Dansk Biografisk Leksikon

L.N. Scheele

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

L.N. Scheele, Ludvig Nicolaus Scheele, ved dåben Ludvig Nicolaus Scheel,  14.10.1796-1.1.1874, minister for Slesvig-Holsten. Født i Itzehoe, død i Kbh. (Holmens), begravet i Pinneberg. S. tilhørte en dansk-tysk officersfamilie, blev opdraget i Itzehoe, Uetersen og Rendsborg, gik 1813–15 på gymnasium i Hamburg og blev 1816 student i Kiel. Som andre evnerige tysktalende unge mænd i helstaten studerede han i Göttingen (1817) og i Heidelberg (1818). 1821 bestod han juridisk kandidateksamen ved overretten i Glückstadt. Han ansattes året efter som volontær i rentekammeret hvor han 1824 blev auskultant (bisidder). 1827 udnævntes S. til amtmand i Hütten, 1831 til amtmand i Gottorp, fra 1841 tillige i Hütten hvor han vandt bondebefolkningens hengivenhed. Lige så lidt som sin ungdomsven Carl Moltke blev S. grebet af det liberale og nationale røre der i disse år bredte sig i danske og tyske kredse. Han var kongetro embedsmand, hvis konservatisme kredsede om opretholdelsen af den dansk-tyske helstat. Derfor kunne han et stykke vej følge den dybt konservative Christian August (1798–1869) af Augustenborg som han kendte fra studietiden i Heidelberg, indtil dennes dynastiske ambitioner stødte sammen med Christian VIII's planer.

S. fremhæves som den eneste højere embedsmand i hertugdømmerne, der optrådte med fasthed over for alle folkebevægelser. Da situationen efter det åbne brevs udstedelse tilspidsedes i efteråret 1846, udnævnte Christian VIII Carl Moltke til præsident for det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli og S. til præsident i regeringen på Gottorp med stærkt øgede beføjelser, herunder varetagelse af statholderembedet som var ledigt efter prinsen af Nørs afskedigelse. S. blev tillige kongelig kommissær ved stænderforsamlingen i Slesvig hvor han skarpt og stejlt forsvarede kongens politik, inden forsamlingen ved flertallets udvandring gik i opløsning. Det antiliberale og antislesvig-holstenske S.ske styre gennemførtes 1846–48 håndfast og bl.a. ved udstrakte presseforfølgelser som gjorde S. til en forhadt person. Hans afskedigelse var et at de slesvig-holstenske hovedkrav i marts 1848. Den danske regering gav efter for det, mens Frederik VII der hørte til hans personlige venner gav ham gehejmekonferensrådstitlen. S. oppebar under krigen vartpenge og udarbejdede i foråret 1849 for novemberministeriet et forslag til en forfatning for Slesvig. Juli 1850 opfordredes han af F. Tillisch til at overtage forvaltningen af amterne Gottorp, Husum og Hütten, efterhånden som de blev besat af danske tropper. S. så på forholdene, men fandt Tillischs styre uforsvarligt og dennes medarbejder A. Regenburg uegnet til de opgaver der var tiltænkt ham. Senere på året og 1851 udgav han i to dele Fragmente in zwanglosen Heften, hvori han dels tog til orde for en konstitutionel helstat, dels rettede et kraftigt og velbegrundet angreb på sprogreskripterne og krævede fuldstændig ligestilling af begge sprog i Slesvigs blandede distrikter. Først med helstatsmændenes sejr 1851–52 fik S. nye muligheder. 1852 udnævntes han til landdrost i Pinneberg hvor han søgte at begunstige bønderne på godsejernes bekostning for at skaffe staten loyale undersåtter. 1853 blev han også kgl. kommissær ved de holstenske stænder.

Da ministeriet Ørsted-Bluhme slog ind på uden de enkelte rigsdeles og især uden rigsdagens medvirken at skaffe helstaten en nærmest absolutistisk fællesforfatning, blev den konservative S. interessant for politiske ledere som A. F. Tscherning og C. C. Hall, fordi han både var tilhænger af en konstitutionel helstat og havde et nært forhold til kongen og til grevinde Danner. Også kongen følte sig utilpas ved ministeriets politik og aftalte med S. under en rejse i hertugdømmerne sidst i oktober 1854 en aktion mod ministeriet Ørsted. Forinden blev S. sendt til Berlin hvor han fandt interesse for en hurtig afslutning på forfatningssagen. Ministeriet Ørsted blev derefter bragt til fald og S. fik overdraget at danne et nyt ministerium. Det voldte besvær og endte med en blanding af mere eller mindre konstitutionelle helstatsmænd med nogle moderate nationalliberale. P. G. Bang blev regeringens leder, S. dens udenrigsminister og minister for Holsten og Lauenburg. Skønt hverken den overforsigtige Bang eller den temperamentsfulde S. var mestre i det politiske samarbejdes kunst, lykkedes det for ministeriet at vinde rigsdagens og rigsrådets tilslutning til den meget konservative, men dog klart konstitutionelle fællesforfatning af 2.10.1855 der i det væsentlige var udarbejdet af C. G. Andræ. De tyske stormagters udenrigsministre lykønskede S. til resultatet, men kort efter satte de slesvig-holstenske modstød ind. De holstenske stænder klagede ved overappellationsretten i Kiel over myndigheds-misbrug fra S.s side. Som minister for Holsten havde S. i større stil fortsat den linje som han allerede i Pinneberg var slået ind på og forsøgt at indskrænke de adelige godsejeres rettigheder og indflydelse ved en række reformforslag til fordel for middelstand og bondebefolkning; han havde desuden ved ombesættelse af vigtige embeder søgt at styrke regeringens stilling, men havde samtidig vakt bred uvilje ved at kræve en forhadt møntanordning overholdt. Klagen, som viser det spændte forhold mellem S. og den holstenske adel, afvistes i efteråret 1856 af overappellationsretten som fandt sig inkompetent til at træffe en afgørelse. Efter det nye rigsråds åbning marts 1856 kom det hurtigt til et andet slesvigholstensk modstød, ledet af Carl Scheel-Plessen der bestred den nye fællesforfatnings gyldighed, fordi den var gennemført uden at hertugdømmernes stænderforsamlinger havde medvirket. S. gik skarpt imod påstanden – også ved at afskedige Scheel-Plessen der var overpræsident for Altona, kort efter rigsrådssessionens slutning -men de tyske stormagter stillede sig nu på Scheel-Plessens og hans meningsfællers side, og det faldt i S.s lod at indlede den langvarige noteudveksling der umuliggjorde en rimelig forfatningsudvikling i helstaten. For S. var fællesforfatningen gyldig fordi kun rigsdagen, men ikke hertugdømmernes stænderforsamlinger havde besluttende myndighed. Han forfægtede det danske standpunkt dygtigt og konsekvent – især i noten af 23.2.1857 – men manglede vistnok blik for at argumenter kun har begrænset bærekraft i det politiske liv.

De indre forhold i det uensartet sammensatte ministerium var ofte anstrengte. S. forenede – også over for fremmede gesandter – en hofmands slebne optræden med lejlighedsvise, stødende temperamentsudbrud, og hans hurtige opfattelses- og formuleringsevne – som dog på dansk kunne falde lidt ubehjælpsomt ud – parredes med en betragtelig selvfølelse og en egenrådighed der skabte utryghed omkring ham. En del af kriserne skyldtes den store gunst som S. stod i hos kongen og grevinde Danner. Hendes venskab sikrede ham en varig indflydelse på den vægelsindede konge. S., der i sin tid havde tilrådet kongen at gifte sig med grevinden, gengældte støtten bl.a. ved at prøve at få hende anerkendt af det diplomatiske korps. Hans forsøg på at skaffe grevinden en særlig apanage førte efter heftige sammenstød med Andræ til ministeriets opløsning september 1856. Frederik VII opfordrede S. til at danne et nyt ministerium, men S. magtede det ikke, og ministeriet rekonstrueredes under ledelse af Andræ 18.10.1856, mens S. beholdt sine porteføljer.

Få måneder efter førte S.s optræden i det skandinaviske spørgsmål til sprængning. S. anså – ud fra sine erfaringer og synspunkter ikke uden grund – den skandinaviske bevægelse for faretruende for helstatens beståen, og sendte 20.2.1857 landets gesandter en rundskrivelse hvori han protesterede mod skandinavismen og betegnede den svensk-norske regerings holdning over for denne som mindre korrekt, hvilket fremkaldte en protest fra Stockholm. Noten var afsendt uden de øvrige ministres samtykke, og da S. samtidig ved forelæggelsen for rigsrådet af aktstykker angående Øresundstoldens afløsning var gået videre end kollegerne ønskede, indgav disse deres demission. Kongen ønskede at bevare S., men det viste sig igen umuligt for ham at rekonstruere ministeriet, og 17.4.1857 trådte han tilbage. S.å. udnævntes han igen til landdrost i Pinneberg, blev 1861 overpræsident i Altona, men afskedigedes af preusserne december 1863. Han var 1856–57 og 1858 medlem af rigsrådet. Han vedblev, så længe Frederik VII levede, at tage del i politik bag kulisserne og havde bl.a. en hånd med i spillet ved Halls fald 1859. Sine sidste år levede han i Kbh. – Kammerjunker 1822. Kammerherre 1829. Gehejmekonferensråd 1848. Ordensvicekansler 1857. Rang med gehejmestatsministre s.å.

