Fjerretslev kgd. R.K. blev uddannet som gartner i Fjerritslev, men kom tidligt ind i organisatorisk arbejde. 1945–49 var han formand for DSU i Ålborg og 1946–49 formand for gartnernes fagforening i Thisted. 1949 blev han formand for Arbejdernes fællesorganisation, men samme år sekretær i Dansk gartnerforbund. Ti år senere valgtes han til sekretær i LO, en post han forlod da han blev fiskeriminister. R.K. var 1953–60 opstillet i Thistedkredsen og fra 1963 i Frederikshavnkredsen. Han indvalgtes 22.9.1964 og blev 8.10. udnævnt til fiskeriminister da H. Larsen Bjerre trak sig tilbage. Personligt havde R.K. ikke nogen forbindelse til fiskerierhvervet; men han var valgt i den store fiskeriby Frederikshavn, og han var kendt som en effektiv og meget vidende LO-sekretær. At Henry Grünbaum også kom i regeringen gav i øvrigt anledning til kritik fra oppositionen af de mange LO-ministre. Fiskeriministeriet var dengang mindre omfattende end det senere blev da fiskeripolitikken fik en så fremtrædende plads i EF. R.K. blev næppe nogen egentlig populær fiskeriminister – bestræbte sig heller ikke på det – men respekteret. Han blev på posten til regeringens afgang i februar 1968. Han var dog i 1966 da samarbejdet med SF blev indledt så langt fremme i sin skepsis at han en overgang truede med at trække sig tilbage som minister. Da J. O. Krag på ny dannede regering i oktober 1971 blev R.K. ikke minister. Han gik energisk op i et bredt dækkende folketingsarbejde; på grund af den hurtige ministerudnævnelse var den side af det parlamentariske liv ikke blevet dyrket i rimeligt omfang. Da Anker Jørgensen rekonstruerede sin regering i september 1973 blev R.K. gruppeformand, et hverv han var som skabt til: alsidig viden, autoritet og mægleregenskaber samt evne til at holde orden i sagerne. Han fortsatte på posten til 1978, dog afbrudt af oppositionsperioden dec. 1973-jan. 1975 hvor han var næstformand mens Anker Jørgensen var gruppeformand. I disse år blev R.K. en central skikkelse i dansk politik med en betydelig indflydelse. Der skete ikke meget væsentligt uden han var med, også som formand for politisk økonomiske udvalg. Han deltog i sommeren 1978 i forhandlingerne om dannelsen af en bredere regering, de forhandlinger der endte med dannelsen af SV-regeringen. Da den var en kendsgerning meddelte R.K. at han ikke kunne tilslutte sig arbejdsgrundlaget og derfor trådte tilbage som gruppeformand. En beslutning der vakte betydelig opsigt og føltes ubehagelig i mange socialdemokratiske kredse. Allerede tidligt på sommeren havde R.K. dog ladet partiets andre ledere forstå at dette kunne blive resultatet. Med sin beslutning virkede det som om R.K. fulgte Thomas Nielsen i dennes kritik af partiledelsen; men R.K. understregede at det var LO og ikke Thomas Nielsen han fulgte.

R.K. gik tilbage til folketingsarbejdet, men var ikke i unåde. Tidligt på sommeren 1978 havde man ventet R.K. udpeget som folketingsformand efter Karl Skytte, det blev imidlertid K. B. Andersen. I Berlingske Tidende skrev Poul Møller i den forbindelse en artikel under overskriften Den forsmåede. Muligvis ville R.K. gerne have haft posten; når det ikke blev ham kan det dog fuldt så meget ses som et udtryk for, både at et andet personspil kom i vejen, og at partilederen ønskede at holde ham fri til andre poster.

Da SV-regeringen måtte give op allerede året efter, og Anker Jørgensen dannede en ny socialdemokratisk mindretalsregering var R.K. på ny med. Denne gang blev han trafikminister. Store problemer kom hurtigt til at ligge for. Først måtte han, uden egentlig at have sit hjerte med i sagen, gennemføre vedtagelsen af bygningen af Farøbroen, og dernæst udviklede der sig i København kaotiske forhold i postvæsenet idet en nybygget, avanceret postterminal ikke fungerede efter forventning hvortil kom graverende brist i den almindelige postomdeling. R.K. kom efterhånden i en vanskelig position. Folketinget forlangte besparelser inden for postområdet, postbesørgelsen blev ringere og ringere, og de organisationer R.K. ud fra hele sin tilbøjelighed gerne ville have fulgt havde mistet grebet om udviklingen uden at ville erkende det. Der var brydninger i regeringen og fremtrædende gruppefæller, bl.a. Kristian Albertsen, kritiserede offentligt hans dispositioner. Ganske uventet trådte R.K. da tilbage som minister den 14.10.1981. Han angav som grund at han ikke følte han i tilstrækkelig grad havde regeringen bag sig. Et par dage senere afsatte folketingsgruppen hans kritikere fra betydelige poster: Kr. Albertsen som finansudvalgsformand og Otto Mørch som formand for trafikudvalget.

Efter at være trådt tilbage som minister genoptog R.K. sit sædvanlige arbejde i tinget. Han blev siddende i folketinget indtil 1997. Fremdeles stod han dog i en respekteret position i gruppen. I mange henseender var R.K. typen på den politiker der kan sin profession. Han havde en snæver kontakt til sin kreds (det er sagt: står der tre mand og snakker på et gadehjørne i Frederikshavn, kan man være sikker på, at den ene er R.K.), han dækkede hele det politiske spektrum, han var en god forhandler – rigstaktikeren var i mange år hans tilnavn, og han var arbejdsom. Han var også dybt forankret i den politiske tradition. Det han ikke selv havde erfaret det vidste han fra en udstrakt historisk læsning, og hans hukommelse var aldrig svigtende.