Alsing Andersen

Alsing Andersen, Alsing Emanuel Andersen, 5.2.1893-5.12.1962, politiker, minister. Født i Kbh, død på Bispebjerg hosp., Kbh., urne sst. (Bispebjerg). A. blev student 1910 fra Henrik Madsens gymnasium og 1917 cand.mag. (engelsk, tysk, dansk). Han voksede op i en udpræget politisk atmosfære, faderen var en af socialdemokratiets pionerer, og partiets ledende mænd kom i hans barndomshjem ligesom han i hele studentertiden var stenografassistent i rigsdagen. 1917 blev han sekretær i Socialdemokratisk forbund og n.å. tillige sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe. 1920–23 var han formand for sin vælgerforening i Kbh.s 11. kreds. A. var første gang opstillet til folketinget 1924 og valgtes 1929 i Frbg. 1. kreds, 1932 flyttede han til Kbh.s 13. kreds hvor han genvalgtes til sin død. Efterhånden som Th. Staunings tid og kræfter blev beslaglagt af andre opgaver blev det A. der i stigende grad fik med partiets administration at gøre, ledede kontorarbejdet, holdt møder i organisationerne landet over, og i en forholdsvis ung alder var han en mand af indflydelse. Allerede under genforeningen spillede han en rolle som tilrettelægger af socialdemokratiets stilling til det tyske broderparti i grænselandet, ligesom han var aktiv bag den såkaldte Stauning-Wels aftale 1923 der fastlagde de to partiers holdning i grænseområdet. A. repræsenterede også ved mange andre lejligheder partiet over for dets internationale forbindelser, var 1929–35 medlem af Socialistisk arbejder-internationales ledelse, var delegeret ved afrustningskonferencen i Geneve 1932 etc, og i kraft af sine sprogkundskaber – og i det hele sit præcise, velforberedte arbejde – var han ofte på internationale konferencer inden for arbejderbevægelsen ordfører for de skandinaviske synspunkter. På rigsdagen blev A. tidligt medlem af en række vigtige politiske udvalg og var 1932–35 sit partis gruppeformand. Han som i 20'erne i skrift og tale havde givet udtryk for partiets historiske stilling til forsvars-spørgsmålet var i 30'ernes begyndelse som Staunings nære medarbejder med til at tilrettelægge den nye linie i militærspørgsmålet som partiet under indtryk af verdensbegivenhederne slog ind på. På Ålborg-kongressen 1935 der bekræftede opgivelsen af den isolerede afrustning valgtes A. til partiets viceforretningsfører (efter sin far); men ved ministeriet Stauning-Munchs rekonstruktion efter okt.valget s.å. udnævntes A. 4.11. til forsvarsminister. Som sådan forelagde og gennemførte han forsvarsordningen af 1937 der reducerede mandskabsstyrken noget men forbedrede udstyr og den organisatoriske opbygning. Besættelsen 9. april 1940 ændrede A.s politiske liv. Som forsvarsminister havde han sammen med statsministeren og udenrigsministeren det afgørende ansvar for de beslutninger der blev truffet i dagene før 9. april og under selve besættelsesforløbet. Således som ideen var bag forsvarsordningen af 1937 var det klart at der ikke skulle føres en eksistenskamp. Problemet er om der var truffet de fornødne foranstaltninger til at afvise neutralitetskrænkelser og dermed enten have afholdt tyskerne fra angrebet eller have sinket deres operationer afgørende. Det er åbenbart at der er sket misforståelser mellem navnlig flådeledelse og A. med hensyn til hvilke dispositioner der var befalet; men uanset dette ville forløbet 9. april have været uændret i slutresultatet. Stemninger og senere ændrede forsvarspolitiske muligheder gjorde dommen over A. hård under besættelsen og i efterkrigsårene, dog især blandt konservative og dele af venstre. Den parlamentariske kommission der undersøgte forholdene omkring besættelsen fandt ikke anledning til at rette alvorlig kritik mod A.s embedsførelse, og da folketinget 1955 skulle drage konklusionerne af kommissionens betænkning var der ingen særlig stemning for den rigsretsanklage der gang på gang var ført ind i debatten omkring A. Ved dannelsen af regeringen af 8.7.1940 trådte A. tilbage som minister og blev på ny viceforretningsfører (næstformand) i sit parti, og i november blev harr rigsdagsgruppens formand. Da Hans Hedtoft i februar 1941 efter tysk krav måtte trække sig tilbage som forretningsfører overtog A. denne post. Den lille regeringsomdannelse der fulgte efter Staunings død førte 16.7.1942 atter A. ind i ministeriet, nu som finansminister i V. Buhls første regering; allerede 9.11. s.å. trådte han tilbage ved dannelsen af ministeriet Scavenius, og han blev igen partiformand indtil 1945 da Hedtoft kunne vende tilbage. Gennem hele besættelsestiden havde A. en afgørende indflydelse på socialdemokratiets holdning. Han gik uden tøven ind for forhandlingspolitikken ud fra en vurdering af Danmarks muligheder; tungtvejende for ham i mange situationer var også at det først og fremmest for socialdemokratiet gjaldt om at bevare organisationsapparatet. Som mange andre ledende socialdemokrater så han deri et selvstændigt værn, uanset hvordan krigen måtte forløbe. Denne holdning ligger også bag det cirkulære af 2.9.1943 til vide kredse i partiet hvori samarbejdspolitikken blev forsvaret og modstandsbevægelsen karakteriseret som en bevægelse af chauvinister og kommunister. Cirkulæret blev under besættelsen og i de første efterkrigsår ofte fremdraget som belastende for A. Inden for sit eget parti var hans position urokket og i krigens sidste faser var han både blandt kontaktmændene til Frihedsrådet og ledende i udformningen af partiets efterkrigsprogram (det der med J. O. Krag som sekretær 1945 blev til "Fremtidens Danmark").

Efter befrielsen var A. atter næstformanden og dermed den der ledede det organisatoriske arbejde. Der var orden og præcision på partikontoret, men A. veg noget tilbage fra at køre partiet hårdt og fulgte dermed den gamle linje som gav den enkelte lokalorganisation stor selvstændighed. Jævnsides med det organisatoriske arbejde fortsatte A. sit almindelige politiske arbejde og tilhørte fortsat partiets lederkreds. Da Hedtoft 13.11.1947 dannede den første socialdemokratiske regering efter besættelsen blev A. indenrigsminister; allerede 23.11. måtte han dog trække sig tilbage efter at det var blevet klart at konservative, venstre og DKP ville stille mistillidsvotum med henvisning til A.s ledelse af forsvarsministeriet 1940. I tiden derefter blev A. i stigende grad optaget af internationalt arbejde og var 1948–57 medlem af Danmarks FN-delegation (fmd. for FNs Ungarnskomité 1957); 1950 blev han medlem af Den interparlamentariske unions råd og var 1957–62 formand for socialistisk internationale. 1961 trak han sig tilbage som næstformand i socialdemokratiet efter at have sluttet af med at være medlem af det udvalg der formulerede principprogrammet af 1961. A. var ikke knuget af at et politisk liv på ministerplan blev afbrudt, men kunne nok føle det uretfærdigt at han alene blev målet for ikke mindst de konservatives kritik. Mens A. før 1940 blev vurderet som meget håndfast, var han derefter uden at miste effektiviteten mere afbøjende. H. C. Hansen udtrykte det således: "Alsings svaghed er hans svaghed". Hans alsidige politiske viden gjorde ham dog til en værdifuld rådgiver, langt ud i partiet var han respekteret for uselviskhed og uegennytte. Han fik selv som ung betydningsfulde hverv; som ældre gav han selv tidligt de unge selvstændige opgaver. En søn Niels Alsing Andersen (6.6.1920-8.8.1987), siden 1974 borgmester for Københavns magistrats 2. afd. (hospitalsvæsenet); han var oprindelig bankuddannet, men havde derefter forskellige ansættelser i den socialdemokratiske partiorganisation, bl.a. i Arbejderbevægelsens informations-central (AIC) 1956–63 og som pressesekretær 1963–72; han var folketingsmand 1971–73.