Familie

Forældre: toldforvalter i Itzehoe, premierløjtnant, senere oberstløjtnant, kammerherre Benedictus (Bendix) Ferdinand Scheel (1749–1827) og Martha Charlotte Elisabeth Wiebel (1760–1837). Gift 22.6.1827 med Sarah Margarethe Markoe, født 22.10.1806 på St. Croix, død 22.2.1876 i Slesvig, d. af plantageejer Peter Abraham M. (1755–1824, gift 1. gang med Mary Markoe) og Fatera.

Udnævnelser

R. 1831. DM. 1840. K. 1845. S.K. 1847. R.E. 1854.

Ikonografi

Afbildet på træsnit 1856 af ministeriet Bang 1854. Mal. af J. V. Gertner, 1857 (Jægerspris), efter dette kopi eller gentagelse (Fr.borg). Tegn. af Gertner, 1857. Træsnit af C. L. Sandberg, 1874, og af H. P. Hansen. Foto.

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 6.r.IV, 1925–28 især 229–45 (S.s betænkn. fra 1849). Betænkn. fra Chr. VIIIs tid om styrelsen af det da. monarki, udg. Niels Petersen, 1969.

Lit. Danm.s adels årbog X, 1893 428f. [A. F. Tscherning] i Nørrejydsk tid. 7.1.1874. III. tid. 18.1. s.å. Rud. Schleiden: Erinnerungen eines Schlesw.-Holsteiners 1841–48, Wiesbaden 1890. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892–1916 (reproudg. 1973). Johs. Fibiger: Mit liv og levned, 1898 224f. Marcus Rubin i Hist. t. 7.r.VI, 1905–06 230–32 252 262 271 282 291. Af Eleonore Christine Tschernings efterl. papirer, 1908 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve VIII. Joh. H. Gebauer: Christian August, Stuttg., Lpz. 1910. Fr. Bajer: Nordens, særlig Danm.s neutralitet under Krimkrigen, 1914. A. F. Krieger: Dagbøger I-III. 1920–21; V, 1923; VIII, 1943. Holger Hjelholt: Den danske sprogordn, og det da. sprogstyre, 1923. Festskr. til Kr. Erslev, 1927 485 491f. Paul Richter i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LVIII, Kiel 1929 517–23. Tormod Jørgensen: A. F. Tscherning, 1938. Erik Møller: Skandinavisk stræben og svensk politik omkr. 1860, [1948], Samme: Helstatens fald I-II, 1958 (reproudg. 1974). J. P. Trap: Fra fire kongers tid I-III, 1966–67. Laur. Skau: Brevveksl., udg. H. V. Gregersen I-II, 1966–70. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Jens Engberg: Det slesv. spørgsmål, 1968. Just Rahbek: Dansk militærpolitik 1839–48, 1973.

Papirer i Rigsark.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Altona
tysk by nordvest for Hamburg og senere sammenbyg ...Artikel i Den Store Danske
Holsten
tysk Holstein , 1111-1474 grevskab og derefter  ...Artikel i Den Store Danske
Hamburg
(da. Hamborg ), storby i Nordtyskland ved El ...Artikel i Den Store Danske
Augustenborg
by beliggende ved bunden af Augustenborg Fjo ...Artikel i Den Store Danske
Slesvig-Holsten
(tysk Schleswig-Holstein ), Tysklands nordli ...Artikel i Den Store Danske
auskultant
(af lat.), person, der overværer retsforhandlinger s ...Artikel i Den Store Danske
A. Regenburg
August Regenburg , 1815-1895, dansk embedsmand ...Artikel i Den Store Danske
Moltke
mecklenburgsk uradelsslægt, der tidligst forekom ...Artikel i Den Store Danske
Heidelberg
by 18 km sydøst for Mannheim i den tyske dels ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
Rerup
18/07/2011
PEng
18/07/2011
  • Læst 375 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki