Anthon Mundberg, Anthon Nielsen Mundberg, 15.6.1837-28.1.1901, politiker. Født i Gimsing sg, død i Kbh. M. var søn af en velstående vestjysk gårdejer og sognefoged og blev handelsuddannet, bl.a. på Grüners handelsakademi og ved ophold i Hamburg og England. Han nedsatte sig 1859 som selvstændig i Holstebro, men gik fallit og rejste først til Århus, siden til København hvor han hutlede sig igennem som kommissær og høker. Han lærte gennem egne erfaringer hvordan de dårligst stillede i samfundet havde det, og begyndte at interessere sig for samfundsspørgsmål. I en pjece fra 1869 advarede han mod brugsforeningerne som han frygtede ville styrke kapitalisternes magt. I april 1870 var han midtpunkt i en lille københavnsk kreds der drøftede oprettelsen af en dansk afdeling af Internationale. Af økonomiske grunde måtte M. imidlertid tage arbejde som marketenderibestyrer i Jylland, og da han i efteråret 1871 kom tilbage havde den ham hidtil ukendte Louis Pio taget føringen. M. fortsatte dog i den socialistiske inderkreds hvor han blev den mest fremtrædende talsmand for en faglig-reformistisk linje i modsætning til Pios revolutionære sværmeri. Op til "slaget på fælleden" den 5.5.1872 lod han sig forbigående beruse af Pios retorik, men da der kom forbud mod mødet rådede han resultatløst til aflysning, og efter førernes anholdelse prøvede han energisk at få arbejderne til at holde sig borte. Han blev senere selv anholdt, men snart løsladt, og derefter holdt han sig for en tid uden for politisk arbejde. – I 1874 blev M. imidlertid redaktør af Social-Demokraten som han, om end med mange afbrydelser, var medarbejder ved i en årrække. Han gjorde sig også her til talsmand for en moderat-reformistisk linje der blev fulgt op af folk som Chr. Hørdum og P. Holm der siden, som de første rigsdagsmænd, for offentligheden kom til at stå som de førende. Karakteristisk og skelsættende blev en artikel i Social-Demokraten den 30.8.1877 hvor han slog fast at en socialistisk samfundsorden forudsætter flertallets billigelse og at al tanke om revolution er galmandsværk.

M. stillede sig til valg til folketinget flere gange uden at blive valgt. 1898 blev han imidlertid landstingsmand for København, men han døde efter kun to et halvt års rigsdagsarbejde. Hans eftermæle på rigsdagen var at han "fulgte arbejdet med iver og interesse og hyppigt optrådte som taler, jævnt og med stor sagkundskab". Den reformistiske linje som han altid havde stået for beviste sin bæredygtighed. Efter storkonflikten 1899 gik M. ind for statslån til arbejderkooperativer, dog uden resultat. – Både i samtid og eftertid har M. stået i skygge af de mere maleriske og dramatiske blandt pionererne, og man har ofte ukritisk accepteret disses insinuationer om M.s trang til at føre sig frem. Hans sindighed og stædighed fik ham imidlertid til at blive ved, uanset at partiet i perioder ikke havde noget at bruge ham til, og "Danmarks første socialist", som han med kun relativ ret kaldte sig selv, blev i virkeligheden den der først og klarest udstak socialdemokratiets fremtidige vej i dansk politik.

Familie

Forældre: gårdmand og sognefoged Niels Christian M. (1799-1865) og Andreitte Marie Nielsdatter Kragelund (1798-1886).

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 744. Oluf Bertolt: Pionerer, 1938. Samme m.fl.: En bygning vi rejser I, 1954. Jens Engberg: Til arbejdet! Liv eller død!, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig