Carl F. Madsen

Carl F. Madsen, Carl Frederik Madsen, 17.11.1862-27.5.1944, politiker. Født i Fredericia, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). M. blev 1882 udlært som skomagersvend i sin fødeby, arbejdede et par år i Horsens og kom til Kbh. 1884. Her blev han medlem af Skomagersvendeforeningen, ledede en sportsklub for sine fagfæller og blev 1895 formand for Skomagernes fagforening som den nu hed. 1897 blev han tillige formand for Dansk skotøjsarbejderforbund som i de følgende år oplevede en livlig kamp- og vækstperiode hvorunder navnlig det skandinaviske samarbejde udvikledes stærkt. 1898 blev M. medlem af De samvirkende fagforbunds (nu LO) første repræsentantskab, 1902 af forretningsudvalget, og da Martin Olsen 1903 afløste Jens Jensen som formand, blev M. sekretær i landsorganisationen. Under formandens sygdom havde M. ved flere lejligheder ledet arbejdet, også under vanskelige faglige situationer, og haft en heldig hånd, så da Martin Olsen 1909 trak sig tilbage blev M., skønt han havde J. A. Hansen (1867-1926) som modkandidat, valgt til formand for De samvirkende. Denne post beklædte han gennem næsten tyve år, hvorunder organisationen voksede fra ca. 98.000 til ca. 250.000 medlemmer, en periode hvori det faglige retssystem som M. i 17. aug.-udvalget af 1908 havde været med til at udforme, blev bygget op og stod sin prøve; M. førte selv det første hundrede sager for den faste voldgiftsret. Der blev i denne periode gennemført mange forbedringer i arbejdsvilkårene, således ottetimersdagen - M. var medlem af fællesudvalget som udarbejdede overenskomsten herom af 17.5.1919 - og der var mange brydninger og store arbejdskampe. M. deltog meget i det internationale arbejde, i en årrække sad han sammen med Thorvald Stauning i arbejderbevægelsens skandinaviske samarbejdskomité og var i tur og orden formand for komiteen. Denne udfoldede i de første krigsår bestræbelser for at holde forbindelsen mellem landene ved lige og hidføre en snarlig fred, og M. deltog i mange møder herom.

M. repræsenterede dansk fagbevægelse ved de internationale arbejdskonferencer, således 1919 i Washington hvor konventionen om ottetimers-dagen vedtoges. Fra 1919 var han medlem af den internationale faglige centrals repræsentantskab og fra 1927 af dens bestyrelse. 1903 blev han sekretær og var 1909-28 formand i Arbejdernes fællesorganisation i Kbh. Han var medlem af repræsentantskabet for Arbejdernes Landsbank og Arbejdernes Livsforsikringsselskab. Da der såvel i landsorganisationen som i fællesorganisationen var tanker fremme om at bygge hus, fik M. oprettet A/S Arbejdernes foreningsbygning som rejste den bygning i Rosenørns allé 12-14 hvori de samvirkende organisationer o.fl. har haft lokaler siden 1925 og frem til 1970erne tillige socialdemokratiet. Fra 1909 var han medlem af socialdemokratiets forretningsudvalg. 1920 indvalgtes han i landstinget som tingvalgt medlem og var tingets 1. næstformand 1926-36 da han udtrådte. 1913-25 var M. også medlem af Kbh.s borgerrepræsentation; i krigsårene var han bl.a. medlem af velfærdsudvalget, ligesom han interesserede sig stærkt for boligspørgsmålet. - 1928 afløstes han af Vilh. Nygaard. Som fagforeningsleder hørte M. til de stille i landet. Andre kunne være mere højttalende og mere veltalende, men ingen skulle overgå ham i samvittighedsfuld pligtopfyldelse. Med største flid og grundighed satte han sig ind i sagernes mindste detaljer, og han var en dygtig forhandler. Med sit elskværdige, besindige væsen stod han ofte som formidleren mellem mere iltre organisationsfolk, som helhedens og middelvejens repræsentant over for særinteressernes talsmænd. Over for arbejdsgiverne førte han sig frem som deres sirlige og værdige ligemand. Alt i alt landsorganisationen en god formand i krigens og efterkrigsårenes bevægede tid.