Frede Bojsen, Frederik Engelhardt Bojsen, 22.8.1841-4.12.1926, politiker, højskoleforstander. Født i Skørpinge ved Slagelse, død på Rødkilde højskole ved Stege, begravet i Stege. Som søn af "Budstikke-Bojsen" var B. født ind i den grundtvigsk-folkelige livsopfattelse. Sin skoletid tilbragte han i Haderslev da faderen 1850 blev præst i Vilstrup. Efter at have taget studentereksamen fra byens latinskole flyttede B. til København og kom i et nært forhold til sin farbror P. O. Boisen (1815–62) og fik derved indlevelse i den grundtvigske kreds, kom således ofte i Grundtvigs hjem. Han valgte at studere teologi, men i de første år helligede han sig studiet af nordiske sprog, litteratur og historie. Som ivrig skandinavist drog han 1860 til Uppsala og tilbragte dér et år som student, mest beskæftiget med at besvare en københavnsk prisopgave om Stærkoddersagnet for hvilken han siden fik tilkendt guldmedalje. Efter hjemkomsten ernærede han sig ved undervisning og en del journalistik og begyndte nu det egentlige studium af teologi, blev kandidat i marts 1864, men nægtede at underskrive den da anvendte kandidated. Allerede forinden var han p.g.a. krigen begyndt på hærens aspirantskole og sendtes i maj til Fyn. Han forblev i aktiv tjeneste indtil 1867 da han udnævntes til sekondløjtnant. Ligesom studiefællerne Ludvig Schrøder, Ernst Trier og Jens Nørregaard gik B. nærmest som en selvfølge ind i højskolegerningen. Da han gennem sit ægteskab var blevet økonomisk uafhængig opførte han 1866 for egne midler højskolen Rødkilde (opkaldt efter hustruens fødegård i Norge) i nærheden af Stege hvor faderen nu var blevet præst. Rødkilde blev hans hjem for resten af livet. Dybt nedbøjet over hustruens og en lille søns død satte han hele sin energi ind på højskolen og det lokale liv på Møn og opnåede hurtigt en dominerende position på øen, var bl.a. sognerådsformand i Stege landsogn 1867–1903, formand for øens skyttekreds, landboforening og sparekasse. Sept. 1869 valgtes han til folketingsmand for Mønkredsen og holdt den uden alvorlig modstand indtil han 1901 trak sig frivilligt tilbage. På rigsdagen sluttede han sig straks til det nationale venstre under Balthazar Christensen, men bifaldt helt sammenslutningen året efter i det forenede venstre. B.s store energi og sans for praktisk politik blev hurtigt taget i brug. Han kom ind i tingets vigtigste udvalg, finansudvalget, i 1870, blev formand 1872, en nøglestilling han bevarede (bortset fra 1882–84) helt til 1890. I beherskelsen af finanslovens detaljer var han Christen Bergs ligemand. Han var i de første år ganske på Bergs linie, blev imponeret og overbevist af den store partiførers personlighed, følte selv stærkt savnet af den evne til folkelig agitation som Berg mestrede. Efter venstres nederlag efteråret 1873 da Berg håbede at gennemtvinge parlamentarismen ved en finanslovsnægtelse svækkedes dog B.s tillid til Bergs taktik, og dermed var grunden lagt til den moderate linie i de følgende tiår, den bojsenske forhandlingspolitik over for den aggressive bergske taktik.

B.s centrale placering i venstre styrkedes yderligere da han blev partiets ordfører i forsvarssagen, de følgende årtiers mest brændende stridspunkt. Hans forudsætninger var egne erfaringer som officer samt en rejse han foretog 1871 til Schweiz for at studere folkevæbning, det nationale venstres ideal gennem flere år. Hans politiske evner til at dække venstres meget forskelligartede synspunkter kom her til fuld udfoldelse. Sit helt personlige syn på forsvarssagen som han først langt senere lod komme frem belyser klart hans livsholdning: "Min interesse var knyttet til det levende forsvar, fordi deltagelse i dette kunne være en løftestang for den hele landet omfattende nationale følelse, medens det stod mig klart, at Københavns befæstning måtte til slutning medføre forsvarets indskrænkning til en knugende fæstningskrig, som snarere måtte blive en tyngsel for nationalfølelsen. Forsvarsvæsenet har aldrig kunnet stille sig for mig som andet eller mere end en følelsessag". B. hørte desuden til den del af venstre der anerkendte Bjørnstjerne Bjørnsons "signaltale" 1872 om nødvendigheden af et venligere forhold til Tyskland.

Under forsvarsforhandlingerne 1873–75 lykkedes det B. at samle venstre omkring et modforslag til regeringens aggressive udspil om Københavns befæstning. Venstre tilbød 30 mill. kr. til forskellige fæstningsanlæg på betingelse af at beløbet blev dækket ved en indkomst- og formueskat. Forslaget stillede venstre i en særdeles gunstig position og gav partiet en overvældende valgsejr over for højre i 1876. Højre hentede nu Estrup frem som konseilspræsident, og fra begge sider valgtes kamppolitikken. B. og Holstein-Ledreborg deltog i denne konflikt der førte til det første provisorium 1877, men fandt siden at provisoriepolitikken burde standses, og at der muligvis kunne skaffes en spaltning i højre gennem forhandling. Den 8.11.1877 indgik B. og Holstein forlig om den provisoriske finanslov, en begivenhed der blev skelsættende for de følgende år, et eksempel på B.s enestående evner som forhandler, men formentlig ikke en klog handling på længere sigt, dels fordi det ikke gav den splittelse i højre der var formålet, og dels fordi det betød det endelige brud i venstre idet Berg og Hørup nu udtrådte af det forenede venstre og i de følgende år førte en skarp krig mod B.s og Holsteins gruppe. I de følgende år kunne ministeriet spille de to venstregrupper ud mod hinanden. Bergs gruppe kom her i forhånden efter valget jan. 1879 hvor B.s gruppe blev reduceret til fordel for "de radikale". B. frygtede at Berg var ved at indgå en handel med højre hvorefter en optagelse af ham i regeringen ville blive modsvaret af en bevilling til Københavns befæstning. Da hærloven i 1880 var til revision stod Berg højres "artilleriprægede" synspunkt meget nært, og han var lige ved at indgå et forlig om hærloven da B., hjemkommet efter et kurophold i Algier, greb ind i forhandlinger med general C. A. F. Thomsen, en af højres centrale skikkelser, indgik et helt andet forlig for næsen af Berg, et personligt nederlag for denne der bidrog til at knække hans politik. B. videreførte forhandlingerne med højre i de følgende samlinger, skaffede således en tiltrængt revision af den militære straffelov. Da højre nu skærpede kampen kom venstregrupperne atter til at arbejde bedre sammen. B. underlagde sig Bergs vilje da denne i efteråret 1883 indvarslede "visneudvalg". – B. blev således formand for det store "begravel-sesudvalg" der jordede regeringens lovforslag. I en periode hvor "høgene" dominerede regeringens politik mente B. hverken at have kraft eller autoritet nok til at vende strømmen. Et forsøg i så henseende var B.s støtte til D. G. Monrad da denne 1882–83 som nyvalgt medlem forsøgte sig med en række mæglende reformlovforslag. Det var også B. der 1883 ledede forhandlingerne om regeringens store befæstningsforslag og skrev den omfattende betænkning imod forslaget. Selv ønskede B. at ledsage den med et konkret modforslag ligesom 1874–75. Men venstre var for splittet til noget sådant.

I de sidste år før provisoriet vendte Berg tilbage til B. og hans moderate gruppe med hvem han trods alt var stærkest åndeligt beslægtet. Sammen dannede de i slutningen af 1884 Det danske venstre i modsætning til Hørups og Edv. Brandes' "europæiske" venstre. Det kom dog til stadige interne rivninger mellem de to. Men Berg trængte til B.s taktiske evner, ligesom B. behøvede Bergs høvdingeskikkelse som bannerfører for partiet. Som tegn på de nye forhold indtrådte B. som medudgiver af Morgenbladet, en ære der siden kostede B. meget besvær og en hel del penge. Skønt hverken B. eller Berg ønskede bruddet i foråret 1885 der førte til det store provisorium 1885–94 kunne det ikke undgås trods B.s bestræbelser som formand for det afgørende fællesudvalg for finansloven i marts 1885. B. var dog parat til forhandlingsløsninger efter at den første harme havde lagt sig da han var klar over folketingets magtesløse stilling. I efteråret 1886 fik han tilslutning fra begge venstregrupper til at lade finanslovforslaget behandle gennem alle stadier. Det følgende år kom det til hemmelige forhandlinger med Estrup hvori først Hørup, siden også B. deltog forgæves uden Bergs viden. Da Berg siden hørte derom brød han forbindelsen med B. i protest og stod en tid isoleret. B. deltog også i de tilsvarende forhandlinger det følgende år, "påskeforhandlingerne", men var iøvrigt meget passiv i politik i disse år som følge af svigtende nerver og dårligt helbred. Han overvejede alvorligt at nedlægge sit mandat, isoleret som han også var med Berg som delvis modstander, med Høgsbro som en upålidelig partifælle og med et krigerisk højre-flertal i landstinget der var utilbøjeligt til forhandlinger, så længe Københavns befæstning ikke var færdig. Opmuntret af sin hustru til ikke at trække sig tilbage før han virkelig havde udrettet noget lagde han nu grunden til den kommende forhandlingspolitik i årene 1887–90. Fra Rødkilde vedligeholdt han korrespondance med betydningsfulde personer i højre, således bl.a. med indenrigsminister Ingerslev og C. St. A. Bille, nu amtmand i Holbæk amt. Det stod nu B. klart at ethvert forsøg på forlig på finansloven ville være forgæves. Genoprettelsen af konstitutionelle tilstande måtte ske gennem et reformarbejde uden for forfatningsstridens område der kunne nærme folketing og landsting til hinanden og berede sindene ude i befolkningen. Med tiden ville det så være muligt at gennemføre det forlig på finansloven der kunne afslutte det provisoriske regime. Efter delegeretmødet i venstre 1889 fik han en opfordring fra partiets bestyrelse til at udarbejde et arbejdsprogram for den følgende samling, og i somrene 1890 og 91 samlede B. nu det omfattende arbejdsprogram der skulle gennemføres de kommende år. Han bearbejdede her bl.a. forslag fra regeringen om syge- og ulykkesforsikring, om en reform af fattigloven og om en ølskat, forslag der i flere år havde ligget uløste i rigsdagen. Den store reformlovgivning hvorved bl.a. grunden lagdes til den danske sociallovgivning gennemførtes i de første år af 1890erne under B.s ledelse ved aftaler mellem ham og regeringen og højre og med støtte også fra dele af Hørups gruppe der gik i opløsning som følge af Hørups fald ved valget 1892. Reformkomplekset omfattede foruden modernisering af fattiglovgivningen også en lov om vederlagsfri alderdomsunderstøttelse, desuden sygekasseloven, lov om tilskud til højskoler og landbrugsskoler og nedsættelse af en kommission om retsreformen. I betragtning af tidens voldsomme politiske modsætninger var "reformværket" 1890–93 en fantastisk bedrift af B. det der måske stærkest placerede ham som en central person i dansk politisk historie.

I foråret 1893 syntes et forlig på finansloven inden for rækkevidde, men uenighed om de militære udgifters størrelse og navnlig forgæves forsøg på at aftvinge den utilnærmelige Estrup løfter om et ministerskifte efter forliget fik det til at briste. I den følgende samling skulle målet dog nås. B. talte ved dens indledning om at de to linier nærmede sig skæringspunktet. Hvis man ikke greb lejligheden nu ville linierne atter divergere. I foråret 1894 nåede han da til enighed med landstingets højre om et forlig knyttet til en reform af hærloven og et større kompleks af jernbanelove. Venstres indrømmelse bestod i at indrømme tilstedeværelsen af Københavns befæstning ved bevillinger til dens vedligeholdelse og til den forøgelse af artilleriet som den nødvendiggjorde. Til gengæld blev de provisoriske love (gendarmloven m.fl.) udleveret folketinget til forkastelse samtidig med at der vedtoges en rigsdagsbeslutning med nye regler for midlertidige finansloves anvendelse og indhold, regler der – ganske vist i en meget svævende form -skulle forebygge nye provisorier. Det afgørende punkt i det store forlig blev spørgsmålet om ministeriets afgang. Trods sit vindende væsen og sin smidige forhandlingsform kunne B. ikke komme på talefod med Estrup selv der holdt sig tilbage i ophøjet utilnærmelighed. B. måtte da nøjes med et løfte om ministerskifte fra højres forhandlere og turde ikke fremføre et krav om at det forhandlende venstre skulle repræsenteres i en ny regering. Når B. selv ikke ønskede en ministerpost var det sikkert et ægte udtryk for hans idealistiske livsholdning, men samtidig en svaghed over for hans parti. Hans partifæller reagerede da også på denne afgørende usikkerhed i forligets betingelser. B. forsikrede at alene forligets psykologiske virkning ville forhindre provisoriets benyttelse i fremtiden, og at ministerskiftet ville indtræde, men ville iøvrigt ikke lægge pres på sine 38 partifæller. Afstemningen viste imidlertid at 14 af hans tilhængere faldt fra, og forliget kunne da kun gennemføres i folketinget med 54 stemmer mod 44 den følgende dag. Dette frafald og den omstændighed at det ventede ministerskifte først fandt sted fem måneder senere var en skuffelse der gjorde B. til en bitter mand i sine senere år. Året efter reduceredes hans parti yderligere ved valget, ledelsen gik ganske over til det nystiftede venstrereformparti, og skønt B.s moderate parti støttede de følgende højreministerier af al kraft og forsøgte at genoptage reformlovgivningen fra før forliget blev resultaterne meget små. Dette i forbindelse med hans vaklende helbred og en voksende følelse af at hans person muligvis stod i vejen for den tilnærmelse mellem hans parti og venstrereformpartiet som han ønskede bragte ham 1901 til at udtræde af folketinget. Han vedligeholdt i de følgende årtier en meget intens forbindelse med sine to nærmeste yngre partifæller, Klaus Berntsen og Niels Neergaard, øvede indflydelse i det skjulte, således ved støtte til den såkaldte Flensborgbevægelse i 1918–20, men deltog ellers ikke i aktiv politik, sagde således nej da ministeriet Berntsen støttet af en personlig henvendelse fra Frederik VIII tilbød ham et mandat som kongevalgt landstingsmand. Årene efter udtrædelsen af rigsdagen tilbragte B. mest med historiske studier over Møns historie, Jakob Sunesøn af Møn udkom 1902, Stege Bys Bog 1418–1607 i 1904 og samlingen Af Møns Historie, I-IX udkom 1909–26, alle bygget på omfattende arkivstudier og blev på mange måder forbilleder for senere tiders lokalhistoriske litteratur. B.s fine og uegennyttige personlighed udøvede en særegen tiltrækningskraft på hans omgivelser. Som politiker var han pragmatiker fremfor alt. Udgået fra en kreds der satte det nationale over det sociale og med forudsætninger i en akademisk præget konservatisme reagerede B. kraftigt mod de nye toner der brød frem fra byerne i form af radikalisme og socialdemokrati. En stor del af forståelsen for hans virke og forhold til andre venstreførere skal ses i hans voldsomme modvilje mod "københavneriet", en betegnelse hvormed han i sine erindringer sammenfatter disse bevægelser. Han anså dem for farligere for "den hele landet omfattende folkelige løftelse" end den aristokratiske livsholdning han mødte hos landstingets højre. Skønt hans personlige livsgerning endte i skuffelse blev hans politiske linie, det moderate venstre, dog fortsat og ført til sejr i de følgende årtier.

Familie

Forældre: præsten F. Boisen (1808–82) og Eline B. Heramb (1813–71). Gift 1. gang 26.7.1865 på Rød i Norge med Karen Cathrine Anker, født 16.6.1843 på Rød, død 22.9.1866 i Tjørne-marke ved Stege, d. af grosserer Peter Martin A. (1801–63, gift 1. gang 1824 med Petronelle Didrikke Cathrine Tank, 1806–33) og Cathrine Olava Nikoline Gløersen (1814–1902). Gift 2. gang 3.11.1880 på Tjerne i Norge med Augusta Jacobine Konow, født 1.3.1851 på Tjerne, død 13.8.1906 på Rødkilde, d. af proprietær August K. til Tjerne (1817–1901) og Beate K. (1822–80). – Bror til Emil B. og Peter B. og Jutta Bojsen-Møller.

Udnævnelser

F.M.l. 1921.

Ikonografi

Litograferet på gruppebilleder af det forenede venstre, 1874, på "venstretørklæde" ca. 1875 og af I. W. Tegner samt i et par træsnit 1883 og 1887, Buste af C. Rohl Schmidt, 1884 (Rødkilde folkehøjskole, folketinget). Tegn. af K. Gamborg 1886 og 1889 (Fr.borg). Afbildet på karikatur, 1894 (Fr.borg). Statue af Gunnar Hansen, 1929 (haven ved Rødkilde). Foto.

Bibliografi

F. B.: Lovgivningsværket 1890–95 og dets følger, 1898. Fr. Nørgård i Højskolebladet, 1937 191–95 (breve fra biskop Monrad). Tre venstremænd. En brevveksling mellem F. B., KJaus Berntsen og Niels Neergaard, udg. Harald Jørgensen, 1962. F. B.s politiske erindringer, udg. Kristian Hvidt, 1963. – Zodiacus i Nær og fjern 26.3.1876. E. Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913. Rødkilde højskoles årsskr., 1929. Poul Kierkegaard i Mænd og meninger i dansk socialpolitik 1866–1901, 1933 67–107. F. B. og grev J. L. Holstein-Ledreborg. Meddelt ved Jan Neiiendam i Hist. t. 10.r. IV, 1937 346–55. Roar Skovmand: Folkehøjskolen i Danm. 1841–1892, 1944.-Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig