Bent Holstein, 17.9.1881-15.6.1945, lensgreve, politiker. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet Holsteinborg. H. blev student fra Østersøgades gymnasium 1900, cand. jur. 1906, volontør i udenrigsministeriet 1907, var attaché ved gesandtskabet i Paris 1908–09, fung. legationssekretær i Stockholm 1909–11, assistent i udenrigsministeriet 1912–13 og sluttede sin karriere i udenrigstjenesten som legationssekretær i Berlin 1913–14. Efter et par års arbejde på kbh.ske sagførerkontorer blev han overretssagfører 1917, men praktiserede ikke. Ved faderens død 1924 overtog han grevskabet Holsteinborg og var en årrække formand for sparekassen for grevskabet Holsteinborg og omegn samt medlem af bestyrelsen for Sorø amts landøkonomiske selskab. Under første verdenskrig lod H. sig marts 1918 indrullere i Canadas hær, men udtrådte et par måneder senere p.gr.a. sygdom. Hans sympati lå hos de allierede, og han nærede et indædt had til ministeriet C. Th. Zahle, især til forsvarsminister P. Munch og udenrigsminister Erik Scavenius hvis neutralitetspolitik han anså for tyskvenlig. H. hørte til den aktivistiske Sønderjysk kreds af 1918, blandt hvis medlemmer en kreds omkring senere general E. With tilskyndede Christian X til at afskedige ministeriet Zahle. H. udsendte 1919 pjecen Det officielle Danmark i Krigens Skær hvori han kritiserede regeringens "tyskerkurs" på det voldsomste og opstillede et aktivistisk program for erhvervelse af Slesvig. Der indgik i hans holdning et antisemitisk element. "For vort Folk er efter min Formening nogle Tusinde fortyskede Jyder i Slesvig langt mindre farlige end de dansktalende Jødekapitalister i København af tysk Oprindelse og med tyske Sympatier og Forretningsforbindelser", skrev han 8.5.1919 til folketingsmand J. S. Vanggaard som han samarbejdede nært med i grænsesagen. H.s indsats var især rettet mod gennemførelse af Dannevirkegrænsen. Han optog forbindelse med danske i Mellemslesvig og med tysksindede der hvis Kielerkanalen internationaliseredes kunne ønske et samlet Slesvig. Han fik af Mellemslesvigsk udvalg fuldmagt til at repræsentere dets synspunkter over for fredskonferencen i Paris og opholdt sig dér martsjuli 1919. Det lykkedes ham at få Ejdersted medtaget i den tredje afstemningszone som var foreslået i udkastet til Versaillesfreden, men som udgik af den endelige traktat efter protest fra regering og folketing. H. argumenterede dernæst over for de allierede for at få den ikke realiserede 3. zone rømmet af tyske myndigheder før afstemningen i zone 1 og zone 2, men uden resultat selv om hans synspunkt vakte opmærksomhed, især i Frankrig. Efter sin tilbagekomst fra Paris kastede H. sig i taler, pjecer og artikler ud i en ihærdig agitation for Flensborgbevægelsen og medvirkede i den sidste fase af Withkredsens bestræbelser for at få ministeriet Zahle styrtet.

