C. Pagh, Christian Lehmann Pagh, 17.1.1841-8.4.1912, politiker. Født i Fredericia, død i Bogense, begravet sst. P. uddannedes som typograf i Fredericia Avis' trykkeri samtidig med at han skaffede sig kundskaber gennem privatundervisning og studier på egen hånd. Han blev medarbejder ved Fredericia Avis og var en tid under krigen 1864 bladets leder. 1865 købte han Bogense Avis hvis holder-tal på det tidspunkt var ganske ringe. 1904 afstod han bladet der da inden for sit snævre område havde vundet en anselig position. Selv blev han hurtigt en forgrundsfigur i sin by. Fra 1869 til sin død havde han sæde i byrådet, og han erhvervede sig her et grundigt kendskab til kommunal forvaltning. Også ud over sin egn vandt han anseelse som kommunalpolitiker og talsmand for købstadinteresser. Han var medlem af næringslovkommissionen af 1890 samt 1893-1912 næstformand i fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk og 1895-97 formand i Dansk provinsbogtrykkerforening. 1909-12 var han formand i Købstadforeningen. – 1902 valgtes han ind i landstinget hvor han havde sæde til sin død som højremand af den gamle skole. Hans gruppe benyttede ham flittigt som ordfører i kommunale spørgsmål, og han forsvarede her kommunernes interesser over for statsmagten. I politiske principspørgsmål, som fx told kontra frihandel, stod han på højre fløj; toldforliget maj 1908 stemte han imod. I øvrigt blandede han sig ikke i det "storpolitiske". Hans betydning knytter sig til de fremtrædende tillidshverv som han sad inde med, og som han røgtede sjældent flittigt og kyndigt, samt til den grundighed og sans for det praktiske livs behov hvormed han stræbte at gøre en saglig indsats i lovgivningsarbejdet. – Kancelliråd 1890.

Familie

Forældre: snedkermester Niels P. (1802-63) og Ane Margrethe Windeleff (1801-75). Gift 11.4. 1876 i Fåborg med Ida Elizabeth Mikkelsen, født 12.7.1854 i Fåborg, død 17.4.1908 i Bogense, d. af købmand, senere vicekonsul Erich Peter Christian Abildgaard M. (1817-94) og Maren Cathrine Rasmussen (1817-95). – Brorsøn af Poul P.

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1909.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af Alfred Schmidt i Klods Hans, 1904. Mal. af G. Achen, 1907. Relief af Aksel Hansen på monument, 1913 (Kirkebakken, Bogense). Foto.

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 639f. Nationaltid. 9.4.1912. Fyns tid. s.d. Bogense avis 9.4. og 15.4 s.å. Jul. Wulff i Vort land 10.4. s.å. C. Nyrop og Aage Sølver: Fællesrepræsentationen for da. industri og håndværk 1879-1929, 1929. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig