L. G. Heinzelmann, Ludvig Gustav Heinzelmann, 28.9.1803-17.10.1861, overpræsident. Født i Altona, død sst., begravet sst. Efter at have taget juridisk eksamen i Glückstadt 1827 blev H. auskultant i rentekammeret og 1833 herredsfoged i VI's herred i Flensborg amt. 1834 blev han assessor i regeringen på Gottorp, 1846 regeringsråd og fortsatte som sådan under den provisoriske regering. Han havde imidlertid vilje til at opnå en overenskomst med Danmark og deltog i forsommeren 1850 sammen med Ernst Christian Reventlow til Farve og landkommissær Thomas Prehn i forhandlingerne i Kbh., men det yderste de kunne gå med til var opgivelse af Slesvigs indlemmelse i Det tyske forbund og af den bestående statsgrundlov, mens de fastholdt tanken om et konstitutionelt Slesvig-Holsten i personalunion med Danmark. 6.6. afbrødes forhandlingerne. 2.2.1851-marts 1852 var H. medlem af den øverste civilbestyrelse for Holsten under Adolf Blome og 1852-56 departementschef i ministeriet for Holsten og Lauenburg under H. Reventlow-Criminil. 1856 blev han " 1. lærde og dirigerende" borgmester i Altona og s.å. efter Carl Scheel-Plessen overpræsident sst. C. C. Hall tilbød ham 1857 ministeriet for Holsten, men han krævede bl.a., at fællesforfatningen, for så vidt den angik hertugdømmerne, skulle forelægges Holstens og Lauenburgs stænder til betænkning, og at fællesrepræsentationen skulle sammensættes ikke efter folketallet, men efter landenes ligeberettigelse, rigsmønten afskaffes som tvungent betalingsmiddel i Holsten og amnestien udstrækkes til alle dem der hidtil havde været udelukket, og så vidt ville Hall ikke gå. - Konferensråd 1855.

Familie

Forældre: kammersekretær, senere landfoged Joh. C. F. H. (1762-1830) og Jacobine Rahbek (1777-1855). Ugift.

Udnævnelser

R. 1846. DM. 1847. K. 1859.

Ikonografi

Silhouet af H. som ung. Litografi af U. Baudissin, posthumt.

Bibliografi

N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (fot. optr. 1973). A. F. Kriegers dagbøger 1848-1880, I 1920 224-28.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig