Alfred Bindslev

Alfred Bindslev, Alfred Dahm Bindslev, 21.6.1896-30.5.1954, politiker. Født i Ålborg, død på Frbg. hosp., begravet i Kbh. (Garn.). B. blev student 1914 fra Frbg. gymnasium og cand. teol. 1920. 1921–30 var han præst ved Garnisons kirke, 1930–33 ved Citadelskirken. Han blev tidligt politisk interesseret, især under påvirkning af den antibrandesianske bevægelse som var rejst af kritikeren Harald Nielsen, og han blev politisk aktiv under kampagnen mod salget af De vestindiske øer 1916. Herigennem fik han kontakt med en kreds af ligesindede jævnaldrende, Ole Bjørn Kraft, Max Kjær-Hansen, J. Christmas Møller, Vagn Bro o.a. Det var unge konservative fra den samme kreds der derefter startede bevægelsen Det unge Danmark hvis program blev udtrykt med ordene "gudstanken, rigstanken, folketanken", og hvis standpunkt kom til at præge de unge inden for det konservative folkeparti. I tilknytning til denne bevægelse udgav B. 1918–25 tidsskriftet Den ny Tid, I-VI 11. 1924–25 var han ledende senior i Studenterforeningen. Han var nu så kendt en skikkelse at han ved folketingsvalget 1926 blev opstillet for de konservative i østre storkreds i Kbh. og opnåede valg. 1929–43 valgtes han i Sorø amtskreds, og 1943–45 repræsenterede han Kbh.s amtskreds. I tinget beskæftigede han sig især med kulturelle spørgsmål. Hans stilling som præst viste sig efterhånden at være en hæmsko for hans politiske virke idet man under de socialpolitiske debatter omkring 1930 fra socialdemokratisk side hævdede at hans standpunkt i disse spørgsmål ikke lod sig forlige med hans præstegerning. Han afviste disse angreb på en noget studentikos og arrogant måde, bl.a. med en bemærkning om at han ikke havde fundet noget sted i Bibelen hvor det blev påbudt at øve barmhjertighed for andre folks penge, hvad der yderligere tilspidsede striden, og han fandt det derfor rigtigst 1933 at træde ud af folkekirkens tjeneste. Han var nu helt og holdent politiker, og selv om han aldrig helt indfriede de forventninger man havde haft til ham bevarede han længe en central position i folketinget. Det blev dog efterhånden i Københavns kommunalstyre han kom til at gøre den største indsats. 1925–38 var han medlem af borgerrepræsentationen, 1938–40 rådmand i magistratens 3. afdeling (socialforsorg) og 1940–51 borgmester for magistratens 1. afdeling (skolesager, kulturelle opgaver m.v.). Som medlem af borgerrepræsentationen var han i en årrække den konservative gruppes budgetordfører. Han arbejdede grundigt med sagerne og forelagde dem med oratorisk elegance. 1932 havde han stor andel i tilvejebringelsen af et afgørende kommunalpolitisk forlig. Som borgmester førte han en meget aktiv kulturpolitik, og han var bl.a., længe før de fleste af hans kommunalpolitiske kolleger, positiv over for den moderne kunst. Sammen med borgmesterembedet overtog han stillingen som formand for Det tekniske selskab og dets skoler og blev medlem af bestyrelsen for Teknologisk institut. Hans interesse for håndværkets anliggender blev påskønnet ved at man 1943 tildelte ham Lasenius Kramps medalje. – Han var medlem af radiorådet 1930–45, fra 1937 tillige af dettes programudvalg. Han var overdirektør for de Massmannske søndagsskoler, medlem af bestyrelsen for Ny Carlsberg glyptotek o.m.a. Han havde en levende kontakt med det sønderjyske arbejde, var medlem af Grænseforeningens styrelse og blev 1943 formand for Sønderjydsk forening for Kbh. B. var livet igennem en flittig forfatter. Dels skrev han om religiøse spørgsmål; Alverden skrives i Mandtal, 1924 er en bog med opbyggelige betragtninger. Dels skrev han om kulturpolitik, således bøgerne Kristentro og Statsstyre, 1930 og Kampen om Skolen, 1935. 1936–38 fik han udsendt et stort tobindsværk Konservatismens Historie i Danmark fra 1848 til 1936. Til værket knytter sig et 3. bind fra 1937 hvori B. med flere har udarbejdet en politisk håndbog. Han medvirkede ved udsendelsen af flere folkeoplysende værker, og endelig udsendte han 1949 en digtsamling Det gyldne Minde tilegnet mindet om hans nylig afdøde hustru; den indeholder dels egne digte, dels ferme oversættelser af udenlandske klassikere. Det forcerede politiske og administrative arbejde og den dermed følgende selskabelighed samt personlige sorger nedbrød ham i utide fysisk og psykisk, og han måtte 1951 opgive borgmesterhvervet.