C.C. Andersen (fagforeningsmand)

C.C. Andersen, Carl Christian Andersen, 20.5.1849-29.2.1932, politiker, bageribestyrer. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Ass.). A. var med i den frembrydende arbejderbevægelses fortrop. Som ung københavnsk snedkersvend, udlært 1868, meldte han sig 1871 ind i den nyoprettede internationale arbejderforenings snedkersektion. Mellem føreren Louis Pios romantisk-revolutionære socialisme og den praktisk-realistiske indstilling hos de håndens arbejdere som udgjorde bevægelsens hovedstamme kom efterhånden et modsætningsforhold frem, og A. var i sind og skind Pios diametrale modpol. Efter førernes bortrejse og sammenbruddet 1877 var det A. der sammen med Chr. Hørdum, P. Holm o.fl. bragte bevægelsen på fode igen og fastslog at den "for Fremtiden skulde hvile paa Principper og ikke paa Personer". 1872 var A. medstifter af snedkernes og stolemagernes fagforening og 1873–84 dens formand. Hans hovedarbejde som sådan var at gå fra værksted til værksted og agitere for tilslutning til organisationen. 1882–86 var han selvstændig mester. Han var med i De frie fagforeningers centralbestyrelse 1874–78. Da der 1877 indsattes en kontrolkomité for Social-Demokraten blev han dens formand og beklædte denne stilling til sin død. I Socialdemokratisk forbund var han bestyrelsesmedlem 1878–1931. Under hans ledelse er den socialdemokratiske presse vokset op til et landsomspændende foretagende. 1886 var A. med til at oprette og blev bestyrer af Arbejdernes fællesbageri i Kbh., nu en hovedhjørnesten blandt arbejdernes kooperative foretagender. Også bryggeriet Stjernen var han medstifter af (1902) og var formand for dets bestyrelse. – Ved valget 1890 kom A. ind som den ene af de to første socialdemokrater i landstinget. Den anden var P. Knudsen; begge valgtes i Kbh. 1918 blev A. tingvalgt. Hans taler i tinget og deltagelsen i udvalgsarbejdet vidner om en bred og velfunderet indsigt i samfundsforholdene. 1898–99 var han medlem af det fællesudvalg til afgørelse af arbejdsstridigheder som under storlockouten 1899 forgæves forsøgte sig som "enighedskammer". Efter kampen blev han medlem af den permanente voldgiftsret (1900–10). Som leder af voksende kooperative virksomheder var A. interesseret i oprettelsen af Arbejdernes landsbank (1919) og sad i dennes bankråd til 1925. – I sin høje alderdom indtog han en mere tilbagetrukken stilling, æret som arbejderbevægelsens alderspræsident men også som autoriteten der sad inde med erfaringer fra mere end et halvt århundredes deltagelse i både fagligt, politisk og kooperativt arbejde. Der var intet blændende ved A.s fremtræden. Men da han stod i sin fulde manddomskraft var han den typiske repræsentant for arbejderklassens demokratiske instinkter og tankegang, og dette i forbindelse med en usvigelig retsindighed var hans styrke. Det er ingen tilfældighed at A. fungerede som dirigent ved socialdemokratiets samtlige kongresser fra 1876–1931. Han var i udpræget grad taktikeren, den der leder, mere end han taler, men hvis ord til gengæld falder med vægt. Han er ofte blevet karakteriseret som "manden i midten", "ballasten i partiet".