Chr. Rottbøll

Chr. Rottbøll, Christian Michael Rottbøll, 7.7.1854-4.12.1928, politiker, landmand. Født på Børglum kloster, død sst., urne på Børglum kgd. R. blev student 1872 fra Haderslev læreres skole og studerede derefter landvæsen i Skotland. Fra 1877 var han forpagter af Christiansdal under Børglum kloster, fra 1894 ejer af gården. 1910 overtog han selve Børglum kloster. Han var en dygtig og driftig landmand og fik hurtigt en fremskudt stilling i det lokale politiske og landøkonomiske liv. 1891–96 var han formand for sognerådet, og en tid havde han sæde i ledelsen af Vendsyssels landboforeninger og Fællesforeningen af jydske landboforeninger. – 1894, umiddelbart efter forliget og regeringen Estrups afgang, valgtes han af højre ind i landstinget. Han sluttede sig her varmt til den af ministeriet Reedtz-Thott indledte forhandlingspolitik, og selv da det øvrige landstingshøjre på Estrups foranledning svigtede Tage Reedtz-Thott ydede R. ham fortsat støtte. R. fandt naturligt sin plads blandt de moderate højremænd. Under debatten om toldloven 1897 afviste han talen om landbrugstold og præciserede sit frihandelsstandpunkt. Han var ligeledes tilhænger af den agrarisk betonede skattereform der efter systemskiftet kom i stand. Disse anskuelser delte han med grev M. Frijs' særlige gruppe inden for landstingshøjre, "de otte". Under landstingets behandling af ministeriet Sehesteds skattelovforslag var R. denne gruppes ordfører, og han blev her den indirekte anledning til det dramatiske sammenstød 22.11.1900 mellem grev Frijs og konsejlspræsidenten hvilken dagen efter førte til at "de otte" trådte ud af højre for at danne "en uafhængig konservativ gruppe". Efter systemskiftet optog denne gruppe et mere systematisk samarbejde med venstreregeringen og da de fleste af hans medlemmer, herunder R., 1902 stemte for salget af De vestindiske øer skærpedes modsætningen til højre således at gruppen 4.12.1902 konstituerede sig formelt som det frikonservative parti. R. blev, næst grev Frijs, dette partis mest indflydelsesrige mand, og han tog virksomt del i det lovgivningsarbejde som gennemførtes under de første venstreministerier, navnlig den kommunale valgretsreform 1908 og forsvarsordningen 1909.

Under forhandlingerne pm det Klaus Berntsenske grundlovsforslag 1912–15 fastholdt han sammen med sin gruppe og det øvrige højre endnu på sene stadier sin modstand mod forslaget idet han overvurderede mulighederne for at få indført varige konservative garantier. Da dette omsider glippede sluttede han sig til det endelige forlig. Som partiets ordfører under behandlingen i landstinget begrundede han sin ændrede holdning med at dersom de to konservative partier ikke havde tiltrådt forliget, "saa var Konservatismens Kaar her i Landet blevet ringe". -Han var derefter en af de ledende kræfter ved den påfølgende rekonstruktion af højre som det konservative folkeparti, og han blev næstformand i partiets repræsentantskab. – Krisen omkring øsalget 1916 førte ham helt frem i forgrunden. Under de voldsomme indre stridigheder i partiet indtog han, skønt overbevist salgstilhænger, til at begynde med en mæglende holdning. Han kom derved i et vist modsætningsforhold til Frijs der straks med tilslutning af tre andre medlemmer af gruppen erklærede at han "ikke vilde stemme for noget der kunde fremkalde et regeringsskifte". Men da kongen havde grebet ind til afværgelse af et valg fandt R. at der forelå en ny situation. Han gik derefter over til Frijs' politik, ønskede øsalget afgjort inden valget og støttede den tanke om et "kontrolminister"-institut som Frijs fremsatte. Da krisen afsluttedes netop på dette grundlag udpegedes R. 30.9.1916 som partiets kontrolminister. Da partiet i juni 1917 besluttede at trække R. tilbage på grund af den socialdemokratiske "kontrolminister" Th. Staunings påståede uneutrale optræden indgav R. sin demission, men blev efter kongens ønske siddende. Hans holdning bevirkede en heftig strid i partiet, men han støttedes af sine tidligere gruppefæller, og da partiet 25.6. vedtog at ekskludere ham meldte også M. Frijs, F. Hey, J. Theilmann og Chr. Sonne sig ud. – Jan. 1918 trådte han tilbage som "kontrolminister". I det nye landsting der fremgik af valget maj 1918 havde han sæde som tingvalgt. Han stod i disse år i valggruppe med venstre, men gjorde sig i øvrigt ikke videre gældende. 1920 trak han sig helt ud af det politiske liv.