H.s indsats i grænsekampen var baggrunden for at de konservative i Århus opstillede ham ved april valget 1920. Han opnåede mere end dobbelt så mange stemmer som de to andre konservative kandidater i Århus amt tilsammen og indledte sit 15-årige medlemskab af folketinget som medlem af den konservative folketingsgruppe. H. beherskede et stort stof og havde et skarpt blik for problemer og kernen i en sag. Han besad fremragende polemiske evner og vekslede i sin form mellem elegance og uhørt voldsomhed. Han lyste ofte op i en debat ved sin indsigt i stoffet og sin oratoriske begavelse, men pådrog sig også tit påtale fra folketingets formand for ubeherskede udfald. Hans demonstrative hævdelse af egne synspunkter gjorde det svært for ham at indordne sig under sit partis ledelse. Da de konservative 1922 sluttede forlig med venstre om forsvaret stillede han uden at underrette sin gruppe egne ændringsforslag og egen dagsorden og sagde om forliget: "Den konservative Politik har i den forløbne Samling revet sig på adskillige Torne der gror langs Venstregaardmændenes krogede politiske Biveje. Den har faaet dyppet sin Fane i mangen en lille Mudderpøl". H. ekskluderedes af den konservative folketingsgruppe og var de kommende år løsgænger med støtte fra Aarhuus Stiftstidende, Jyllandsposten og flertallet af den konservative vælgerforening i Århus som også en tid var udelukket fra den konservative landsorganisation. H. ønskede konservatismen frigjort fra det nære samarbejde med venstre. Han angreb skarpt statsgarantien til Landmandsbanken under ministeriet Neergaard og udgav den stærkt polemiske pjece Landmandsbankens Dødskamp og Livlægernes Bulletin, 1926 og gik imod traktaten med Norge om Østgrønland 1924. Danmarks internationale stilling var et ledende motiv i hans politik, og da Norge uanset traktaten okkuperede en del af Østgrønland skrev han pjecen Østgrønland og dansk Statskunst, 1931. Regeringen Staunings afrustningsforslag og de radikales udenrigs- og forsvarspolitik havde i ham en uforsonlig modstander, og da Christmas Møllers brud med venstre 1929 førte til regeringen Stauning-Munch nærmede H. sig venstre. Han fremførte nu med saglig indsigt landbrugets interesser, talte dec. 1931 de nødstedte sønderjyske landmænds sag, kom i modsætningsforhold til Århuskonservatismen og lod sig ved valget 1932 vælge af venstre i Sønderjylland. Han fandt sig heller ikke til rette i dette parti, gik mod det ved Kanslergadeforliget og udtrådte april 1934 sammen med Valdemar Thomsen af venstre og dannede partiet de uafhængige, men fulgte ikke dets tilknytning til LS og omdannelse til det frie folkeparti. Ved valget 1935 genopstillede han ikke og nærmede sig Fritz Clausens DNSAP. 23.1.1935 talte han i DNSAPs kbh.ske afdeling om publikum og presse og rettede et hårdt angreb på redaktør Nic. Blædels udenrigspolitiske foredrag i radioen, senere udgivet som pjece: Systemet-Pressen-Publikum, 1935. I de følgende år skrev han artikler i Fædrelandet og udsendte 1943 pjecen Et Folk uden Føring 1939–43. Efter befrielsen interneredes H. af modstandsbevægelsen, fik lungebetændelse under interneringen og døde på hospitalet i Kbh. 15.6.1945.

Familie

Forældre: lensgreve C. C. H. til Holsteinborg (1856–1924) og Ellen E. Lindholm (1858–1943). Gift 1. gang 17.12.1921 i Kbh. (Christiansborg slotsk.) med Vilhelmine (Villy) Josephine Johanne Petersen, født 4.9.1880 i Kbh. (Johs.), død 3.1.1936 sst. (gift 1. gang 1902 med overretssagfører, senere bankdirektør, endelig landsretssagfører Emil Knud Levy, 1870–1934, gift 1. gang 1893 med Inger Muus, 1872–94, gift 3. gang med Helga Athalie Lindholm, 1890-1976 (gift 2. gang med fabrikant Niels Einar Gammeltoft Schougaard, 1893-1965), gift 4. gang med Kristiane Vilhelmine Topp, 1901-72 (gift 2. gang med redaktør Knud Børge Friberg-Jacobsen, 1913-72)), d. af urtekræmmer, senere rentier Martin Anton P. (1851–1930) og Charlotte Amalie Kerrn (1854–1933). Gift 2. gang 12.12.1937 i Søllerød med journalist, forfatter Solveig Ingeborg Margaretha (kid. Vivian) Schepeler (pseudonym: David Strange, David Stranger), født 23.8.1908 i Stockholm (gift 1. gang 1927 i New York med ingeniør Jørgen Dietz-Clausen, født 1903, s. af redaktør C. C.Clausen og Grete Dietz; ægteskabet opløst 1934), d. af opfinder, ingeniør Herman Axel S. (1875–1926) og Henrietta Rotberg (1876–1951).

Udnævnelser

Hofjægermester 1925.

Ikonografi

Tegn. 1892. Afbildet på karikaturer 1922 af H. Jensenius og af Alfred Schmidt (Fr.borg). Mal. af H. Dohm, 1929, og 1931. Tegn. af Hans Bendix (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interview i Tilskueren XLI, 1924 I 73–83. André Tardieu og Fr. v. Jessen: Slesvig på fredskonferencen, 1926. Tage Kaarsted: Påskekrisen, 1968. Århuskonservatismen 100 år, red. Henry A. Robæk og Lars P. Gammelgaard, 1973. Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918–20 I–II, 1978. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig