C.F. Sørensen, Carl Frederik Sørensen, 18.2.1870-19.4.1943, politiker. Født i Kbh. (Frbg.), død i Kbh. (Krist), urne sst. (Vestre). S. voksede op i Saxogade og havde hele livet tilknytning til Kbh.s arbejderkvarterer. Det var dog først da han som udlært kunstdrejer kom under påvirkning af den fra udlandet hjemvendte kollega Nicolai L. Petersen at han blev socialist. Efter at være kommet til skade ved sit fag lærte han at rulle cigarer og drev 1892–1919 en lille detailhandel i Adelgade. Under indtrykket af den store lockouts hærgen 1899 droges han ind i politisk virksomhed, indmeldte sig i social-demokratiet, optrådte som taler ved møder og samlede penge ind til de lockoutede. Han blev 1903 formand for vælgerforeningen i Kbh.s 7. kreds, on hans organisering af valgkampagnen førte til socialdemokratiets erobring af kredsen s.å. Han blev efter 1906 en af partiets mest benyttede agitatorer, 1912–18 med en slags fast ansættelse i denne egenskab. Han skulle navnlig stimulere til dannelse af nye partiforeninger og derefter med mellemrum besøge dem og sikre at de holdtes i gang. Mens hustruen passede forretningen berejste han alle egne af landet, og ved sine omhyggeligt udarbejdede taler, sit bramfri københavnerhumør og ved anvendelse af propagandateknikkens på den tid sidste fremskridt, sociale lysbilleder, ydede han et ikke uvæsentligt bidrag til partiets fremgang både i landdistrikterne og blandt byernes mellemstand; endnu højt oppe i årene rykkede han ved valgene oplagt og gerne ud til ny dyst. Han blev 1908 medlem af Kbh.s borgerrepræsentation og sad i dens budgetudvalg 1921–39. Især gjorde han gennem hospitalsudvalget fra 1921 en betydelig indsats for moderniseringen og forbedringen af de københavnske hospitalsforhold. S. var 1918–42 medlem af landstinget, men samtidig var han 1920–29 opstillet til flere folketingsvalg (1918 København, 1920 Sønderjylland, Assens 1926 og 1929). I landstinget var han ordfører bl.a. i militærspørgsmål (var medlem af militærkommissionen 1921–22) og i næringssager (medlem af næringslovskommissionen 1921–26) og han sad i forfatningskommissionen 1937–38. 1936 valgtes han til formand for landstingets socialdemokratiske gruppe og til 1. viceformand, 1939–40 var han tingets formand og fra 1940 på ny sin gruppes formand. Som landstingsmand talte han gerne, men slap aldrig rigtig tonen fra de mange agitationsrejser.

Familie

Forældre: gasværksarbejder Jørgen S. (1830–73) og Laura Emilie Jørgensen (1835–1900). Gift 24.5.1896 i Kbh. (Frederiks) med Karen Marie Jensine Mathilde Larsen, født 5.2.1872 i Kbh. (Frbg.), død 27.4.1943 i Kbh. (Krist), d. af gasværksarbejder Ole L. (1830–1901) og Mette Marie Pedersen (1837–1930).

Ikonografi

Afbildet på tegn. af H. Jensenius udsl. 1929. Mal. af Cilio Jensen, 1940 (folketinget) Foto.

Bibliografi

G. Fog-Peiersen: Vor regering og rigsdag, 1938 353–55. Socialdemokraten 4.10.1939 (interview) og 5.2.1941. Sig. Thomsen sst. 20.4.1943. Gunnar Nielsen i Politiken s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig